Rollatorbanden indtog Strøget: "Vi demonstrerer for vores børn og børnebørn"

Bedsteforældrenes Klimaaktion fyldte godt op i gadebilledet på Strøget i København denne fredag.

De blæser i fløjter, dytter i båthorn og hamrer på deres hjemmemalede skilte, mens de går ned gennem strøjet med bannere hævet over hovederne.

På bannerne står der ting som 'Sort fredag = Sort klode' og 'Stop overforbruget'.

Det lyder måske som en helt almindelig demonstration, men når man kigger på flokken, der kommer gående side om side, ser man ikke den typiske demonstrant.

Det er nemlig Bedsteforældrenes Klimaaktion, der fredag er på gaden for at gøre folk opmærksomme på det overforbrug, som de mener Black Friday er skyld i.

- Vi har jo børn og børnebørn, og vi ved, at det er dem, det går ud over. Og det er hårdt at være bedsteforældre og vide, at ens børn kan risikere at få det virkelig dårligt her på kloden, lyder det fra Bo Bertelsen, der er initiativtager til demonstrationen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Bo Bertelsen gik helt i front til demonstrationen.
Bo Bertelsen gik helt i front til demonstrationen.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Kosmopol

Det er da heller ikke tilfældigt, at bedsteforældrene har valgt netop den gigantiske shoppedag til at finde banderne frem.

- Vi synes, at overforbruget allerede er alt, alt for højt. Og vi synes, at det er uheldigt, at de store, kæmpe virksomheder går forrest med at sælge en masse ting, som gør at klimaet får det dårligere og dårligere og dårligere, fortæller initiativtageren.

Rollatorbanden er på spil

Demonstrationen startede fredag eftermiddag ved Rådhuspladsen, fortsatte ned ad Strøget, hvor de vendte om ved Storkespringvandet og satte kursen tilbage gennem Strøget.

Forrest gik tre med bannere, og bag dem kom så en hel folk med rollatorer med påmonterede skilte. Rollatorbanden kalder de sig.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Dele af rollatorbanden med deres skilte.
Dele af rollatorbanden med deres skilte.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Kosmopol

På Strøget, som i dagens anledning var proppet med mennesker, trak folk pænt til side og gjorde plads til den lille demonstration.

For Rollatorbanden og deres følge, er det da også vigtigt at komme på gaden. Også for at gøre op med fortidens synder.

- Vi har været med til at lave noget skidt for kloden, og vi vil gerne stoppe alt det skidt, der bliver lavet fremover, lyder det fra Bo Bertelsen.

Og så håber de på, at deres tilstedeværelse kan være med til at få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de svinger dankortet.

- Hvis vi kunne få folk til at tænke over, om de har brug for det, eller om de mere er ofre for smarte reklamer, så synes vi, vi er kommet langt, siger initiativtageren fra Bedsteforældrenes Klimaaktion.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik