Kære forældre: Er ferien vigtigere end jeres nye baby?

Efter nogle corona-år uden rejser til sydens sol kunne jeg for nylig endelig igen pakke kufferten med shorts, badetøj, T-shirts og sandaler. 

Forude ventede en uges driverliv med sol på maven, kølige drinks på stranden, hyggelige restauranter og ingen bekymringer. 

Forventningerne var i top.

Men da jeg spændte mig fast i det minimale flysæde, gik det op for mig, at det bestemt ikke var alle ombord, der var fulde af glæde og forventning. 

Faktisk var der ret mange, som var voldsomt utilfredse med situationen – nemlig et stort antal helt små børn, som for første gang skulle på ferie med far og mor.

Flyet genlød af gråd fra start til landing, og den forventningsfulde feriestemning ændrede sig gradvist til på lydsiden at minde om et eller andet fra en katastrofefilm med et stort antal paniske medvirkende, mens stewardesserne smilende signalerede, at det her var tophyggeligt. 

Men vi nåede selvfølgelig frem. 

Solen skinnede, varmen var mærkbar og de små børns ulykkelige opfattelse af flyveturen blev hurtigt glemt til fordel for førnævnte drinks, strand og restauranter.

Panisk gråd i 10.000 meters højde

Dagene fløj afsted – og så pludselig stod jeg der i lufthavnen og ventede på flyet, der var planlagt som en sen aftenhjemtur nordover.

Mit blik vandrede ud over forsamlingen – og jeg genkendte mange af de samme passagerer, som også var med på turen ned. 

Og dermed også et stort antal børn. 

Altså små børn, hvor mange af dem var så små, at de end ikke havde lært at gå. Et par stykker kan kun have været få måneder gamle, for de blev båret rundt i hver deres lift.

Og så begyndte balladen.

Flyet viste sig at være stærkt forsinket, og den store lufthavnsterminal var konstant fyldt med hæsligt lydende og skrattende højttalerbeskeder, mens skarpe spotlys og blinkende neonlamper udsendte et skærende, ubehageligt lys. 

Et af de små børn, der begyndte at græde. 

Utrøsteligt. 

Og mens tiden gik, var der flere, der stemte i, så da vi endelig kunne tage plads i flyveren, var det med et lydtapet af panisk grædende og desperate babyer, der slet og ret var bange og utilfredse. Hele vejen hjem.

Lidt efter lidt gik det op for mig, hvor forargeligt, umodent og ja - hensynsløst, det egentlig er. 

Jeg fatter simpelt hen ikke, at nybagte forældre vil være det bekendt over for deres lille barn, at de slæber det på ferie med fly fyldt af uforståelige og skræmmende lyde og lys – og trykforandringer, der gør ondt i ørerne på særligt de mindste. 

Jeg er helt på det rene med, at børn er forskellige, og at nogle af dem bare sover lykkeligt, uanset hvad der sker omkring dem. Men andre gør ikke, og man får et stik i hjertet, når man ser forældres grænseløse egoisme overtrumfe et næsten nyfødt barns behov for tryghed og ro.

Se jer selv i spejlet

For hvad er det, I tror jeres tre måneder gamle baby har ud af en uges ferie på Kreta?

Hvis argumentet skulle være, at baby vil nyde godt af, at far og mor genoplader batterierne og kommer ned i gear, så tag et kig i spejlet:

Se jeres stress, se jeres forjagede blikke og pjuskede hår, mens I uden held forsøger at stoppe den paniske gråd og samtidig skal bære rundt på dynger af babytilbehør. 

Se på jer selv, mens I panisk forsøger at holde samling på alting, når I skal ind og ud af flyvere, busser og hotelværelser. 

Ser I lykkelige ud? 

Er det den form for ”afslapning”, en lille ny verdensborger bliver glad og tilfreds over at opleve?

Jeg tror det ikke.

Der kan selvfølgelig være masser af situationer, hvor man er nødt til at rejse med helt små børn. Bryllupper, begravelser eller sågar en flytning.

Men her taler vi om inderligt ligegyldige ferierejser, hvor det åbenbart er blevet sådan, at selv om man har gjort noget så fantastisk som at få et barn – så nægter man at opgive det liv, man hidtil har levet. 

Så ferien sydpå skal under ingen omstændigheder udsættes. Never!

Jeg tænker ellers, at det kunne give mening at man venter, til barnet er så gammelt, at man kan fortælle det, at man skal ud på en spændende rejse. At man skal flyve. Og at man skal et sted hen, hvor der er swimmingpool, og hvor vejret er dejligt hele tiden.

Men nej. 

Far og mor har barsel. Så far og mor skal på ferie – og den ferie skal den ondelyneme gå sydpå og ikke til et sommerhus på vestkysten eller noget andet, der ikke kræver en lang og anstrengende rejse.

Stakkels børn!