Københavns oversete monumenter – og historien bag

Artiklen er oprindeligt udgivet december 2022, men vi mener fortsat, at den er læseværdig. Derfor har vi genudgivet den - god fornøjelse.

Alle kender Den Lille Havfrue. Rytterstatuen ved Amalienborg, og den af Absalon på Højbro Plads. Gefion- og Storkespringvandet, Lurblæserne og H.C. Andersen ved Rådhuset.

Men Københavns byrum er også fyldt med monumenter og mindesmærker, skulpturer og støbninger, som mange passerer hver dag uden at lægge mærke til.

Nogle er svære at få øje på, fordi de går i ét med bybilledet.

Københavns kommunale arealer rummer over 400 officielle monumenter.

Hertil kommer et stort antal uofficielle og et langt højere antal, som pryder det offentlige rum fra ikke-kommunale områder som museer, universiteter, statslige bygninger og private samlinger.

Mange af dem rummer historier, der ofte er spektakulære, polemiske eller slet og ret bizarre.

Med hjælp fra kunsthistorikeren Jens Peter Munk, der i Københavns Kommunes forvaltning slet og ret går under navnet Monumentmanden, kaster vi lys over nogle af byens mest oversete – og mest interessante – kunstværker.

Jens Peter Munk har fået en svær opgave. Faktisk er den umulig.

TV 2 Lorry har bedt ham om at udarbejde en selektiv liste over ti af Københavns kommunale kunstværker, der i Monumentmandens øjne er særligt interessante, og som måske ikke får den opmærksomhed, de fortjener.

Ud af et felt på flere hundrede er det en ’kill your darlings’-øvelse uden lige at indsnævre feltet til ti styks, mener han.

Jens Peter Munk er uddannet kunsthistoriker og har en fortid på flere museer i København og omegn. Siden de tidligere 00’ere har han været ansat som såkaldt ”fagansvarlig” i den gren af Københavns Kommune, der står for offentlig kunst.

Her står han blandt andet for at vurdere indkomne ansøgninger om nye kunstværker i byen og rådgive politikerne i Københavns Borgerrepræsentation om, hvorvidt det foreslåede værk bør godkendes eller forkastes.

- Selv holder jeg mig uden for smagsdommeriet. Men derfor kan man jo godt påvirke beslutningstagerne i visse retninger, siger han.

De seneste år har Jens Peter Munk desuden udviklet sig til et regulært hit på Københavns Kommunes ellers ofte støvede Facebook-side. Med jævne mellemrum lægger presseafdelingen Jens Peter Munks anekdoter om byens kunstværker op på det sociale medie under titlen ”Monumentmanden fortæller”. Til stor glæde for en efterhånden fast skare af læsere, der kvitterer med flere likes, kommentarer og delinger, end de fleste andre af kommunens opslag.

- Det har virkelig været sjovt at opleve. Det er jo blevet vildt populært, og det kom nok lidt bag på mig – og nok også på presseafdelingen inde i kommunen – hvor mange, der faktisk går op i det og læser med og kommenterer, siger han.

Måske er det ikke så underligt. For ifølge Jens Peter Munk er der i offentlig kunst også et iboende demokratisk aspekt, som gør værkerne tilgængelige og relaterbare for flere end den del af befolkningen, der normalt frekventerer museer og gallerier.

- Offentlig kunst er jo for alle. Høj som lav. Manden på bænken og løberen på sin tur gennem parken. Byens skulpturer og monumenter er også for alle dem, der ikke kommer på museer. På museer kan du se alle mulige fantastiske værker. Men der er det en selv, der opsøger kunsten. Her (ved offentlig kunst, red.) opsøger kunsten dig, og ikke omvendt. Det ændrer dynamikken, siger han.

Men det ændrer vi nu på med denne artikel.

Efter hårde afvejninger og overvejelser har Jens Peter Munk vredet hjernen og er nået frem til de ti offentlige kunstværker i København, der fortjener at blive ophøjet.

Jens Peter Munks begrundelse:

- Jeg synes, det er et voldsomt interessant monument, fordi det bliver ved med at være gådefuldt. Der opstår noget i rummet mellem de to unge mennesker. Det er tydeligt, at de to er optaget af nogle alvorlige tanker, og de sidder og grubler. Men hvad det er, står usagt, og det er med til at gøre værket mystisk.

- Der har været mange teorier i spil. Værket blev offentliggjort under krigen og Danmarks besættelse, så mange har ment, at det oplagt er krigens håbløshed, de tænker på. Andre anmeldere spekulerede ved værkets offentliggørelse i, at den unge kvinde trøster den unge mand i hans arbejdsløshed. Og andre mener i stedet at kunne spore en vis optimisme i de to unge.

- Netop det er jo med til at gøre monumentet her så godt: altså at der ikke er et endegyldigt facit for, hvordan man skal anskue det. Det betyder noget forskelligt for beskueren afhængigt af, hvordan man ser det.

- Der er dog en fjerde og for mange ukendt sidehistorie til monumentet her, som kan være med til at kaste lys over motivet. Det siges, at Johannes Hansen ønskede at opføre endnu et monument på den anden side af Dronning Louises Bro, hvor man ser parret med et barn. 

- Derfor kunne det jo tyde på, at parret måske i virkeligheden spekulerer over en graviditet, og hvorvidt man skal beholde barnet og stifte familie midt under en krigstid.

Jens Peter Munks begrundelse:

- Denne lille mindeplade er svær at finde, fordi den går i ét med belægningen her på Gråbrødetorv. Men den rummer et vigtigt kapitel fra Danmarkshistorien.

- Corftiz Ulfeldt var en meget indflydelsesrige adelsmand, der tilranede sig meget magt og rigdom, men som siden ragede uklar med kong Frederik 3., faldt det danske kongehus i ryggen og blev kendt som en af Danmarkshistoriens største landsforrædere og dømt til døden ved halshugning.

- Det skete dog aldrig, for Corfitz Ulfeldt blev aldrig taget til fange og døde i stedet som en forhutlet mand på flugt. I stedet blev han henrettet in absentia, som det hedder. Det skete ved, at man lavede en dukke, der skulle forestille ham, fyldte den med indvolde fra en gris og huggede hovedet af den. Det skete lige her, hvor vi står.

- Herefter blev der rejst en såkaldt skamstøtte, som stod lige her, og det er det, denne her mindeplade markerer. Skamstøtten var en oprejst sten indgraveret med Corfitz Ulfedts navn, som folk kunne spytte på ”til evig spot, skam og skændsel”, som der stod på den. Det er jo faktisk lidt ulækkert at tænke på en sten, hvor folk gik forbi og spyttede og tissede og så videre.

- Grunden til, at skamstøtten stod lige her, var, at han og hustruen Leonora Christines ejendom lå her. Derfor hed pladsen også Ulfeldts Plads frem til 1842. Her var hadet til Ulfeldt aftaget, og så blev stenen fjernet, og pladsen skiftede navn. I dag kan man se skamstøtten på Nationalmuseet.

Jens Peter Munks begrundelse:

- Det her er et af de første non-figurative værker i byrummet. Det blev offentliggjort i 1970 i forbindelse med Københavns 800-års jubilæum.

- Jeg har inkluderet den på listen, fordi det også er et værk, der har været genstand for en del polemik ad flere omgange. For det første blev den virkelig skældt ud, da den først blev præsenteret. Folk forstod ikke rigtig værket, blandt andet fordi det netop var non-figurativt og abstrakt.

- Men sådan er det jo altid med moderne kunst. Det skal prikke lidt. Når det kommer til moderne kunst og en folkelig harme og stemning, der piskes op, plejer jeg altid at sige ’vent 10 år, og så vil I ikke af med værket igen’.

- Mange har påpeget kunstværkets maritime konnotationer. Nogle ser en skibsskrue, andre ser en hval eller en delfin. Selv har Anders Tinsbo fortalt, at skulpturen er inspireret af et ophold ved Middelhavet, så fortolkningerne er ikke helt forkerte.

- For nogle år siden opstod der et større problem. I forbindelse med renoveringen af pladsen omkring Rundetaarn var der sandelig en lastbil, der bakkede ind i skulpturen, så den slog revner. Så stod vi pludselig og tænke: ”Hvad pokker gør vi nu?” Heldigvis lykkedes det os at finde en dygtig kunstner, der reparerede værket, så man nu skal lede meget grundigt for at finde skaderne.

- Personligt kan jeg rigtig godt lide skulpturen her af helt simple årsager. Den ser fin og organisk ud og har en flot form. Nogle gange behøver det ikke at være så kompliceret med offentlig kunst, så længe det er æstetisk behageligt at se på.

Jens Peter Munks begrundelse:

- Alene her i Københavns Kommuner har vi 45 snublesten – eller stolperstein, som kunstneren kalder dem – fordelt på 27 steder. Og det er en del af verdens største fragmenterede kunstværk med flere tusinde efter tusinde sten rundt om.

- Her kan man jo i den grad tale om en form for monument, der er let at overse. De er lagt ned rundt omkring i byen og faktisk rundt omkring i hele Europa, hvor mange hver dag går forbi eller direkte oven på snublestenene her uden at ænse dem. Men hvis man rent faktisk stopper op og dvæler ved dem et øjeblik, så er det et monument, der gør indtryk, fordi konteksten er så barsk.

- Noget så simpelt som en lille brosten er et godt greb til at lade sig tidsrejse tilbage til 2. Verdenskrig, så man som beskuer lettere kan forestille sig det brutale i holocaust, hvor man gik ind i bygningen lige foran en og hæv helt uskyldige personer ud og sendte dem mod de forfærdelige koncentrationslejre. Det skaber en rød tråd mellem fortiden og nutiden.

- Her kan vi se to sten foran det, der dengang var et alderdomshjem. Her gik nazisterne ind og hentede de to aldrende personer og satte dem i koncentrationslejr.

- Jeg var selv til stede, da de blev lagt ned af Gunter Demnig. Ved ceremonien kom efterkommere og holdt en kort tale. Jeg blev selv personligt berørt. Det var jo et meget stærkt øjeblik.

Jens Peter Munks begrundelse:

- Steinunn Thórarinsdóttir er virkelig en unik kunstner, og det er Øjeblik I også et vidnesbyrd om. Vi ser jo hendes dengang 14-årige søn, der har stået model til mange af hendes værker. Hun pakkede ham ind i plastikfolie og afformede hans krop i gips i forskellige stillinger.

- I Øjeblik I sidder han på en bænk på Østerbro og ser eftertænksom ud. Som kunstner vil Thórarinsdóttir gerne prikke lidt til os. Skulpturen her er blandt andet en kommentar på, hvordan vi i storbyen omgås hinanden uden at se hinanden. Hun opfordrer os til at sætte os ned og tænke.

- Skulpturen er så fin, synes jeg. Der er noget usagt og mystisk og dragende over den. Det er virkelig en, hvor man stopper op og tænker.

- Og så har den en sjov historie, for den blev faktisk stjålet engang. To berusede unge mænd på vej hjem fra en bytur syntes, det var en god idé at tage skulpturen med hjem. Så skulpturen røg med ind i en taxa sammen med dem. Da de kom hjem, satte de ’ham’ ud på altanen. Så var vi jo nødt til at anmelde det til politiet. Der gik ikke længe, inden de to unge mænd selv afleverede ham tilbage, og de var efter sigende meget lettede over, at de kun slap med en påtale. 

Jens Peter Munks begrundelse:

- Jeg kan simpelthen aldrig blive færdig med at kigge på denne her skulptur. Jeg elsker den, fordi den er sjov og usædvanlig og charmerende.

- Mogens Bøggild er kendt for sin evne til at iagttage dyr og deres bevægelser. Det her er et rigtig godt eksempel. Man kan næsten fornemme, hvor besværligt og møjsomt, det er for koen at rejse sig. Det er pragtfuldt og absolut en af mine personlige favoritter i København. Jeg trækker på smilebåndet hver gang, jeg tænker på den.

Jens Peter Munks begrundelse:

- Det er jo en abstrakt kunstner med stort, internationalt format. Et af de største navne, vi har udstillet som offentlig kunst her i København.

- Coupe de fruit, hedder det. Og der ligger en dobbelt betydning, for det kan til dels betyde frugtskål, men det kan også betyde pokal eller frugt eller snit. Og der er jo lagt et tydeligt og skarpt snit ind den organiske form.

- Den er jo skåret midt over og så sat sammen igen, men forskudt ad hinanden. Det gør den også lidt drilsk og sjov. Arp var kendt for at stille sine bronzeværker ud i sin egen have for at studere, hvordan de blev patineret.

- Jeg synes bare, det er et godt værk, og vi har ikke ret mange skulpturer og offentlige værker herhjemme af kunstnere med så internationalt renommé som Arp.

- Hvis den stod på en stor, åben plads, ville den måske forsvinde helt. Her står den måske lidt hengemt, men jeg synes, den står flot.

Jens Peter Munks begrundelse:

- Hvad laver en sneugle dog i Bispebjerg? Det er der sikkert mange, der tænker, når man går forbi den. Og det er med til at gøre det til en god skulptur.

- Den er pudsig og sjov og kunstnerisk flot udført i keramiske fliser og kakler, der giver en fin fornemmelse af uglens fjerdragt. Der  er noget kærligt over sneuglen.

- Samtidig er det her også et kunstværk, som er højt skattet af de lokale beboere. Det fandt vi blandt andet ud af for nogle år siden, da sneuglens fliser skulle restaureres. Der var stort lokalt engagement og interesse i, at restaureringen skete med respekt for det oprindelige udtryk. Vi kunne virkelig mærke, at uglen her var et pejlemærke for hele området.

Jens Peter Munks begrundelse:

- Det er igen et monument med en reference til 2. Verdenskrig. Dem er der flere af i København, men denne her rummer en historie, som mange ikke kender til.

- Stenen med bronzemedaljonen er skænket af det finske generalkonsulat til minde om de danske plejeforældre, der tog imod omkring 4.000 finske børn på flugt fra Vinterkrigen mod Sovjetunionen i 1939.

- I 1944, mens børnene fortsat var i pleje her i Danmark, erklærede Finland Tyskland krig, og det skabte en farlig situation for finnebørnene i det besatte Danmark. I den tyske besættelsesmagts øjne var børnene således nu fjendtlige udlændinge. Derfor måtte børnene i en tid gå under jorden, indtil Danmark blev befriet i 1945. Mens mange af børnene rejste tilbage til Finland, var der også nogle, der blev i Danmark og levede et langt liv som danske.

- Selv har jeg også et personligt forhold til dette monument, og det er nok også derfor, jeg har valgt at inkludere det. Det var nemlig et af de første, der blev rejst, efter jeg tiltrådte som fagansvarlig. Det skete i 2004 i forbindelse med 60-året for afslutningen af krigen mellem Finland og Sovjetunionen. Derfor har jeg over en årrække opbygget relationer til flere af finnebørnene og deres efterkommere. For nylig deltog jeg selv i årsdagen, den 25. september, hvor jeg igen havde lejlighed til at møde nogle af finnebørnene og efterkommerne.

Jens Peter Munks begrundelse:

- Jerndahl var en svensk billedhugger, der tog sin uddannelse her i København og blandt andet stod i lære hos P.S. Krøyer. Med 120 år på bagen er værket her det ældste på listen, og jeg har taget det med, fordi det er et flot og anderledes motiv.

- Vi ser en bondemand, der støtter sig til sin skovl, formentlig efter en lang dag med hårdt arbejde. Og hans ansigtsudtryk kan man se, hvor udmattet han er. Det er dejlig råt og viser det hårde liv, som det levedes dengang på landet. I en by, hvor der er masser af skulpturer af de adelige og de rige og af græske guder og skønheder, er Jerndahls bondemand her en fin kontrast.

Se her, hvor du kan finde monumenterne: