Hanne blev dræbt nytårsnat i 1990: 53-årig er nu blevet anholdt 34 år efter

En 53-årig mand blev tirsdag anholdt og og sigtet for drabet på en 23-årig Hanne With natten til 1. januar 1990.

Københavns Politi har takket være dna-teknologi anholdt en 53-årig mand og sigtet ham for drabet på 23-årig kvinde nytårsnat i 1990.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Hanne With blev nytårsnat tilbage i 1990 fundet dræbt af adskillige knivstik i sin lejlighed på Fensmarkgade på Nørrebro. 

Drabet er gennem årene løbende blevet efterforsket, og i takt med udviklingen i dna-teknologien har Københavns Politi især koncentreret sig om analyser af dna-materiale, som er fundet på drabsofferets bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden.

En analyse foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut har nu givet politiet et gennembrud i den 34 år gamle sag. Analysen har nemlig påvist, at dna-materialet stammer fra et nært familiemedlem til en konkret person, hvis dna findes i politiets dna-register, skriver politiet i pressemeddelelsen.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Anholdt på arbejdsplads i Jylland

Den 53-årig mand blev tirsdag anholdt og sigtet for drabet. Manden blev anholdt på sin arbejdsplads i det nordlige Jylland. Han har gennem mange år boet i området omkring Ebeltoft, Grenaa og Randers.

I det seneste døgn har Retsgenetisk Afdeling analyseret den sigtedes dna, og resultatet viser, at manden med meget stor sandsynlighed er ophavsmand til dna-materialet på offerets tøj.

 En række efterforskningsskridt skal nu afdække sagen yderligere.

Den sigtede er fundet ved hjælp af såkaldt slægtskabssøgning, hvor dna-spor fra den formodede gerningsmand bliver sammenlignet med eksisterende materiale i politiets dna-register – men i stedet for at søge efter en matchende profil, leder man efter nære familiemedlemmer til den person, der har afsat sin dna.

Metoden må ikke forveksles med genetisk slægtsforskning, som inddrager internationale, kommercielle dna-databaser, og som på nuværende tidspunkt ikke bliver brugt af dansk politi, understreger Københavns Politi.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik