Dømt whistleblower vil i folketinget: "De trænger til en som mig"

Whistlebloweren Bitten Vivi Jensen har altid kæmpet for de udsatte borgere, og i januar blev hun dømt for at bryde sin tavshedspligt. Nu stiller hun op til folketingsvalget for Alternativet, hvorigennem hun håber at kunne fortsætte sin kamp.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bitten Vivi Jensen har i mange år været kendt for at kæmpe de udsattes sag.

En kamp som hun tog helt til stregen.

Hun mente nemlig at Frederiksberg Kommune udsatte borgerne for kritisable forhold, og hun videregav derfor personoplysninger fra 90 borgeres sager.

Det medførte, at hun ved højesteret blev dømt for brud på sin tavshedspligt.

Bitten Vivi Jensen er dog langt fra færdig med at kæmpe de udsattes sag.

Men denne gang bliver det ikke i en retssal. For hvis alt går efter planen, så får Bitten Vivi Jensen mulighed for at kæmpe kampen fra folketingssalen.

Hun stiller nemlig op for Alternativet i Københavns Omegns Storkreds, hvor hun håber på at blive valgt ind.

- De trænger til en som mig, en fra det virkelige liv, som ved, hvad det drejer sig om, og som har en kæmpe lang erhvervserfaring, siger Bitten Vivi Jensen.

Samme kamp - Ny arena

Selvom Bitten Vivi Jensen kommer til at kæmpe i en ny arena, hvis hun bliver valgt ind, så slås hun stadig for de udsatte.

- Jeg synes, det er vigtigt med omsorg fra vugge til grav. Derfor vil jeg gerne være de stummes stemme, siger Bitten Vivi Jensen.

Hun er godt klar over, at hendes dom fra tidligere på året kan påvirke hendes muligheder for at komme ind, men hun ser ikke nødvendigvis dommen som noget negativt.

- Det kan både være positivt og negativt. Det er der jo delte meninger om. jeg ønskede jo ikke, at det skulle komme så vidt, at jeg måtte bryde min tavshedspligt. Men jeg mener, at jeg har en oplysningspligt og en pligt til at redde folk, siger Bitten Vivi Jensen.

Bitten og kampen for de udsatte

Bitten Vivi Jensen har som sagt kæmpet for de udsatte i årevis.

I mange år arbejdede hun som en del af rehabiliteringsteamet i Frederiksberg Kommune.

Men hun ragede uklar med sine chefer efter igennem længere tid at have klaget internt over kommunens behandling af borgerne. Det førte til at hun i 2016 blev fyret.

Bitten Vivi Jensen lod sig dog ikke slå ud af afskedigelsen.

Hun valgte at fortsætte sit arbejde med at hjælpe udsatte borgere som bisidder.

TV 2 Lorry har tidligere fortalt om Bitten Vivi Jensens arbejde som bisidder.

Blandt andet gennem historien om Vladimira Kristensen, en dødssyg cancerpatient, der blev nægtet førtidspension af Københavns Kommune, selvom hun led af lungekræft, en svær leddegigt og en kronisk tarmsygdom.

Først efter 20 år – og efter Bitten Vivi Jensen gik ind i sagen som bisidder – blev hun tildelt førtidspensionen.

Og det samme gjorde andre borgere, som Bitten Vivi Jensen var bisidder for – som for eksempel Jan Larsen, som kun havde 20 procent af sin lungekapacitet tilbage, men alligevel blev arbejdsprøvet gang på gang og historien om Kim Madsen, der blev tilbudt en lægekonsultation på jobcentret.

Bitten Vivi Jensen, eller de stummes stemme, ser nu frem til at kæmpe kampen fra en ny kampplads. Hun håber derfor, at både hun og alternativet får en plads i folketinget efter valget.

- Jeg synes, vi har meget at byde på, siger Bitten Vivi Jensen. 

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol







Spørg Os - Afstemning

_



Nyheder

København er ramt af strejke blandt skraldemænd.

Nu kommer der top på affaldet:
Flere hundrede københavnske skraldemænd strejker

Michael Ziegler stamcelledonation

Efter borgmesters opråb:
Interesse for stamcelledonation er eksploderet

Sjællands Universitetshospital

Egen stue med udsigt – første etape af Region Sjællands supersygehus er klar

Vis mere
20230320-101929-A-2000x1122ma

Kendt pizzakæde lukker

20180824-112912-6-1920x1280we

S og SF vil droppe gratis parkering om søndagen i København: "En rigtig dårlig idé"

Vis mere