Brændt fisk og alt for meget smør skal hive dansk kokkeguld hjem

Kok Sebastian Holberg Svendsgaard tror på, at Danmark ligger i toppen efter dagens præstation ved Bocuse d'Or.

Efter fem timer og 30 minutter er det danske hold færdige i køkkenet ved dette års Bocuse d'Or. Og det kunne ikke være gået bedre.

Sådan lyder det fra den københavnske kok Sebastian Holberg Svendsgaard, der leder holdet.

- Det hele spillede faktisk. Der var en god følelse i dag. Vores kød har aldrig set pænere ud, end det gjorde i dag, og fisken smagte fantastisk, siger han.

Dommerne fik præsenteret et fad inspireret af nordisk mytologi og guden Frej, som fik ting til at spire og gro.

Alt for meget smør

Det danske hold lavede blandt andet en fisk med et sort bølgeskær på toppen, der blev brændt og stegt. Inde i fisken var der vesterhavsost og en masse urter.

Ud over fisken præsenterede holdet blandt andet også kød og meget andet garniture samt en stegt torskesauce, der var "smagt til med alt for meget smør".

Og rygterne begynder allerede at løbe i norske Trondheim, hvor konkurrencen afholdes. Sebastian Holberg Svendsgaard har en fin fornemmelse af, at Danmark efter dagens præstation ligger i toppen.

- Men der er også andre lande, der er vanvittigt dygtige, så det bliver spændende at se i morgen, hvor vi placerer os, siger han.

Onsdag har alle landene i den europæiske del af Bocuse d'Or præsenteret deres retter, og så vil der blive kåret en vinder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik