Flugtbilist, der kørte 5-årig pige ihjel, er nu anholdt

Den efterlyste mand, som er mistænkt for at have påkørt en femårig pige på Peter Bangs Vej, er blevet anholdt af Københavns Politi.

Københavns politi har torsdag aften anholdt den 21-årige mand, som siden onsdag eftermiddag har været efterlyst og mistænkt for at have påkørt en femårig pige på Peter Bangs Vej.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Den 21-årige anholdte mand har siden onsdag aften været eftersøgt af politiet, da han mistænkes for at have påkørt en femårig pige og hendes mor på Peter Bangs Vej. Pigen mistede livet, mens hendes mor blev lettere kvæstet.

Københavns Politi har siden arbejdet intensivt på at finde den efterlyste, som stak af fra ulykkesstedet.

- Vi står med en dybt tragisk sag, som vi ser på med stor alvor. Siden påkørslen har vi arbejdet intensivt på at finde frem til den mistænkte og nu anholdte mand, da vi har en stærk formodning om, at det er ham, der kørte bilen og bagefter flygtede fra stedet, siger Jørgen Bergen Skov, chefpolitiinspektør hos Københavns Politi.

Stak af til fods

Påkørslen fandt sted onsdag eftermiddag omkring kl. 16, hvor en sort VW Passat på Sæbyholmsvej ved udmundingen til Peter Bangs Vej pludselig accelererede, krydsede vejen og ramte den femårige pige og hendes mor på den modsatte side af vejen. Pigen var sammen med sin mor på vej hjem fra børnehave.

quote Vi har en stærk formodning om, at det er ham, der kørte bilen og bagefter flygtede fra stedet.

Jørgen Bergen Skov, Chefpolitiinspektør, Københavns Politi.

Gerningsmanden flygtede til fods i retning mod Damhussøen uden at forsøge at hjælpe dem. Ulykkesbilen efterlod han holdende på tværs af vejen, hvor den stod stille efter at være kørt ind i et hus.

Adskillige vidner så ulykken og den flygtende gerningsmand, og flere ydede førstehjælp i forsøget på at redde den lille pige.

Flere adresser ransaget

Ifølge politiet havde den 21-årige brugsret over bilen, der ikke var meldt stjålet, og eftersom politiet allerede kendte ham fra tidligere, blev han hurtigt hovedmistænkt.

- Vi har i den forbindelse foretaget en række efterforskningsskridt, og har blandt andet ransaget flere adresser i hovedstadsområdet, og det har samlet set her til aften ført til anholdelsen, Jørgen Bergen Skov.

Hvorfor bilen accelrerede og kørte tværs over vejen, er ikke kommet frem. Politiet har oplyst til TV 2, at der ikke er nogen kendt relation mellem den nu anholdte mand og pigen og hendes mor.

Den 21-årige mand vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor Københavns Politi forventer at begære lukkede døre. Københavns Politi har derfor for nuværende ikke yderligere oplysninger i sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik