Borgmestre: Krigen i Mellemøsten skaber splid i København

Københavns syv borgmestre opfordrer byens borgere til "ro og besindelse" i forhold til krigen i Mellemøsten.

Københavns syv borgmestre kommer mandag med en opfordring til, at københavnerne ikke lader krigen mellem Israel og Hamas skabe "splid og had" mellem byens borgere.

Det skriver Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer i kølvandet på det, borgmestrene kalder en "stigende polarisering" i København.

- Den blodige konflikt mellem Israel og Hamas har fået tusinder af københavnere til at udtrykke deres frustration og afmagt i byens gader og på sociale medier, lyder det i pressemeddelelsen.

Borgmestrene peger på, at de er bekymrede for det stigende antal rapporter om religiøst rettet chikane og trusler, som blandt andet har ramt det religiøse mindretal i København.

Meget barsk og uforsonlig tone 

Herudover henviser borgmestrene til en "meget barsk og uforsonlig" tone på de sociale medier.

- Vi vil gerne understrege, at vi er borgmestre for alle københavnere. Og at vi intet ønske har om, at Israel-Palæstina konflikten blusser op i København, står der i meddelelsen.

- Vores ærinde er det stik modsatte, nemlig at mane til fred og ro og besindelse.

Til slut skriver de syv borgmestre, at de på Rådhuset står sammen om at vise medfølelse med alle civile ofre på begge sider af konflikten og at "vi som by skal have nultolerance over for såvel racisme, antisemitisme som islamofobi".

Spørg Os - Formular

_

Københavns syv borgmestre er overborgmester Sophie Hæstorp (S), teknik- og miljøborgmester Line Barfod (Ø), børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C), sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV), beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) og socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik