- Jeg siger på ingen måde, det er en god idé at bruge vold. Men jeg forstår de unge mennesker, der er pissefrustrerede og forleden dag smadrede en bank. Jeg kan godt forholde mig til dem solidarisk uden, at jeg retfærdiggør dét, de gør. Ligesom jeg forstår og solidariserer mig med mange af de unge mennesker, der sidder i vores fængsler, som også bruger vold.
Sådan lyder ordene fra den tidligere bz’er og nuværende socialrådgiver og leder af Pigegruppen under Københavns Kommune, Gyda Heding, i et interview med Ekstra Bladet lørdag.
Hun er ved en urafstemning blandt medlemmerne af Enhedslisten i København opstillet som nummer seks på partiets kandidatliste til Borgerrepræsentationen. Listen vedtages dog først endeligt senere lørdag.
Jeg tager ikke afstand fra dem. Jeg synes, de virker som nogen, der kunne bruge voksne, der kunne lære dem andre måder at kommunikere på.
- Jeg forholder mig solidarisk til dem
I interviewet lægger hun ikke skjul på, at vold ”ikke er et sprog at bruge”, men hun lægger heller ikke afstand til sin egen tid som bz’er for 30 år siden.
Og hun tager ikke afstand fra de unge deltagere i demonstrationen i anledning af ti-året for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 tidligere på måneden, der smadrede ruderne på Danske Bank og Arbejdernes Landsbanks filialer på Nørrebrogade.
- Selvfølgelig synes jeg, det er forkert at smadre ruder. Men jeg tager ikke afstand fra nogen af de unge, som jeg også arbejder med. Jeg tager ikke afstand fra dem. Jeg synes, de virker som nogen, der kunne bruge voksne, der kunne lære dem andre måder at kommunikere på. Andre måder at komme ud med frustrationerne på. Jeg forstår dem. Jeg forholder mig rigtig solidarisk til dem, siger Gyda Heding til Ekstra Bladet.
Stor forskel på forståelse og anerkendelse
Adspurgt om hun vil tage afstand til de unge, svarer hun:
- Der er stor forskel for mig at kunne forstå, hvorfor man gør, som man gør - og derfra til at anerkende det, bemærker hun.
Enhedslisten i København holder lørdag generalforsamling, hvor den endelige opstillingsliste vedtages. Da partiet opstiller på partiliste vil den være helt afgørende for, hvem der bliver valgt til Borgerrepræsentationen. Partiet har i dag 11 ud af de 55 folkevalgte på rådhuset.
Gruppeformanden for Enhedslisten på Københavns Rådhus, Rikke Lauritzen, ønsker ikke at kommentere udtalelserne fra Gyda Heding over for TV 2 Lorry.