Borger utilfreds med udvidet vej: Kommunen har stjålet min grund

Lejre Kommune er blevet politianmeldt af en borger, der mener, at kommunen har anlagt en vej på flere hundrede kvadratmeter af hendes grund.

- Kommunen skal dæleme ikke bare kunne stjæle min jord og lave den til en vej. Jeg er dybt frustreret og rasende, over hvad der er sket!

Ordene kommer fra Lene Gram-Hansen, der den seneste måned har set en del af både hendes have og hendes landbrugsjord blive gravet op, asfalteret og overdynget med grus. Hun bor på Buesøvej et par kilometer øst for Gevninge i Lejre Kommune.

- De har skåret min nyplantede bøgehæk ned og lagt asfalt der, hvor den stod. Og kigger man langs min landbrugsjord, så har de indtaget et så stort område, at det svarer til en almindelig parcelhusgrund, siger Lene Gram-Hansen til TV 2 Lorry.

På dette stykke havde Lene Gram-Hansen netop anlagt en ny bøgehæk. Men den er blevet skåret ned, og er nu under et asfaltlag, der ligger nedenunder gruset. Lene Gram-Hansen siger, at hække i baggrunden står i skel.
På dette stykke havde Lene Gram-Hansen netop anlagt en ny bøgehæk. Men den er blevet skåret ned, og er nu under et asfaltlag, der ligger nedenunder gruset. Lene Gram-Hansen siger, at hække i baggrunden står i skel.
Foto: Lene Gram-Hansen

Hun har jord på begge sider af Buesøvej på en vejstrækning på op imod 400 meter. Da hun købte matriklerne for ti år siden, hyrede hun en landinspektør til at sætte skelpæle op, og derfor ved hun, at der er 7,53 meter imellem jordlodderne på den ene side af vejen til den anden.

Men kommunen har ifølge Lene Gram-Hansen asfalteret og spredt grus i en bredde på omkring 8,5 meter. Derfor har hun nu politianmeldt kommunen for at stjæle hendes jord.

- Det, der pisser mig af, er, at kommunen bare sådan uden videre breder vejen ud på min grund. Det, synes jeg, simpelthen ikke er i orden, siger Lene Gram-Hansen, der også tror, at en del naboer er blevet bestjålet.

Her har jeg gravet en meter og finder således min knækkede skelpæl, som er smidt på marken, siger Lene Gram-Hansen.
Her har jeg gravet en meter og finder således min knækkede skelpæl, som er smidt på marken, siger Lene Gram-Hansen.
Foto: Lene Gram-Hansen

- De har jo taget et stort stykke produktionsareal fra mig, hvor jeg har heste, dyrker græs og høster hø. Med en vejstrækning på 400 meter, så bliver det jo hurtigt mange kvadratmeter. Sådan et stykke jord koster jo som byggegrund op mod 2,5 millioner kroner i nabobyerne, så det må de jo bare betale, siger hun og understreger, at hun dog hellere havde været hele affæren foruden.

Vejen er blevet hævet

Udover at hun mener, at kommunen har bygget på hendes grund, så er hun frustreret over måden, de har lavet vejen på.

For bare en måned siden, før vejarbejdet gik i gang, var den nemlig på niveau med omgivelserne, men nu er den blevet hævet kraftigt, så der nu er store skråninger i rabatten.

- Jeg kan jo nærmest ikke komme ud på mine marker med min traktor. Til huset har de nu lavet en syv meter lang rampe, så min bil ikke længere skraber mod bunden, når jeg skal ind og ud af indkørslen, men den optager jo også plads, siger Lene Gram-Hansen.

Den nye Buesøvej er anlagt meget højere end resten af landskabet. Det betyder at regn vælter ned på markerne, men beboerne ved vejen frygter også, at bilister vil ende i grøften.
Den nye Buesøvej er anlagt meget højere end resten af landskabet. Det betyder at regn vælter ned på markerne, men beboerne ved vejen frygter også, at bilister vil ende i grøften.
Foto: Lene Gram-Hansen

- Og så hælder de jo vand ned i min have og på mine marker, når det regner, for vandet vælter jo ned af så stejl en bakke, siger hun.

Udover at hævningen af vejen frustrerer Lene Gram-Hansen, så frygter hun også, at den store hældning kan få alvorlige trafikale konsekvenser.

- Der er flere steder en meter ned, og når det bliver glat til vinter, så vil folk jo skøjte rundt på vejen. Så jeg er helt sikker på, at jeg til vinter skal ud og trække biler og motorcykler op med min traktor.

- Det bliver en livsfarlig vej at færdes på, for bilerne har allerede nu sat farten op til helt vanvittige hastigheder, fordi der er kommet ny belægning på. Før måtte man køre 80 kilometer i timen, det er nu sat ned til 60, men hastighederne er langt hurtigere end tidligere, hvor mange allerede dengang kørte alt for stærkt, siger Lene Gram-Hansen.

- I de seneste år har vi måtte aflive en del rådyr, der er blevet kørt ned her på vejen. Rådyrkødet ender i fryseren, men hvis en motorcyklist med 160 kilometer i timen rammer et rådyr, så ender hans kød altså i en kiste i stedet. Det håber jeg ikke vil ske, men jeg kan godt frygte det, for det er helt sindssygt, så stærkt folk kører nu, siger Lene Gram-Hansen.

Borgmester: Hvis vi har lavet en fejl, så må vi rette op på det

En af grundene til at Buesøvej er blevet renoveret er ellers netop for at højne trafiksikkerheden. Tidligere har to passerende biler skulle køre lidt ud i grøften for at kunne komme forbi hinanden, og det har mødt en del kritik.

Da corona-situationen gav kommunerne mulighed for at udvide anlægsbudgettet, så besluttede Lejre Kommune derfor at give vejen en overhaling.

- Det var en smal vej, der let kunne føre til farlige situationer, så vejen har trængt til at blive renoveret, siger borgmester Carsten Rasmussen fra Socialdemokratiet til TV 2 Lorry.

Fordi vejarbejdet kun gik i gang for en måned siden, og fordi der for tiden afholdes en del ferie, så havde Carsten Rasmussen ikke hørt om miseren, før TV 2 Lorry kontaktede ham, og han har ikke haft mulighed at sætte sig grundigt ind i sagen.

-  Så om borgeren har ret i, at vi har anlagt vej på hendes grund, det kan jeg jo ikke vide. Men hvis vi har lavet en fejl, så skal vi jo have rettet op på det på den ene eller anden måde, siger han.

Lejre Kommune har derfor bestilt en landinspektør, der skal måle op på vejstrækningen, så det kan blive slået fast, i hvilket omfang vejen er blevet anlagt på private borgeres grund.

- Det er jo klart, at vi ikke asfalterer på privat grund med vilje, og så vidt jeg er orienteret, så er vejarbejdet sket i den grusbelagte grøft, så anlægsarbejderne har heller ikke været i ond tro, da de har lavet arbejdet, siger Carsten Rasmussen.

Bagerst i billedet kan man se, hvor bredt kommunen har arbejdet på vejen. Det første stykke viser, hvordan vejen så ud før vejarbejdet gik i gang.
Bagerst i billedet kan man se, hvor bredt kommunen har arbejdet på vejen. Det første stykke viser, hvordan vejen så ud før vejarbejdet gik i gang.
Foto: Lene Gram-Hansen

- Derfor er det naturligvis også ærgerligt, hvis det er sket, men så må vi kunne løse det i mindelighed, når landinspektøren har målt op i august, siger Carsten Rasmussen, der ikke finder det usandsynligt, at kommunen må punge ud for at købe en del af den tidligere landbrugsjord fra Lene Gram-Hansen og hendes naboer.

En eventuel kompensation vil dog formentlig blive udregnet ud fra, hvad landbrugsjord koster, og så er prisen pludselig meget lavere, end det Lene Gram-Hansen forventer. Det vil hun ikke acceptere, og derfor ser hun gerne, at der på ny kommer vejarbejde på Buesøvej.

- Jeg håber, at de fjerner vejudbygningen igen, for det synes jeg, at de bør. Jeg kommer til at sætte en advokat på det her, og så ender de altså i retten, siger Lene Gram-Hansen.

Det er store stykker gammel asfalt, man har smidt på marken, til fare for mine landbrugsmaskiner og i øvrigt almindelig forurening, siger Lene Gram-Hansen
Det er store stykker gammel asfalt, man har smidt på marken, til fare for mine landbrugsmaskiner og i øvrigt almindelig forurening, siger Lene Gram-Hansen
Foto: Lene Gram-Hansen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik