Alle københavnere kan nu drikke rent vand

Københavns Kommune oplyser, at vandet i hele hovedstaden nu er sluppet fri af forureningen

Alle københavnere kan nu give deres hårdtprøvede elkedler en velfortjent puster, efter Københavns Energi frikender vandet i hele byen.
      - Prøverne både fra i går og i dag viser, at vandet nu er rent i hele København og har været det i to dage, siger pressekoordinator ved Københavns Energi, Astrid Skotte.
      Dermed kan de sidste cirka 40.000 berørte beboere på Nørrebro og i dele af indre by nu igen nyde vand direkte fra hanen, hvis blot man følger nogle få råd.
      - Det er vigtigt, at man lige skyller rørene igennem. Altså lader det kolde vand løbe til, at det er rigtig koldt, og det varme til er rigtig varmt.
      - Så ved man nemlig, at vandet kommer fra undergrunden og ikke er gammelt vand fra rørene, siger Astrid Skotte.
      Vandforureningen blev opdaget fredag i sidste uge, og Københavns Kommune opfordrede i første omgang borgerne i et område nord for Roskildevej til at koge drikkevandet.
      Et område med flere hundrede tusinde beboere.
      Senere blev området indsnævret, så det var afgrænset af Tagensvej, Jagtvej, Åboulevarden og Farimagsgade.
      Ifølge Københavns Energi var det en kombination af reparation af et ødelagt vandrør på Nørrebrogade og et skybrud, der var skyld i forureningen i vandsystemet.
      Forureningen berørte ikke bare private boliger, men også 45 daginstitutioner, fritids- og ungdomsklubber samt folkeskoler i området.
      Frivillige fra Beredskabsstyrelsen og Benløse Brandværn kan indstille arbejdet efter at have at have assisteret Københavns Kommune med at levere mellem 30.000 og 50.000 liter vand til områdets institutioner siden søndag aften.
      Der har ingen meldinger været om syge som følge af det forurenede vand.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik