Pernille Skipper tager roret: Afløser Johanne Schmidt-Nielsen

Johanne Schmidt-Nielsen afslørede tidligere i dag sin afgang fra posten som politisk ordfører for Enhedslisten. Retsordfører Pernille Skipper overtager posten.

Det bliver endnu et kendt ansigt, som overtager posten som politisk ordfører for det røde parti Enhedslisten.

Det står fast, efter Enhedslistens folketingsgruppe i enighed har besluttet, at stafetten skal gå til den 31-årige Pernille Skipper.

Skipper har været medlem af Enhedslisten siden 2001 og blev valgt ind i folketinget af Østkredsen i Odense i 2011.

Ifølge Ritzau er Pernille Skipper længe blevet set som den naturlige afløse for Johanne Schmidt-Nielsen. Hun har opnået respekt på Christiansborg for sin grundighed og saglighed, når hun har markeret Enhedslistens holdninger på retsområdet og blandt andet været stærkt kritisk over for efterretningstjenesters overvågning i Danmark.

Aalborggenseren har også været den største stemmesluger på Enhedslistens årsmøder, når medlemmer skulle sammensætte opstillingslister til folketingsvalget. I nogle tilfælde har hun faktisk overgået Johanne Schmidt-Nielsen i afstemningerne.

Politisk kommentator Hans Engell mener, at Enhedslisten har valgt en stærk efterfølger til Johanne Schmidt-Nielsen.

- Hun er en meget stærk arbejdskraft. Hun er flittig og går ind i detaljen, hvor Johanne ind imellem har skøjtet hen over tingene. Der er meget respekt omkring hende, siger han til Ritzau.

Pernille Skipper mangler dog fortsat at demonstrere, at hun kan samle lige så mange vælgere som Johanne Schmidt-Nielsen. Ved valget i 2015 opnåede den nu tidligere politiske ordfører hele 40.425 personlige stemmer.

Det var det tredje højeste stemmetal af alle på landsplan efter Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og daværende statsminister for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt. Begge ledere for markant større partier end Enhedslisten.

Til sammenligning fik Pernille Skipper 11.120 personlige stemmer. Men det skete vel at mærke i Fyns Storkreds, hvor Enhedslisten ikke står så stærkt som på partiets "hjemmebane" i Københavns Storkreds, hvor Johanne Schmidt-Nielsen var opstillet.

Efter valget har Pernille Skipper overtaget Københavns Storkreds fra Johanne Schmidt-Nielsen - og som politisk ordfører får hun også en markant stærkere platform at tale fra.

I modsætning til andre partier har Enhedslisten ikke en formand eller en partileder, så posten som politisk ordfører er den mest indflydelsesrige i partiet.

Det er eksempelvis den politiske ordfører, der repræsenterer partiet i de vigtige partilederrunder ved folketingsvalg og folkeafstemninger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik