Tilbage i 2015 valgte transportselskabet Movia at nedtage en række busreklamer fra foreningen Dansk Palæstinensisk Venskabsforening.
Sagen medførte mediestorm mod Movia, der blev anklaget for diskrimination, mens selskabet selv begrundede valget med, at "kampagnen virker unødigt stødende, at den er udformet uden behørig social ansvarsfølelse, og at den er diskriminerende med hensyn til nationalitet".
På busreklamen, som var omdrejningspunktet for hele debatten, stod: "Vores samvittighed er ren! Vi hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien", og var underskrevet af de to Hellerupborgere Charlotte og Lizzie.
Movia modtog siden klager over reklamerne, som de derefter valgte at nedtage.
Kort tid efter blev flere busser sat i brand på et garageanlæg på Borgervænget, der ligger på Østerbro. I forbindelse med ildspåsættelserne blev der skrevet grafitti med teksten "boykot Israel - Free Gaza" på en nærliggende bus.
Ifølge Københavns Politi var formodningen, at samme gerningsmænd stod bag både ildspåsættelsen og grafittien.
Forening klagede: I strid med ytringsfriheden
Dansk Palæstinenisk Venskabsforening valgte efterfølgende at klage over nedtagelsen af reklamerne til Folketingets Ombudsmand, og siden har der været stille fra parterne.
Men nu har Ombudsmanden truffet afgørelse i sagen.
Her finder ombudsmanden, at der ikke er grundlag for at kritisere Movia for, at de nedtog reklamerne på busserne.
Det skriver Movia i en pressemeddelelse.
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening påstod blandt andet, at det var en ulovlig beslutning og i strid med ytringsfriheden, da Movias bestyrelse i april 2015 enstemmigt vedtog, at nedtage reklamerne, der rettede sig mod produkter fra israelske bosættelser.
Hos Movia er man glade for, at sagen nu er afsluttet.
- Det er snart fire år siden, at Movia besluttede at tage reklamen ned. Vi er tilfredse med, at ombudsmanden ikke udtaler kritik af Movia i sagen, der ligger langt fra det, som optager os mest, nemlig god kollektiv transport, siger Movias kommunikationsdirektør Camilla Struckmann.
I sin afgørelse har ombudsmanden fokuseret på, at Movia skal fremstå som upolitisk og ikke diskriminerende overfor hverken religion eller nationalitet.