Onsdag ser ud til at blive dagen, hvor julestemningen kan indfinde sig i stuerne og panikken over glatte og sne-fyldte veje til gengæld kan indfinde sig på vejene.
Således varsler DMI nu risiko for kraftigt snefald over store dele af hovedstadsområdet i dag, onsdag.
Varslet gælder fra klokken 09.00 og udløber klokken 18.00, oplyser DMI.
I den varsling, som DMI har udsendt, skriver vejrinstituttet, at "der er risiko for kraftigt snefald, i perioder over 15 centimeter og sammenlagt lokalt op til 20 centimeter i varslingsperioden".
Endvidere oplyser DMI, at der er risiko for, at det kraftige snevejr kan lukke udsatte veje på grund af fygning og snedriver.
Desuden kan den kollektive trafik også standses i en periode på grund af vejrforholdene.
De hvide prognoser fik tirsdag aften Vejdirektoratet til at køre "sneberedskabet" i stilling, skriver TV 2.
Det betyder, at sneplove er klar til at rulle ud, ligesom der i løbet af tirsdag aften og natten til onsdag blev saltet på statsvejene.
Samtidig kom opfordringen til at køre tidligt og forsigtigt onsdag morgen:
- Kør forsigtigt, pas på hastigheden og hold god afstand. Forvent øget rejsetid og kør i god tid, sagde Linda Davidsen, vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter, tirsdag aften til TV 2.
Varslet gælder for Nordvestsjælland, Sydvestsjælland, Nordsjælland, Lejre, København Nord, Frederikssund, Lolland, Holbæk, Kerteminde, Nyborg, Svendborg, Langeland, Ballerup, Gladsaxe og Herlev.
I Jylland har man allerede stiftet bekendtskab med snebygerne.
Onsdag morgen er borgerne i Hjørring Kommune vågnet op til sneplove og over 15 centimeter sne nogle steder.