Kunstdetektiv løfter sløret for Rembrandt-aktion

Det var en torsdag morgen, klokken var ti, de forretningsmænd, som havde tidlige møder ude i byen, var allerede ude af vagten, mens de morgensene turister hastede til sidste udkald for havregryn og rundstykker.Nogle etager oppe sad det falske navn og det iranske navn med det hollandske navn mellem sig.Maleriet af Rembrandt var stjålet fem år tidligere ved et dramatisk kup på Nationalmuseet i Stockholm. Kort før lukketid kørte røverne op foran museet, satte ild til deres to biler og stormede ind. Én røver holdt vagter og museumsgæster op med en maskinpistol, mens de andre røvere løb op af trapperne og skar tre nøje udvalgte malerier ned fra væggene: Renoirs »Samtale« og »Ung Pariserinde« og Rembrandts »Selvportræt«. Røverne beordrede alle de tilstedeværende til at blive liggende på gulvet, og derefter løb de ud af en bagdør og tog en speedbåd til en fiskerihavn, hvor en flugtbil ventede.Væk var de - og væk var malerier til en samlet værdi af 400 mio. kroner.Røveriet fandt sted i december 2000, i september 2005 blev hele forbrydelsen rullet op i København, og først nu kan historien fortælles i detaljer.Tidligere er bidder og brudstykker blevet offentliggjort, men manden bag opklaringen - verdens førende kunstdetektiv, Robert Wittman - er netop gået på pension fra FBI, han har oprettet sin egen internationale konsulentvirksomhed og er på vej med bogen »To Catch a Thief«, og han åbner endelig for posen med afsløringer, skriver Berlingske Tidende. Til bl.a. Wall Street Journal, BBC og Readers Digest har han fortalt ikke-offentliggjorte detaljer fra operationen i København, og sammen med dokumenter fra FBI tegner sig billedet af en af de mest succesfulde aktioner mod kunsttyve nogensinde.En aktion, som begyndte i marts 2005 i Los Angeles, hvor betjente ransagede en lokal pantelånerforretning, der angiveligt bedrev hælerivirksomhed. I et pengeskab fandt de et maleri, som de for god ordens skyld kørte til en kurator på Getty-museet. Han gjorde store øjne. Det var - uden tvivl - Renoirs »Ung Pariserinde«. Renoirs »Samtale« var umiddelbart efter kuppet i Stockholm blevet fundet, og tilbage i omløb var nu det dyreste af de røvede malerier - plus røverne. Pantelåneren fik kolde fødder, og han tilbød FBI at udlevere navn og mobiltelefonnummer på de personer, der havde indleveret Renoir-maleriet til ham.Operationen kunne begynde.15. september 2005 var København i forvejen fuld af fremmede ansigter. Byen husede på det tidspunkt tre internationale kongresser - for forskere i fedt, fisk og gigt - og et international seminar for maskiningeniører.Så Robert Wittman havde ikke besvær med at gemme sig i mængden, da han tjekkede ind på Scandic. Hans navn var opdigtet, men hans dække var til dels korrekt - han var en amerikansk kunstelsker, som var interesseret i at få fingre i Rembrandts »Selvportræt« fra 1630.Siden han som dreng voksede op i sit fars antikvariat i Baltimore, havde han elsket kunst, ikke kun for de æstetiske kvaliteter, men også for de bredere kvaliteter. »Kunst påvirker os alle på en dyb, følelsesmæssig måde. Det handler om vores arv - om hvad, der som mennesker bringer os tættere på hinanden,« som han har sagt til BBC.Nu skulle han bringe Rembrandts »Selvportræt« tilbage.Wittman havde ringet til pantelånerens mobiltelefon-kontakt i Stockholm, han havde præsenteret sig som en amerikansk kunstsamler, og gennem flere samtaler havde de forhandlet sig frem til en pris på 200.000 dollar - godt én mio. kr. - for Rembrandt-maleriet, og de havde aftalt deres møde på Scandic Hotel. Svensk politi holdt øje med ejeren af mobiltelefonen - en iransk-svensk statsborger - og de fulgte efter ham og hans tre medsammensvorne i bil, og ved grænsen sluttede dansk politi sig til operationen.Én af mændene tjekkede ind på et hotel i nærheden, to af dem blev stående med en taske foran Scandic, Hotel mens iransk-svenskeren gik ind.Han var i slutningen af 20erne, iklædt mærketøj og dyre designersko, og Wittman siger til Readers Digest, at det første møde på værelset var helt afgørende. »Under en undercover-operation skal der komme et øjeblik, hvor forbryderen accepterer én - hvor han går fra mistanke til tillid,« og den mindste detalje kan ødelægge det øjeblik. En uoverlagt bemærkning, en svedperle, et forkert øjekast, men på Scandic sad nerverne uden på sælgeren, ikke uden på Wittman. Wittman kropsvisiterede ham - aftalen var, at ingen af dem måtte være bevæbnede - og iransk-svenskeren faldt først til ro i det øjeblik, FBI-agenten åbnede kufferten med penge.»Han havde tydeligvis tillid til penge, og det var hans store fejl,« som Wittman fortæller til magasinet.Fælden klappede på ScandicFor fælden var klar til at klappe.Hotelværelset var udstyret med mikrofoner og et snigkamera, og i værelserne oven på og ved siden af ventede kriminalbetjente fra tre lande plus danske betjente ekviperet med skudsikre veste og maskinpistoler.Sælgeren sagde, at han ville hente maleriet, og han forsvandt ud af værelset. Så længe tog det, at Wittman en overgang blev bekymret for, at han havde lugtet lunten, men endelig dukkede den velekviperede iransk-svensker op igen. Denne gang med en rød filtpose med maleriet.»Er du interesseret i kunst,« spurgte Wittman ham.»Nej,« svarede han. »Jeg er kun interesseret i pengene.«Wittman gik ud på badeværelset for at undersøge maleriet i et særligt lys, han konstaterede, at Rembrandt var Rembrandt, og han gav det aftalte signal. »Vi har en aftale,« sagde han højt, og de danske betjente stormede ind og anholdt iransk-svenskeren. Samtidigt blev hans tre medskyldige anholdt andre steder i København.Kort efter stod Wittman med en af sine kolleger fra FBI på hotelgangen. De stod i tavshed og studerede Rembrandt-maleriet, indtil kollegaen pludselig ifølge Wall Street Journal udbrød: »Det er præcis derfor, jeg elsker mit job.«Detektivens største dagIransk-svenskeren og hans tre medskyldige blev i første omgang dømt for at være i besiddelse af et stjålent maleri, men dommen blev senere omstødt, fordi de var blevet »provokeret til at sælge,« som en svensk appeldomstol sagde. De er alle i dag på fri fod og bor i Sverige.Men det er kun ringe skår i glæden for Robert Wittman, som holder tal på antallet af genfundne kunstskatte, ikke antallet af fængselsår, og han har nu genfundet stjålet kunst for tæt ved halvanden milliard kroner.Men intet overgår den formiddag på hotellet i København, hvor han - under falsk navn - delte værelse med et ægte hollandsk navn.