Dansk tourstart ramt af hærværk: "En underlig måde at vise sin utilfredshed"
København er så småt ved at være helt klar til, at Tour de France for første gang nogensinde starter i Danmark. Men det er tilsyneladende ikke alle, der er lige begejstrede.
Næste fredag begiver 176 professionelle cykelryttere sig ud på de første 13 af i alt 394 officielle kilometer på dansk grund af årets udgave af Tour de France.
Det sker på en enkeltstart rundt om i de københavnske gader, og her halvanden uge før start er hovedstaden klædt i grøn, gul og polkaprikker, der om noget kendetegner verdens hårdeste cykelløb.
Men alt er ikke fryd og gammen.
Tirsdag formiddag indløb der nemlig en anmeldelse om hærværk hos Københavns Politi. Hærværk der tilsyneladende er rettet mod Tour de France-begivenheden på dansk jord.
- Vi har fået en anmeldelse klokken 09.06 om, at der lå noget stof på jorden ved Øster Søgade, fortæller vagtchef Henrik Svejstrup til TV 2 Lorry.
Episoden bekræftes af billeder fra Rasmus Mose Hougaard, der har delt dem i en lokal Facebook-gruppe.
- Lød mærkeligt
Han bor lige ved søerne og havde netop afleveret sin datter i vuggestuen, da han satte sig ind i sin bil for at køre på arbejde.
- Min kone ringede til mig og spurgte, om jeg havde set hærværket, som hun havde lagt mærke til på vej til tandlægen. Jeg bestemte mig for at køre tilbage og se det ved selvsyn, da jeg syntes, det lød mærkeligt, forklarer Rasmus og uddyber:
- Så jeg kørte tilbage, tog billederne og lagde dem derefter op i Facebook-gruppen.
På billederne fremgår det, at der flere steder er klippet gult stof op, som ellers var sat rundt om kastanjetræerne.
Hvem, der står bag hærværket, ved politiet ikke. Og de kan heller ikke med sikkerhed sige noget om motivet for handlingen.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Koster penge at sætte op igen
TV 2 Lorry har været i dialog med Grand Départ Copenhagen Denmark, der udtrykker stor ærgrelse over, at nogen har behov for at yde hærværk mod udsmykningen i forbindelse med tour-starten i Danmark.
De henviser til Københavns Kommune for yderligere informationer, da de har ansvaret for tour-udsmykningen af byen.
- Vi pynter byen op med alt fra gule blomster, flagvimpler over gaden til gult stof, der wrappes om træer, og det gør vi for at skabe et brag af en gul folkefest. Derfor er det også rigtig ærgerligt, at wrappingen (stoffet, red.) er blevet pillet ned, lyder det i et mailsvar fra Tine Eriksen Green, der er programchef for Tour de France i Københavns Kommune.
Hun fortæller, at stoffet ikke er gået i stykker, og at det kan sættes op igen. Programchefen forklarer også, at kastanjetræerne ikke lider under "indpakningen".
- Vi har med wrappingen af det gule stof om træerne haft et stort fokus på bæredygtighed – både i forhold til træerne og stoffet. Vores gartnere har været inde over forberedelserne, så wrappingen er skånsom og ikke beskadiger træerne. Og så vil stoffet fra wrappingen blive genbrugt bagefter i andre produkter.
Tilbage står Rasmus Mose Hougaard med en mærkelig følelse og undrer sig over, hvorfor det var nødvendigt at klippe alt det gule stof op.
- Jeg tænkte, at det var en underlig måde at vise sin utilfredshed over afholdelsen af tour-etapen på
- Et af modstandernes hovedargument er de penge, kommunen bruger på at afholde det, og nu kan kommunen så bruge x antal kroner på at sætte det op igen, siger han undrende til TV 2 Lorry.
Københavns Kommune fortælle til TV 2 Lorry, at de vil sætte "wrappingen op igen så tæt på enkeltstarten 1. juli som muligt, så Tour de France-ruten gennem Københavns gader bliver så gul og festlig som muligt."