Nyt tilbud til alenemødre: "Det handler om at få et større netværk"

Foreningen Alenemorskab er blevet bevilget 50.000 kroner, der blandt andet skal bruges til at facilitere mødregrupper for alenemødre.

Alenemor, nyskilt eller solomor?

I foreningen Alenemorskab er der plads til alle typer mødre, der står alene med et barn – og det er hvad end, der er tale om nyfødte eller større børn.

Foreningen har til formål at gøre op med ensomhed blandt alenemødre – og det mål er de nu kommet et skridt tættere på.

Det sker efter foreningen har fået en bevilling fra Københavns Kommune til at styrke deres arbejde – en bevilling, som bestyrelsesforkvinde Maria Dønkjær er virkelig glad for.

Pengene skal nemlig bruges til at oprette mødregrupper for alenemødre.

Alle har ligesom det samme udgangspunkt

Danielle Bertelsen er 43 år, har to døtre, og er en af dem, der håber at få en plads i en af mødregrupperne. Hun elsker sine to døtre, Ludovica på fem år og Paia på fem måneder, men på trods af store mængder kærlighed, så er det ikke altid helt nemt at være alenemor på fuldtid.

- Det kan eksempelvis være svært at tage i biografen med den store, når der ikke er en anden voksen til at passe den lille. Det er altså lidt nemmere at tage ud med veninderne, når man er to forældre, fortæller Danielle Bertelsen.

quote Det er altså lidt nemmere at tage ud med veninderne, når man er to forældre

Danielle Bertelsen

Derfor håber hun, at alenemødre gruppen kan være med til at styrke hendes netværk.

- Jeg tænker, at hvis man ender i en gruppe, hvor der bliver skabt nogle venskaber, så kan man jo hjælpe hinanden med at hente, bringe, passe og lege. Alle har ligesom det samme udgangspunkt, siger Danielle Bertelsen.

Stor efterspørgsel på mødregrupper for alenemødre

Netop netværket alenemødrene imellem, er noget af det som Bestyrelsesforkvinde i Alenemorskab, Maria Dønkjær, mærker en efterspørgsel på blandt alenemødre.

- Vi fandt ud af, at der var et virkelig stort behov for at skabe et netværk for alenemødre. Det er et område, som ikke er berørt så meget, når man står alene som mor eller far, siger Maria Dønkjær og fortæller, at deres tilbud om særlige mødregrupper til enlige mødre også bliver efterspurgt i andre kommuner.

Foreningen Alenemorskab har fået bevilliget 50.000 kroner af Københavns Kommune, og for de penge kan foreningen oprette en håndfuld mødregrupper af cirka syv til ti personer.

Ifølge Maria Dønkjær er efterspørgslen dog så stor, at de kan lave mange flere grupper.

- Vi har penge nok til at lave fem mødregrupper, men vi har mennesker nok til at lave 20 grupper – og det er bare i København, siger Maria Dønkjær.

Mødregrupperne bliver matchet ud fra hvilken situation, mødrene står i, hvilken slags alenemor de er, alder samt geografi.

Det handler om at få et større netværk

De nye mødregrupper skiller sig ikke kun ud ved at henvende sig til alenemødre.

- En normal mødregruppe er jo kun for spædbørn. De her grupper er også for mødre med større børn, der mangler en social ramme med lignende forudsætninger, siger Danielle Bertelsen.

quote Det handler også om at få et større netværk

Danielle Bertelsen

Det er, ifølge Danielle Bertelsen, en af de nye mødregruppers helt store styrker. 

- Det handler også om at få et større netværk. I mit primære netværk er mine venner og veninder etablerede i større familier. Jeg har jo en lille familie, så måske kan jeg bruge alenemødre gruppen til at finde veninder i en lignende situation, som jeg kan dele ferier og oplevelser med, fortæller Danielle Bertelsen.

Mere stigmatiseret at være enlig mor end far

Indtil nu er foreningen kun for alenemødre. Ifølge Maria Dønkjær skyldes det, at personerne bag foreningen selv er mødre, hvorfor de tænker, at enlige fædre ikke kan spejle sig i dem, på samme måde som mødre kan.

- Vi tænker, at der er nogle andre udfordringer, når man er enlig mor i forhold til at være enlig far, siger Maria Dønkjær og uddyber:

- Det er lidt mere stigmatiserende at være enlig mor fremfor at være enlig far. Det virker til at være lidt sejere at være enlig far, siger Maria Dønkjær og fortæller, at foreningen prøver at aftabuisere det at være enlig mor.

Foreningen er dog åbne for også at få en enlig far med på holdet, som kan være en rollemodel for eventuelle fremtidige fædregrupper.

Danielle håber at få en plads

Selvom der er nok at se til, når man er alenemor til to, så er der klart flest fordele.

- På trods af udfordringerne så har jeg kun godt at sige. I mange parforhold er der jo op og nedture, som kan påvirke børnene, men det slipper jeg for. Der er en anden form for ro over det at være alenemor, tror jeg, siger Danielle Bertelsen.

Hun håber dog, at hun snart kan dele glæden ved at være alenemor med andre i samme situation.

- Jeg håber selvfølgelig, jeg bliver optaget i mødregruppen, så jeg kan finde endnu flere venner til både mig og mine piger, fortæller Danielle Bertelsen. 

Du kan stadig nå at ansøge om at komme med i en mødregruppe hos Alenemorskabet.

Tilmeldingen finder du gennem foreningens hjemmeside, som du kan finde her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik