”Fuldstændig uacceptabelt”: Flere personer beskudt med bomberør midt i København

Københavns Politi har fået flere anmeldelser om ulovlig affyring af fyrværkeri mod mennesker og biler. Onsdag aften blev en 19-årig mand anholdt og sigtet for at bringe andres liv eller førlighed i fare.

Selvom det ikke endnu er tilladt af affyre fyrværkeri, så modtager Københavns Politi for tiden flere anmeldelser om, at det alligevel sker.

Så sent som onsdag ved Sortedam Dossering i København affyrede en gruppe unge mænd bomberør mod tilfældigt forbipasserende.

Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Kosmopol.

quote Det er helt uansvarligt og ulovligt, og vi tager sager om ulovlig brug af fyrværkeri meget alvorligt.

Københavns Politi

Fremme på stedet fik en patrulje onsdag aften anholdt tre personer heriblandt en 19-årig mand, som blev sigtet for at bringe andres liv eller førlighed i fare, hvilket kan straffes med fængsel.

De to øvrige personer blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Vicepolitiinspektør Jonas Wybrandt, der er leder af Nærpolitiafdelingen i Københavns Politi, kalde opførslen for "uacceptabel".

- Det er uacceptabelt at bringe andre i fare, fordi man synes, det er sjovt at skyde med fyrværkeri, siger Jonas Wybrandt til TV 2 Kosmopol.

Tendens startede på Nørrebro

Ifølge Jonas Wybrandt startede politiets fyrværkeriindsats særlig op i 2019, hvor der dengang var flere episoder, hvor der blev skudt mod folk på Nørrebro i København.

quote Vi opfordrer kraftigt til, at folk vil bruge fyrværkeriet, som det er hensigten – altså, op i luften og ikke efter andre personer.

Jonas Wybrandt, vicepolitiinspektør, Københavns Politi

Derefter var der nogle år, hvor der ikke skete så meget på grund af corona, men nu ser Københavns Politi igen en stigende interesse for brugen af fyrværkeri.

- Statistisk set er det særligt unge mennesker, der kommer til skade, og det er desværre også en tendens vi ser, at folk bruger noget af det lovlige fyrværkeri på en ulovlig måde. Dels at fyre det af før den 27. december, men dels også at fyre det af mod andre personer i stedet for op i luften, siger Jonas Wybrandt.

Forældre ringes op af politiet

I weekenden var Københavns Politi også til stede på Tuborgvej i København i forbindelse med ulovlig affyring af fyrværkeri.

Her kunne politiet fortælle, at der generelt blev skudt meget fyrværkeri af ude i området.

Politiet har også truffet unge mennesker under 18 år på gaden, der har været i besiddelse af fyrværkeri.

I de situationer har politiet ringet de unges forældre op. 

- Vi har en formodning om, at det har en præventiv effekt. Vi har mødt nogle unge, hvor de den ene aften blev taget med fyrværkeri, og hvor vi har mødt dem den næste aften, hvor de så vidste, at det var forkert. Det er blevet taget positivt imod fra deres forældre, uddyber Jonas Wybrandt.

Tager sager meget alvorligt 

Sammen med Hovedstadens Beredskab og Københavns Kommune har Københavns Politi også været til stede på skoler og ungdomsklubber, da det - ifølge Jonas Wybrandt - historisk ofte er de unge, der kommer til skade med fyrværkeri.

For at forebygge fyrværkeriskader blev der i forbindelse med besøgene uddelt en smart model af den klassiske sikkerhedsbrille.

Det er kun tilladt at affyre fyrværkeri fra den 27. december til og med den 1. januar, og Københavns Politi har da også en klar opfordring til, at man tænker sig grundigt om og aldrig retter fyrværkeri mod andre.

- Vi vil kraftigt opfodre til, at folk, der køber fyrværkeri, vil vente med at fyre det af til efter den 27., og så opfordrer vi til, at folk vil bruge det, som det er hensigten – altså, op i luften og ikke efter andre personer, siger Jonas Wybrandt og fortsætter:

- Vores budskab, vi gerne vil ud med, er, at det er en uacceptabel opførsel at udsætte folk for fare ved at skyde fyrværkeri efter dem, siger Jonas Wybrandt. 

På det sociale medie X skriver politiet også, at "det er helt uansvarligt og ulovligt, og vi tager sager om ulovlig brug af fyrværkeri meget alvorligt."

Københavns Politi har dedikeret patruljer, der har fokus på affyring af fyrværkeri.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik