Filmede i Frimurerlogen: Nu står norsk mand til udvisning

67-årig mand filmede i al hemmelighed møderne - og afpressede efterfølgende for 33 millioner kroner, mener anklagemyndigheden, der kræver ham fængslet og udvist.

I århundreder har det været hemmeligt præcist hvad der egentlig foregår på møderne i Den Danske Frimurerordens hovedsæde på Blegdamsvej på Østerbro.

Det forsøgte en 67-årig nordmand at gøre op med ved at filme møderne gennem et par kamerabriller gennem størstedelen af 2016. I alt blev det til 20 timers film. Hvordan det lykkedes ham at komme ind til møderne er uvist.

Bagefter forsøgte han ifølge politiet at afpresse Frimurerordenen for ikke mindre end 33 millioner kroner.

Fængslet siden maj

Manden er derfor tiltalt for afpresning af særlig grov beskaffenhed og for uberettiget at have filmet personer, der befandt sig på et ikke-offentligt tilgængeligt sted.

Det skriver dagbladet BT på baggrund af en retsmødebegæring, som avisen har fået aktindsigt i.

Manden blev anholdt i maj og har siden siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel. Sagen kommer for retten senere i august og ventes at køre som en tilståelsessag.

Kræver års fængsel

- Der er tale om en afpresningssag for et ganske højt beløb, og henset til beløbets størrelse lægger anklagemyndigheden op til en fængselsstraf af flere års varighed, siger anklager Jakob Buch-Jepsen til BT.

Samtidig med påstanden om en årelang fængselsstraf vil anklagemyndigheden kræve nordmanden udvist af Danmark for bestandigt.

Ifølge BT har Den Danske Frimurerorden ikke ønsket at kommentere sagen af den grund, at den er på vej i retten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik