I samarbejde med TV 2
af Laura Kongsmark Schuldt & Emma Klinker Stephensen
De trodsede flammerne for at redde Børsen. Her fortæller fire personer om det dramatiske døgn.
Røgdykker Thomas Thode vidste med det samme, at der var tale om en helt ekstraordinær situation, da han og hans hold nåede frem til Børsen tirsdag morgen.
Det handlede om minutter. Sekunder. At redde, hvad end der var muligt.
Røgdykkerne fandt vej op på Børsens tag. Herfra kunne de se de ildglødende flammer brede sig omkring Børsens ikoniske tårn og spir.
Fra det yderste af taget forsøgte de at slukke flammerne på ydersiden af tårnet med vand fra store slanger.
Imens kravlede Thomas Thode ind gennem et vindue og manøvrerede sig herfra ned under tårnets tag. Her blev han mødt af et flammehav, der dækkede hele området.
- Jeg tænkte, jeg skulle have mine røgdykkere derind hurtigst muligt for at have en chance for at redde det, siger han.