De høje smittetal i Hørsholm Kommune kan betyde en midlertidig nedlukning af erhvervslivet. Erhvervsministeriet har nu bedt Epidemikommissionen om at vurdere om byens erhvervsliv skal lukke midlertidigt fra på søndag.
Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Det sker på baggrund af kommunens incidenstal, som fredag ligger på 270 tilfælde per 100.000 indbyggere. Det tal overstiger grænsen for automatisk nedlukning, som er 250.
Tidligere fredag blev det bekræftet, at kommunens arbejdspladser, skole og institutioner skal lukke fra lørdag, men nedlukningen af erhvervslivet betyder blandt andet, at alle butikker, der ikke sælger dagligvarer eller medicin skal lukke ned.
Også spisesteder og liberale erhverv - som eksempelvis frisører - skal lukke.
Det ærgrer Bente Hvedehave, indehaver af frisørsalonen B's Hair Studio i Hørsholm.
- Det betyder, at vi går ned i omsætning igen igen. Og hvem tænker på, hvem der skal betale den næste husleje? Det er der ikke rigtig nogen, der gør.
- Og jeg er lige ved at sige, nu sælger vi, nu gider jeg ikke mere. Men det gør vi ikke, for jeg elsker mit job. Og jeg har heller ikke lyst til at holde op, siger Bente Hvedehave.
Når Hørsholm kommune i syv dage i træk er under en testkorrigeret incidens på 250 smittede, ophæves nedlukningen.
Den midlertidige nedlukning af Hørsholm Kommune vil nu blive behandlet i Epidemikommissionen og bliver forelagt Folketingets Epidemiudvalg, før den endelige beslutning altså ventes at træde i kraft søndag.
Disse erhverv forventes at lukke i Hørsholm Kommune søndag den 9. maj:
Udvalgsvarebutikker
Forlystelsesparker mv.
Serveringssteder
Indkøbscentre, arkader, basarer og stormagasiner
Liberale serviceerhverv og køreskoler
Konferencecentre
Nedlukningen omfatter ikke dagligvarebutikker, take away og butikker, hvor der sælges medicinsk udstyr. Derudover vil det være muligt for udvalgsvarebutikker at holde åbent for erhvervskunder og såkaldt 'click & collect', hvor man bestiller varerne hjemmefra og henter dem fysisk.
Private arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra, så vidt det er muligt
Mulighed for kompensation
Virksomheder, der tidligere har været lukket ned, har mulighed for at forblive lukkede, hvis de vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at åbne. De vil kunne modtage op til 90 procent i kompensation for deres faste udgifter, og 90 procent af den tabte omsætning i selvstændigordningen.
Erhvervsministeriet oplyser også, at virksomhederne fortsat kan benytte sig af den generelle lønkompensationsordning, hvor der kan søges om kompensation for 75 procent af lønnen for funktionærer og 90 procent af lønnen for ikke-funktionærer. Dog maksimalt 30.000 kroner om måneden.