Bryggerheste fra Carlsberg flytter til ZOO

Carlsbergs fire bryggerheste får midlertidigt husly i Zoologisk Have i København, mens de historiske stalde er under ombygning.

Carlsbergs fire ikoniske bryggerheste får nu et nyt, midlertidigt hjem. 

Zoologisk Have København og Carlsberg har indgået en aftale, hvor bryggerhestene med navnene Emil, Otto, Gustav og Ørsted nu flytter ind i en nybygget fold i ZOO, hvor de skal bo det næste halvandet års tid, mens Carlsbergs stalde er under ombygning. 

- Bryggerhestene og de historiske stalde er en vigtig del af Carlsbergs historie. Hestene blev helt frem til 1950’erne brugt til distribution af øl, men i dag bruger vi dem kun til specielle lejligheder, og jeg tror godt jeg kan sige, de er meget forkælede. Derfor synes vi heller ikke, de skal blive stående, imens vi bygger om, siger Jakob Stilov, der er chef for Visit Carlsberg og Carlsbergs ejendomme i en pressemeddelelse. 

Den jyske hest anses af mange for at være Danmarks nationale trækhest og er en krydsning af gamle danske landhesteracer og engelsk trækhesteracer.
Den jyske hest anses af mange for at være Danmarks nationale trækhest og er en krydsning af gamle danske landhesteracer og engelsk trækhesteracer.
Foto: Visit Carlsberg

Det er udviklingen af Carlsberg Byen og mange års slitage, som gør, at Carlsbergs bygninger på Vesterbro skal renoveres og moderniseres. 

- Hestene har hidtil været uberørt af ombygningen, men staldene vil inden for de nærmeste måneder gennemgå en større renovering. Derfor har Carlsberg indgået en aftale om at flytte hestene til ZOO. Vi er især glade for, at hestene dagligt kan komme ind og ud af ZOO og dermed fortsat får mulighed for at vedligeholde den træning, der er nødvendig for at kunne færdes i trafikken. Og så glæder vi os over, de ikke skal så langt væk hjemmefra, siger Jakob Stilov.

Den nybyggede fold, som ZOO har bygget, ligger tæt på porten ved Roskildevej. Det er ZOO, der overtager en stor del af pasningen af de fire bryggerheste. En af Carlsbergs kuske følger også med, og skal primært stå for, at hestene kommer ud og køre i de københavnske gade.

- Det er nogle fantastisk flotte dyr med en lang og spændende historie med sig i bagagen. Jeg glæder mig derfor til, at vi og vores gæster kan opleve hestene på nært hold. Vi forsøger altid at forvalte vores kvadratmeter bedst muligt til glæde for dyr og gæster, så da Carlsberg henvendte sig, lagde vi os i selen for at finde den fornødne plads under forhold, der er de imponerende heste værdig. Det lykkedes, og vi glæder os til at byde hestene velkommen og give vores gæster en ekstra oplevelse, siger Bengt Holst, videnskabelig direktør i ZOO. 

Ombygningen af det gamle Carlsberg varer til foråret 2022, hvor bryggerhestene forventes at flytte hjem igen.

Bryggerhestene og Carlsbergs stalde

Carlsbergs stalde er en del af den gamle bryggerigård. Ved Carlsbergs 100 års jubilæum i 1947 blev bryggergården restaureret, og i 1982 blev bygninger og industrianlæg åbnet for offentligheden. Den nuværende hestestald stod færdig i efteråret 1992, og er en stor attraktion for både danskere og turister.


Carlsbergs stalde har rummet mange forskellige hesteracer af forskellig statur og avl. Men i 1928 besluttede direktionen i Carlsberg, at Carlsberg skulle ensrette og kun køre med heste af én race, nemlig den jyske. Den jyske hest anses af mange for at være Danmarks nationale trækhest og er en krydsning af gamle danske landhesteracer og engelsk trækhesteracer.

I gamle dage var de jyske heste på Carlsberg en bomstærk distributionskanal. I 1903 fik Carlsberg nemlig sin egen tappehal, og så var der brug for heste til at køre øllet ud til værtshuse og købmænd. Antallet af heste på Carlsberg voksede yderligere op igennem 1920erne, og det gav pladsmangel. Derfor indvies i 1926 stalden på Paulavej i Valby med plads til 100 heste. I 1930erne udvides stalden med en ekstra etage således at man havde plads til henved 200 heste. Selvom antallet af heste begyndte at falde i løbet af 1930erne, udvides med op til 200 heste igen under og efter Anden Verdenskrig og Besættelsen. Benzinrationeringer og vareknaphed gjorde det umuligt at levere øl med bil, hvorfor de pludselig blev meget vigtige for distributionen af øl igen.

I dag har Carlsbergs fire bryggerheste. Alderspræsidenten er Emil på 10 år. Otto og Gustav er begge 8 år og Ørsted er 4 år. Han kom til Carlsberg i 2018.

Kilde: Zoologisk Have København og Carlsberg   



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik