Flere tusinde deltagere i støttedemonstration for Palæstinas civile

Det anslås, at flere tusinde søndag tog del i en demonstration i København, der skulle vise opbakning og støtte til de civile i Palæstina og særligt Gazastriben.

Den hidtil største støttedemonstration for Palæstinas civile, siden konflikten mellem Israel og Hamas eskalerede tidligere på måneden, fandt søndag eftermiddag sted i København.

TV 2 Kosmopols reporter på stedet fortæller, at mange var mødt op med palæstinensiske flag, vimpler, bannere og skilte med slogans som ”Free Palestine” og ”Boykot Israel” påskrevet.

Politiet anslog ifølge TV 2, at "flere tusinde" deltog i demonstrationen. På demonstrationens facebookside havde over 5.000 meldt sig som deltagende eller interesseret.

Det fremgår af demonstrationens eventside på Facebook, at formålet var vise solidaritet med civilbefolkningen i Gazastriben samt udtrykke utilfredshed med Israels besættelse af Palæstina.

Demonstrationen var arrangeret af en række grupper, primært af palæstinensiske foreninger i Danmark og støttegrupper.

Hertil kommer en stribe foreninger, der bakker op om begivenheden. Disse tæller alt fra partier og grupper på venstrefløjen, blandt andet lokal- og ungdomsafdelinger i Enhedslisten, til LGBTQ+ grupper til dele af fagbevægelsen.

Se flere billeder fra demonstrationen i galleriet herunder:

Vil råbe regeringen op

Mohammed Ied er en af de mange, der deltog ved søndagens demonstration. 

Han forklarede til TV 2 Kosmopol, at han deltager for at vise sin sympati og solidaritet med de civile palæstinensere i Gaza, der ”lige nu oplever Israels brutalitet”.

- Vi er her for at vise, at palæstinenserne ikke er alene. Alle liv er vigtige for os, og derfor er palæstinensernes liv vigtige for os, siger Mohammed Ied.

- Men også for at presse vores regering til at handle på internationale konflikter med samme standarder - og ikke dobbeltstandarder. Israels brutalitet skal vores regering fordømme.

Regeringens og statsminister Mette Frederiksens (S) støtte til Israel har siden Hamas-angrebet den 7. oktober været utvetydig. Statsministeren har blandt andet kaldt angrebet for et "fuldstændig utilgiveligt overgreb på civile".

- Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre, sagde statsministeren til TV 2 i dagene efter angrebet.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Mohammed Ied deltager i demonstrationen for at vise sympati med de civila i Gaza og samtidig rette kritik af det, han kalder regeringens dobbeltstandarder.
Mohammed Ied deltager i demonstrationen for at vise sympati med de civila i Gaza og samtidig rette kritik af det, han kalder regeringens dobbeltstandarder.
Foto: Marie Kjempff/TV 2 Kosmopol
Personen, der har medbragt dette skilt, er tydeligvis på linje med Mohammed Ieds kritik af regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S).
Personen, der har medbragt dette skilt, er tydeligvis på linje med Mohammed Ieds kritik af regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S).
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Forløb stille og roligt

Demonstrationen gik fra Den Røde Plads på Nørrebro til Christiansborg Slotsplads, hvor der blev afholdt flere taler.

Ruten gik via Nørrebrogade og via Dronning Louises Bro til Nørreport og via Nørregade, Nytorv og Nybrogade, til menneskemængden når Christiansborg.

Københavns Politi sagde omkring klokken 16 til TV 2 Kosmopol, at demonstrationen var lovligt anmeldt, og at de omtalte veje var spærret for trafik, mens de demonstrerende bevægede sig fra Nørrebro til Slotsholmen.

- Vi er til stede med patruljer og færdselspoliti, så vi sikrer, at demonstrationen glider. Indtil videre er alt forløbet helt stille og roligt, sagde Henrik Svejstrup, vagtchef ved Københavns Politi, til TV 2 Kosmopol kørt før klokken 16, hvor demonstrationen havde kurs fra Nørrebro mod Indre By.

Over for TV 2 Kosmopol ønskede vagtchefen ikke komme med et kvalificeret skøn over deltagerantallet.

Demonstrationen var fremme ved Christiansborg kort efter klokken 17. Kort før klokken 18 sluttede demonstrationen, og de fremmødte søgte væk fra pladsen, fortæller Københavns Politi.

- De er færdige og er gået hjem. Det har været meget stille og roligt, og det er forløbet meget fint menneskemængderne taget i betragtning, siger vagtchef Henrik Svejstrup kort efter klokken 18.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Støttedemonstration i København for Palæstinas civile den 22. oktober.
Støttedemonstration i København for Palæstinas civile den 22. oktober.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Demonstration for palæstinas civile i København den 22. oktober.
Demonstration for palæstinas civile i København den 22. oktober.
Foto: Marie Kjempff/TV 2 Kosmopol
Demonstration for palæstinas civile i København den 22. oktober.
Demonstration for palæstinas civile i København den 22. oktober.
Foto: Marie Kjempff/TV 2 Kosmopol

Tredje store Palæstina-demonstration i København

Søndagens demonstration er den seneste i rækken af flere demonstrationer for at vise opbakning til Palæstina, der har fundet sted i København de seneste uger.

Lørdag i sidste uge fandt en lignende demonstration sted, der – formentlig – havde et deltagerantal på mere end 1.000. Her gik ruten fra Nørrebro til Rådhuspladsen.

Onsdag denne uge var flere end 1.000 personer også samlet på Den Røde Plads til en demonstration for Palæstinas civile, der dog forblev stationær.

Lørdag havde en demonstration i London med et lignende budskab omkring 100.000 deltagere, anslog politiet.

Faktisk begyndte søndagens demonstration allerede så småt i formiddags, da personer med tilknytning til dagens demonstration iklædte turistattraktionen Den Lille Havfrue i København et kufiya – også kendt som en shemagh og af nogle kaldet et ”palæstinensertørklæde” for at markere dagens anledning.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

demonstration palæstina københavn
Foto: Marie Kjempff/TV 2 Kosmopol

Væbnet konflikt eskaleret

Demonstrationerne har fundet sted som respons på en væbnet konflikt, der er eskaleret i Israel og Palæstina, særligt i og omkring Gazastriben.

Konflikten blussede for alvor op, da den militante bevægelse Hamas angreb Israel den 7. oktober, dræbte mange civile og tog et større antal gidsler.

Angrebet har Israels militær siden besvaret ved at afskære befolkningen i det besatte Gaza for vand, elektricitet og i flere dage nægte nødhjælp at krydse grænsen ind til det palæstinensiske område. Samtidig har Israel varslet en landinvasion af Gaza og krævet evakuering af over en million civile palæstinensere, alt imens Gazastriben er blevet angrebet fra luften. Hamas har besvaret dette ved at skyde raketter fra Gaza mod israelsk territorie.

Meldingerne om dødsfald lyder, at 4.741 palæstinensere og omkring 1.400 israelere er blevet dræbt siden den 7. oktober.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik