Leder vil have pædagoger i vaccinationskø - kan ikke trøste på afstand

Hvis daginstitutionerne skal holdes åbne, bør pædagogerne få tilbudt en vaccination og komme foran i testkøen, mener klyngeleder i København.

Kirsten Bergstrup blev ærgerlig, da hun tirsdag hørte, at daginstitutionerne skal holdes åbne, selvom de yngste børn sendes hjem fra skole.

- Det er jeg lidt ked af. Jeg ville ønske, at de havde overvejet et nødberedskab ligesom i foråret.

Hun er klyngeleder for Saxoly, tre institutioner på Vesterbro i København, og formand for BUPL Hovedstadens Lederforening.

quote Hvis man absolut mener, at daginstitutionerne skal holdes åbent, så skulle man måske sende personalet hurtigt igennem test og rykke dem højere op på listen med vaccinationer.

Kirsten Bergstrup, klyngeleder for Saxoly

I de tre institutioner er der omkring 350 børn og 75 ansatte, og her har coronavirus været indenfor døren i alle tre institutioner. Både ansatte og børn har været smittede.

- Det kommer i bølger. Vi har både haft ansatte, der har været smittet, men fuldstændig symptomfri, og nogle der har været virkelig syge, siger Kirsten Bergstrup.

Hun oplever, at mange pædagoger er bekymrede for at tage på arbejde. Nervøse for børnenes, deres eget og deres familiers helbred.

-  De kan ikke holde afstand, når de skal passe deres arbejde. De kommer tæt på børnene, siger Kirsten Bergstrup og kommer med eksemplet, at man ikke kan trøste et barn på afstand.

Vil gerne tages alvorligt

Samtidig med at mange af pædagogerne er utrygge ved at gå på arbejde, så er der også mange sygedage, fortæller Kirsten Bergstrup. 

For selv ved de mindste symptomer, der jo også normalt dukker op i vintermånederne, skal pædagogerne testes, så man sikrer, at en eventuel smitte ikke spreder sig. 

- Vi har mange hjemme med en, to eller op til fire sygedage, hvis der er ventetid, for de skal jo testes, før de må komme tilbage på arbejde, hvis de har symptomer, forklarer klyngelederen.

Derfor kan det være svært at få bemanding nok, og der skal mange vikarer ind. 

Også hos BUPL, der er faglig organisation for børne- og ungdomspædagoger, lyder meldingen, at pædagogerne er bekymrede for at gå på arbejde. Her får man dagligt henvendelser fra utrygge pædagoger.

Vil rykkes op på trin 4 i vaccinationsplan

Pædagogerne kommer til hende med et ønske om at blive taget alvorligt, så de kan arbejde på en sikker måde.

- Hvis man absolut mener, at daginstitutionerne skal holdes åbent, så skulle man måske sende personalet hurtigt igennem test og rykke dem højere op på listen med vaccinationer, så de kunne sikres på den måde, foreslår Kirsten Bergstrup.

I den nuværende vaccinatonskø, hvor 12 målgrupper blandt danskerne er rangeret, står "udvalgt personale i sundheds- og ældresektoren og dele af socialsektoren" på trin 4 på den nationale vaccinationsplan.

På nummer 11 på listen står "personale, der varetager samfundskritiske funktioner" lige før den øvrige befolkning. Her indgår pædagoger, lærere og personale i transportsektoren.

Kirsten Bergstrup bakkes op af fagforbundet FOA og FOLA, Forældrenes Landsorganisation. Sidstnævnte mener, at pædagogisk personale bør rykke op på trin 4 i den nationale vaccinationsplan.

- Selvom pædagogisk personale ikke er frontlinje som sundhedspersonale, så er det heller ikke rimeligt at sammenligne dem med personale i busser eller supermarkeder. For personalet i institutioner samler børnene op, når de græder eller har dem på skødet, når mor eller far går på arbejde. Det virker derfor rimeligt at rykke dem frem i vaccinationsprioriteringen, for de kan ikke holde afstand og de er centrale for, at resten af samfundet kører, siger formand i FOLA, Signe Nielsen, i en pressemeddelelse.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en fra Sundhedsstyrelsen om vaccinationsprioriteringen, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. 

Overblik: Her er restriktionerne, der løber frem til 17. januar

De skærpede nationale tiltag, der gælder til og med 17. januar 2021 er som følger.

Butikker og liberale erhverv:

  • Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer lukkes frem til og med 17. januar 2021. Udvalgsvarebutikker, som fx byggemarkeder, boligforretninger m.v. skal ligeledes lukke frem til og med 17. januar 2021.
  • Liberale serviceerhverv, hvor den nødvendige smitteforebyggende afstand ikke kan sikres, herunder frisører, massører, tatovører, køreskoler m.v. skal desuden lukke frem til og med 17. januar 2021.
  • Butikker, der udleverer pakker, må dog gerne udlevere forudbestilte og forudbetalte pakker ved e-handel, herunder fyrværkeri.
  • Der vil i hele perioden fortsat være åbent i dagligvarebutikker/supermarkeder, apoteker og butikker med medicinsk udstyr.

Restaurationer:

  • Restauranter, barer, caféer og lignende skal fortsat holde lukket.
  • De må dog godt sælge takeaway.

Skoler, ungdoms- og voksenuddannelser:

  • Alle elever i folkeskolen og studerende skal fortsat være hjemsendt og modtage fjernundervisning.
  • Elever på efterskoler, frie fagskoler, kostafdelinger på fri- og privatskoler, kostelever på ungdoms- og voksenuddannelser og elever på FGU samt i ASF-klasser sendes hjem og overgår til nødundervisning.

Kultur , sport og fritid:

  • Alle indendørs idræts- og kulturanlæg skal fortsat holde lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, legelande, fitnesscentre, teatre, museer, biografer, biblioteker, spillehaller, kasinoer og foreningslokaler.
  • Elitesportsudøvere må benytte idrætsfaciliteterne, som er lukket for offentligheden.
  • Ved udendørs sport må højst 10 personer deltage ad gangen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik