Kommune vil smide beboere væk fra Corona Camping: "Vi har ikke noget valg"

Køge Kommune mener ikke, at de kan se bort fra, at loven bliver overtrådt på Corona Camping ved Borup og er ærgerlige over sagens forløb.

Lad nu bare de cirka 80 beboere, der bor på Corona Camping året rundt, blive boende. 

De generer ikke nogen. 

Sådan lyder kommentaren fra mange, der hører om den voldsomt omtalte Corona Camping-sag.

Men i Køge Kommune kan de ikke gøre andet end at kræve, at beboerne skifter bopæl. Det fortæller kommunens direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen, Stig Isaksen.

Køge Kommune havde egentlig givet campingpladsen et påbud om, at den skulle være tømt for beboere onsdag middag klokken 12, men efter et kort besøg af to embedsmænd kunne de hurtigt konstatere, at det ikke var sket.

Nu er det forventningen, at kommunen politianmelder ejerne af Corona Camping efter et udvalgsmøde den 9. marts.

Hele forløbet ærgrer teknik- og miljøforvaltningsdirektøren i Køge Kommune:

- Det er en svær situation at håndtere som myndighed, for der er mange mennesker, som er involveret, og det er en sag, der har kørt i lang tid, der vækker mange følelser, siger han til TV 2 Kosmopol:

- Jeg håber, at campingpladsens ejere snart retter sig efter det påbud, vi har sendt til dem, og får ryddet op, så der ikke bor nogen fast derude. Og jeg håber, at borgerne derude får nogle faste boliger i stedet for.

En langtrukken sag

Ifølge Køge Kommune startede det hele for fem år siden, hvor kommunen for første gang tog fat i Corona Camping og bad dem rette ind, men det er aldrig lykkedes.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Køge Kommunes sagsbehandling af Corona Camping:

  • Køge Kommune indledte den aktuelle sagsbehandling i 2017.

  • Campingpladsen ligger op ad fredet naturområde. Danmarks Naturfredningsforening har anmeldt pladsen i marts 2017 for ulovlige terrænændringer og begyndende beboelse i det fredede område af mosen.

  • I december 2018 besluttede kommunen at udstede påbud mod helårsbeboelse på Corona Camping – med en frist pr. 31. december 2019.

  • En dialog mellem kommunen og pladsens ejere og advokater førte til, at fristen blev forlænget til den 31. maj 2020.

  • Corona Camping klagede over afgørelsen til Planklagenævnet, som i december 2021 hjemsendte afgørelsen til kommunen, da påbuddet var udstedt med en forkert lovhjemmel.

  • Køge Kommune sendte den 17. maj 2022 et nyt varsel om påbud jf. sommerhusloven om lovliggørelse af Corona Camping og ophør med helårsbeboelse inden 1. november 2022.

  • Det endelige påbud blev sendt den 6. september 2022 – med samme frist den 1. november 2022.

  • Planklagenævnet stadfæstede påbuddet den 5. december 2022.

  • På deres møde den 5. januar besluttede Klima- og Planudvalget, at den nye frist skulle fastsættes til den 15. februar 2023.

Kilde: Køge Kommune

Det har stået på igennem mange år nu. Hvorfor lader I ikke bare de 80 mennesker, der bor på Corona Camping hele året, blive boende?

- Fordi vi ikke har noget valg. Vi kan ikke lade dem blive boende, fordi det ville være i strid med loven. Lovgivningen siger, at man ikke må have fast beboelse på en campingplads, og det er nogle regler, der er besluttet på Christiansborg. Det skal vi som kommune rette os ind efter, siger Stig Isaksen: 

- Danmarks Naturfredningsforening og nogle naboer har gjort kommunen opmærksom på, at der bor mennesker derude året rundt, og derfor bliver vi nødt til at reagere.

quote Nej, vi kan ikke lovligt bare vælge at se den anden vej. Hvis det her skal laves om, skal det ske fra Christiansborg.

Stig Isaksen, direktør, Teknik- og Miljøforvaltningen, Køge

Hvad er det, der er blevet klaget over?

- Der er blandt andet blevet klaget over larm fra fest og en øget trafik, og vi har også engang fået klager over, at der var blevet bygget på et fredet område. Sidstnævnte har campingpladsen dog fået rettet op på, fortæller han. 

Men flere af de beboere, vi har talt med på Corona Camping, siger, at de mener, at alternativet til deres campingvogn er gaden. Er det virkelig at foretrække som samfund?

- Hvis borgerne ikke magter at finde en bolig selv, kan de få hjælp af den kommune, de boede i, inden de flyttede ind på Corona Camping. Køge Kommune skal for eksempel nok hjælpe dem, som også før boede i kommunen, med at finde en bolig, så de ikke ender på gaden, siger Stig Isaksen. 

Men er det så en bolig, de har råd til?

- Jeg kender jo ikke de enkelte borgeres økonomiske forhold, men ja, vi kan finde boliger til en rimelig pris, siger han.

Har I så allerede givet dem, der hører til i Køge Kommune, et tilbud om en bolig til "en rimelig pris" et andet sted?

- Kun hvis de selv har henvendt sig til os. Man har som udgangspunkt pligt til selv at finde en bolig som borger, og hvis man så ikke kan det, kan man få hjælp af sin kommune, siger han. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Onsdag holdt ejerne af Corona Camping en demonstration imod kommunens krav.
Onsdag holdt ejerne af Corona Camping en demonstration imod kommunens krav.
Foto: Julie Andersen

Men kunne I som kommune ikke bare vælge at kigge den anden vej og lade dem blive boende, nu hvor beboerne på Corona Camping heller ikke ønsker at flytte?

- Nej, vi kan ikke lovligt bare vælge at se den anden vej. Hvis det her skal laves om, skal det ske fra Christiansborg, for det er ikke i vores magt at gøre det, siger Stig Isaksen: 

- Som kommune bliver vi også nødt til at tage hensyn til alle borgere. Det er vigtigt at huske på, at der i den her sag også er nogle naboer til campingpladsen, som pænt og ordentligt har henvendt sig til kommunen, fordi de ikke ønsker, at der bor 80 mennesker på campingpladsen året rundt.

Ifølge Køge Kommune har de undersøgt muligheden for at give dispensation til Corona Camping, så de kunne fortsætte med at have helårsbeboelse. 

Men på grund af campingpladsens placering, der ligger tæt på naboer, i et fredet område og i en landzone, er det ikke muligt inden for planlovgivningen, lyder det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik