Forening vinder stor pris - men står stadig til at lukke ned

Foreningen FISKEN, der blandt andet hjælper unge i job, er blevet hædret med en fornem pris. Pengepræmien på 50.000 kroner lander et tørt sted hos den stadig lukningstruede forening.

Den lille NGO-forening, FISKEN, der har til huse i lokaler på Dybbølsgade på Vesterbro, og som har til formål at lave en forebyggende indsats for børn og unge, kæmper for livet.

Foreningen er lukningstruet, efter Københavns Kommune ikke har bevilget et nødvendigt tilskud, og snart står de tilmed uden lokaler, fordi andelsboligforeningen, hvor FISKEN gennem mange år har lejet sig ind, selv skal bruge lokalerne.

FISKEN har gennem 34 år hjulpet børn og unge, men for tiden er der ikke meget at råbe hurra for.

Men i starten af ugen var der alligevel noget at smile af.

I år gik Den Kriminalpræventive Pris nemlig til FISKEN for deres forebyggende indsats for børn og unge.

Sammen med æren følger en check på 50.000 kroner, som falder et tørt sted hos det lukningstruede værested.

quote FISKEN på Vesterbro spiller for mange unge en vigtig rolle som sikker havn og et alternativ til gadelivet. Her kan de unge få en hjælpende hånd og møde voksne, der kan guide dem til fritidsjob og gode fællesskaber uden kriminalitet

Nick Hækkerup, justitsminister

Foreningen ansøgte nemlig i år Københavns Kommune om 600.000 kroner til at bevare driften, da en privatfond efter otte år har valgt at stoppe støtten til stedet.

Men FISKEN fik afslag fra Københavns Kommune, og siden har fremtiden set sort ud for den lille forening, der til dagligt drives af mere end 30 frivillige.

Men prisen og de roser, der nu vælter ind, bringer nyt håb for fremtiden.

Anerkendelse, men ingen penge

FISKENs arbejde med de unge mellem 13-24 år gør en forskel, for bare i år har foreningen modtaget to priser i hælene på hinanden.

I november måned har FISKEN både modtaget årets frivillige pris, og tirsdag modtog foreningen den fornemme pris fra Det Kriminalpræventive Råd for deres vigtige arbejde med unge sårbare.

quote Forhåbentlig bliver det et vink med en vognstang til de kommunale og statslige systemer om at forebyggelse blandt de udsatte unge også kan ske effektfuldt gennem mindre eller ikke så store organisationer

Ena Juhl, leder af FISKEN

Justitsminister Nick Hækkerup (S) overrakte prisen og udtrykte stor ros for arbejdet og indsatsen med de unge.

- Værestedet FISKEN gør en kæmpe indsats for børn og unge, så de kan få et godt og sundt ungdomsliv uden kriminalitet og misbrug. FISKEN på Vesterbro spiller for mange unge en vigtig rolle som sikker havn og et alternativ til gadelivet. Her kan de unge få en hjælpende hånd og møde voksne, der kan guide dem til fritidsjob og gode fællesskaber uden kriminalitet, sagde Nick Hækkerup.

Et ekstra skud motivation

For Ena Juhl er prisen et ekstra skud motivation og en bekræftelse på at FISKENs arbejde med de unge gør en forskel, og hun håber nu, at den anerkendende ros af foreningens arbejde vil resultere i en økonomisk håndsrækning fra Københavns Kommune.

quote Vi har længe vidst, at FISKEN leverer et vigtigt tilbud til unge. Det har prisen fra det Kriminalpræventive Råd understreget. Radikale Venstre har løftet sagen og har med et samlet udvalg bedt forvaltningen finde en løsning.

Christopher Røhl Andersen, Radikale Venstre, medlem af Københavns Borgerrepræsentation

- Forhåbentlig bliver det et vink med en vognstang til de kommunale og statslige systemer om, at forebyggelse blandt de udsatte unge også kan ske effektfuldt gennem mindre eller ikke så store organisationer.

- Det er en lidt paradoksal situation, og i stedet for mange millioner til brandslukningsarbejde, burde der investeres i langsigtede løsninger, når vi gang på gang bliver bekræftet i, at det, vi laver, virker, siger Ena Juhl til TV 2 Lorry.

Bred opbakning fra politikere

Der er dog stadig håb forude, og foreningen krydser, hvad kan krydses kan.

Mandag den 9. december afholdes et møde i Københavns Beskæftigelses – og Integrationsudvalg, hvor et samlet udvalg har bedt forvaltningen komme med en økonomisk løsning, som skal redde den ellers succesrige forening.

Radikale Venstres Christopher Røhl Andersen fra Københavns Borgerrepræsentation er én af dem, som håber, at FISKEN får lov at blive ved med at eksistere.

- Vi har længe vidst, at FISKEN leverer et vigtigt tilbud til unge. Det har prisen fra det Kriminalpræventive Råd understreget. Radikale Venstre har løftet sagen og har med et samlet udvalg bedt forvaltningen finde en løsning, siger Christopher Røhl Andersen og fortsætter:

- Sammen har udvalget også forud for budgetforhandlingerne haft en protokol om vigtigheden af, at vi sikrer gode fritidsordninger til unge, siger han, og understreger samtidig at det ville overraske meget, hvis nogen skulle have droppet det ønske.

Rækker ud til Københavns Kommune i tale

I sin takketale understregede Ena Juhl, leder af FISKEN, også vigtigheden af at FISKEN får lov at bestå, samt det paradoksale i at blive anerkendt for arbejde med de unge af flere omgange, og samtidig være i økonomisk krise.

Ena Juhl afsluttede sin tale i DGI-byen med ordene: ”Alle har ret til et godt ungdomsliv”.

Hun håber, med prisen fra Det kriminalpræventive Råd i ryggen, at Københavns Kommune og politikerne får øjnene op for vigtigheden af fortsat at holde liv i FISKEN.

Christopher Røhl Andersen har også et stort håb om, at man i fremtiden vil afsætte midler af til den lille fisk på Vesterbro.

- De (FISKEN red.) er kendte lokalt, og det tager lang tid at bygge den slags indsatser op. Jeg håber også, at prisen kan vise omverdenen omkring FISKEN, at deres indsats er værd at bevare og bidrage til - også fra fonde og privataktører, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik