Frygter det værste: Pårørende på begge sider beder til at deres familie og venner har det godt

Efter de seneste dages hårde kampe mellem Israel og Hamas sidder flere pårørende tilbage i Danmark og frygter for deres nærmeste.

Lørdag indledte den militante palæstinensiske gruppe Hamas, som kontrollerer Gazastriben, det, der ser ud til at være det største angreb mod Israel fra palæstinensisk side nogensinde.

Efterfølgende har Israel svaret igen med blandt andet luftangreb på Gaza og erklæret krig.

quote Det er forfærdeligt, man får dårlig samvittighed over, at man sidder her og har det godt

Lina Zeraiq, har venner og familie i Palæstina.


Herhjemme følger israelske Jair Melchior krigens udvikling tæt. Han har både venner og familie i området, som han har forsøgt at være i kontakt med løbende.

- Jeg har venner der bor sydpå tæt på Gaza, som jeg har været i kontakt med, og jeg har familie, der er blevet indkaldt til militæret. Det er nogle forfærdelige beskrivelser, de kommer med, og jeg er meget bekymret, siger Jair Melchior, der er overrabbiner i Danmark, til TV 2 Kosmopol.

- Folk er jo i chok og fyldt med vrede, og især i starten hørte de rigtig mange brag, men det er langsomt blevet lidt mere normalt, fortæller Jair Melchior.

Over 1000 mennesker har ifølge Israels ambassade i USA mistet livet i Israel efter Hamas' angreb.

Jair Melchior frygter, at nogle af dem, han kender, enten er blevet såret eller har mistet livet i kampene.

- Så vidt jeg ved, er ingen af dem, jeg kender, blevet ramt, men man ved det jo ikke med sikkerhed, fordi det hele tiden ændrer sig.

Spørg Os - Formular

_

Ingen steder at flygte hen

Sundhedsmyndighederne i Gaza oplyste tirsdag, at 830 palæstinensere er døde i de angreb, som Israel har gennemført som modsvar.

Lina Zeraiqs er født og opvokset i Danmark, og arbejder til dagligt som hudlæge, men hendes bedsteforældre er fra Palæstina. Hun har derfor venner og familie i både Gaza og på Vestbredden, som hun er nervøse for.

- Jeg sidder og følger med konstant for at sikre mig, at mine venner og familie har det godt. Det er både via nyhederne, og så forsøger jeg at være i kontakt med dem på de sociale medier for at blive opdateret på, hvad der nu er blevet bombet, og om jeg kender nogen i de områder, siger Lina Zeraiq til TV 2 Kosmopol.

Internetforbindelsen er dog ikke den bedste alle steder, og derfor kan Lina Zeraiq ikke altid få fat på dem, hun kender. Men det hun hører, når hun får hul igennem, er meget nedslående.

- De beretter om frygt, de er rædselsslagne og bange. De kan høre bomberne hele tiden, de bliver beskudt oppefra, og de har ingen mulighed for at flygte eller forsvare sig selv. De har selvfølgelig været vant til bombeangreb i mange år, men det er blevet mere intenst nu, fortæller hun.

Håber, det snart er overstået

Lina Zeraiq håber, at krigen snart vil slutte, og at så få civile som overhovedet muligt vil blive berørt af krigen.

- Det er forfærdeligt, man får dårlig samvittighed over, at man sidder her og har det godt. De venner og pårørende jeg har, har ikke gjort noget, de er bare det forkerte sted, fortæller Lina Zeraiq

Det samme gør Jair Melchior.

- Jeg er meget bange for, hvor det er, vi går hen, og jeg er nervøs. Jeg ved ikke, hvordan det vil ende. Jeg er nervøs for, hvad der vil ske med både israelere, men også palæstinensere. Vi skal tænke på mennesker, slutter han.

Ifølge Udenrigsministeriet er der registreret omkring 1200 personer på danskerlisten for Israel og 90 for de palæstinensiske områder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik