Sport, skoler og restaurationer: Her er overblikket over genåbningen

Onsdag bliver der åbnet yderligere op i samfundet, hvilket blandt andet giver mulighed for at sidde indendørs på caféer og restauranter, åbning af storcentre og mulighed for at dyrke idræt indendørs.

Foråret er over os, og det betyder ikke kun, at køerne igen kan komme på græs. 

For efter en aftale mellem Folketingets partier - med undtagelse af Nye Borgerlige - bliver det fra onsdag igen muligt for danskerne at komme ud i samfundet og blive en del af en hverdag, der forhåbentlig er lidt mere normal end den seneste tid. 

Vi forsøger derfor her at give et overblik over, hvad det konkret betyder, og vi starter med udfasningen af forsamlingsloftet, der løbende vil blive gjort mindre restriktivt efter nedenstående plan. Dog med det forbehold, at politikerne vil tage stilling til udfasningen i forhold til den konkrete smittesituation før hver dato. 

Forsamlingsloftet udfases

  • 21. april hæves forsamlingsloftet til 10 personer indendørs og 50 udendørs
  • 6. maj hæves loftet til 25 indendørs og 75 udendørs
  • 21. maj hæves det til 50 indendørs og 100 udendørs
  • 11. juni hæves det til 100 indendørs - og fra denne dato afskaffes forsamlingsloft udendørs
  • 1. august afskaffes forsamlingsloftet helt

Mange danskere har formentlig glædet sig til igen at kunne gå på restaurant og spise, ligesom et gensyn med ølhanerne på landets værtshuse også er i høj kurs hos en hel del af os. 

Genåbning af restaurationer

  • Restauranter, caféer, barer og værtshuse får igen lov til at åbne for både indendørs og udendørs servering. 
  • Der skal være bestilt bord, og der skal fremvises et gyldigt coronapas
  • Hvis man sidder udendørs, behøver man ikke coronapas
  • Indendørs er der et krav om plads på to kvadratmeter ved siddende servering og fire kvadratmeter, hvis man hovedsageligt står op
  •  Sidste udskænkning er klokken 22, og spisestederne skal lukke klokken 23. 

I Lorryland findes der både mange storcentre og store varehuse, og for de shoppelystne er der også gode nyheder. De er nemlig også omfattet af onsdagens genåbning. Det vil selvfølgelig også være med krav om mundbind og passende afstand mellem de handlende. 

Kultur- og foreningsliv er også tilgodeset ved åbningen, som du kan se i boksen nedenfor. Og det betyder blandt andet et gensyn med indendørs idræt for børn og unge, tilskuere til fodbold og adgang til museer og kunst. 

Genåbning af kultur, sport og fritidsliv

  • Museer, biblioteker og kunsthaller bliver igen åbnet, hvor der vil være adgang med et gyldigt coronapas. 
  • Daghøjskoler - inklusiv seniorhøjskoler - kan åbne igen med testkrav svarende til testmodellen på uddannelsesområdet.
  • Der åbnes for mere indendørs idræt for unge og ældre. Åbningen af indendørs idræt i organiseret regi for børn under 18 år vil omfatte alle idrætsgrene med et forsamlingsloft på 25 personer og uden coronapas. Dette forsamlingsloft omfatter også idrætsaktiviteter, hvor personer over 18 år deltager, hvis disses tilstedeværelse er nødvendig for en forsvarlig afholdelse af aktiviteterne. For personer over 70 år er loftet ti personer med krav om gyldigt coronapas.
  • Anbefalingerne bliver lempet i forhold til indendørs gudstjenester og kirkelige handlinger. For nuværende må de højst vare 30 minutter og skal gennemføres uden fællessang
  • Tilskuere får lov til at vende tilbage til stadioner i Superligaen, Kvindeligaen, 1.- og 2. division, pokalfinalerne for herrer og kvinder samt ved A-landskampe for herrer og kvinder. Det skal ske med klart adskilte sektioner med maksimalt 500 tilskuere i hver og med krav om gyldigt coronapas. Samtidig skal samtlige tilskuere registreres med henblik på smitteopsporing
  • Musik- og kulturskoler samt andre kunstskoler for børn under 18 år kan åbne med et forsamlingsloft på 25 personer. Genåbningen gælder ikke sangaktiviteter


Og sidst men bestemt ikke mindst, så bringer onsdagen også på lempelser for børn og unges adgang til skoler, så de igen kan blive undervist fysisk i stedet for gennem en skærm. En del af det vil dog indtil videre handle om adgang til at blive undervist udendørs. 

Genåbning af skoler og uddannelse

  • Afgangseleverne i grundskoler og på ungdoms- og voksenuddannelser må have 80 procent fremmøde, mens erhvervsuddannelser må genåbne i fuldt omfang. Genåbningen vil være geografisk differentieret og omfatte alle dele af landet - med undtagelse af Hovedstadsområdet
  • 5.-8.-klasses elever får mulighed for udendørs fremmøde i de uger, hvor der ikke er adgang til indendørs undervisning
  • Studerende på landets videregående uddannelser må nøjes med 30 procent fremmøde, og der bliver mulighed for at anvende udendørsarealer til undervisningsbrug. Genåbningen vil være geografisk differentieret og omfatte alle dele af landet - med undtagelse af alle kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde (undtagen Stevns)

I klippet nedenfor kan du se, hvordan restauratører gør sig klar til genåbningen onsdag

Mange restauratører gør sig lige nu klar til en længe ventet genåbning En genåbning, hvor gæsterne fra på onsdag igen kan sidde uden for og nyde en øl eller østers

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik