Ny corona-regel i København: Gåtur om søerne bliver ensrettet

Efter ønske fra Københavns Politi ensrettes fodgængertrafikken rundt om søerne for at mindske smittefaren.

For at undgå at for mange mennesker stimler sammen og skaber forøget smittefare, har Københavns Kommune indført ensretning for fodgængertrafikken rundt om de populære søer i København, som er Peblingesø, Sortedamssø og Sankt Jørgens Sø.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Dermed er det i den kommende tid kun tilladt at bruge grusstierne, når man går med urets retning.

For at sikre at anvisningerne bliver fulgt vil kommunens medarbejdere være til stede for at vejlede københavnere, som er ude for at få frisk luft og nyde byen.

ARKIVFOTO: I den kommende tid er det kun tilladt at bruge grusstierne ved søerne i København, når man går med urets retning.
ARKIVFOTO: I den kommende tid er det kun tilladt at bruge grusstierne ved søerne i København, når man går med urets retning.
Foto: Jens Dresling - Ritzau Scanpix

For at minde københavnere og gæster på sundhedsmyndighedernes anbefalinger sætter Københavns Kommune i weekenden skilte op relevante steder, hvor københavnerne typisk har tendens til at samle sig i større grupper end ti personer.

Derfor vil man møde skilte langs søerne i København og særligt omkring Dronning Louises Bro, som er et yndet sted at nyde både weekend og solstråler. Det samme gælder for parker som for eksempel Kongens Have, Amager Strandpark og havneparken på Islands Brygge.

Et af de nye skilte, der netop er sat op ved søerne i København.
Et af de nye skilte, der netop er sat op ved søerne i København.
Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix

- Vi er i en ekstraordinær og alvorlig situation, og derfor er der brug for, at alle tager ansvar. I denne tid er det op til hver enkelt at sørge for, at antallet af smittede ikke eskalerer, og som kommune har vi også et ansvar for at minde folk om de forholdsregler, sundhedsmyndighederne kommer med. Ved at stå sammen på afstand kan vi forhåbentlig få knækket smittekurven, så vi hurtigere kommer tilbage til dét København, vi kender, siger vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen Jon Pape.

- Vi opfordrer til, at alle udviser samfundssind og finder nye steder at nyde byen på egen hånd. København har masser af skjulte perler og gode muligheder for at være udendørs, uden at vi kommer hinanden for nær, siger Jon Pape.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik