Her er den kommende kong Frederiks forhold til hovedstadsområdet

Se listen over særlige steder i hovedstadsområdet, der har formet den kommende konge.

Han bliver hele Danmarks konge. 

Men Frederik hører alligevel særligt meget til i hovedstadsområdet. Her blev han født, gik i skole, aftjente sin værnepligt og det er her, han og Mary har stiftet familie og bor.

- Han er særlig forbundet med hovedstaden, fordi det er her, han har levet størstedelen af sit liv, siger royal ekspert Lars Hovbakke.

Vi har set nærmere på de steder, som har formet den kommende konge. 

Nogle steder er oplagte - andre er mere utraditionelle steder i byen, hvor den unge kronprins har testet sig selv af.

- Især hans unge liv i skole, gymnasie og på kasernen i Birkerød er jo betydningsfulde steder, hvor han virkelig får mulighed for at møde helt almindelige danskere for første gang, siger Lars Hovbakke.  

Se alle stederne i listen herunder.

Frederik og hovedstadsområdet

1

Rigshospitalet, København

Foto: John Stæhr/Ritzau Scanpix

Frederik kom til verden på Rigshospitalet i København kort før midnat den 26. maj 1968, som daværende prinsesse Margrethe og prins Henriks første barn.

Dengang var der ellers tradition for, at de royale børn skulle fødes på Amalienborg eller et af de kongelige slotte, og derfor var der indrettet fødestue med læger og jordemødre, der stod klar, så snart Margrethe fik veer.

Men på grund af komplikationer endte fødslen i et akut kejsersnit på Riget.

Måske blev det starten på en ny royal tradition. Alle Frederiks egne børn er i hvert fald også født på Rigshospitalet.

2

Amalienborg

Foto: Allan Moe/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Billede: Dronning Ingrid sammen med børnebørnene på balkonen i anledningen af hendes fødselsdag i 1971.

Det er svært at komme uden om livet på Amalienborg.

Frederik voksede op i Christian IX's Palæ på Amalienborg sammen med sine forældre og lillebror Joachim.

Og hvor forældrene stod for en strengere og mere disciplineret del af opdragelsen, så fik især Frederik et nært forhold til sin mormor Ingrid, der forstod den unge tronfølger på en anden måde end hans forældre.

- Mor har været meget vigtig for Frederik. Meget vigtig. Hun så meget af min far i ham. Jeg vil tro, han en gang imellem har hældet sit hoved til hende, når han syntes, at det blev for broget det hele, siger Margrethe i bogen 'Under bjælken' af Jens Andersen.

3

Krebs' Skole, Østerbro

Foto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix

Billede: Frederik på vej til Krebs' Skole.

Frederiks første skoledag foregik bag beskyttede mure på Amalienborg.

Her gik Frederik sammen med lillebror Joachim i en såkaldt lilleskole i to år, hvor undervisningen blev tilrettelagt af lærere fra Krebs' Skole på Østerbro. Hver dag fra ni til tolv kom der otte jævnaldrende børn fra regentparrets vennekreds.

Først da Frederik skulle i tredje klasse, kom han i den rigtige del af privatskolen på Østerbro. Her oplevede han for første gang at være omgivet af jævnaldrende, der ikke var en del af forældrenes vennekreds.

- Selvom det er en privatskole, så betød det alligevel, at han fik en skolegang, der i høj grad ligner de fleste danskeres, siger Lars Hovbakke.

Frederiks egne børn har alle gået i kommunal folkeskole, Tranegårdsskolen i Hellerup.

4

Øregaard Gymnasium, Hellerup

Foto: Martin Henrichsen/Ritzau Scanpix

Billede: En glad Frederik løfter på studenterhuen fra ladet af studentervognen med klassekammeraterne.

Efter et ophold på en fransk kostskole vendte en ung Frederik tilbage til Danmark.

Det blev besluttet, at han skulle gå på Øregaard Gymnasium i Hellerup. Selvom gymnasiet var kendt for at være overklassens foretrukne valg, så var det også et gymnasium med elever fra mange forskellige baggrunde.

Det blev igen et møde med flere almindelige unge som ham selv:

- For mit vedkommende føltes det, som om jeg var meget ung i forhold til de andre, ikke en grønskolling, men en uerfaren, overbeskyttet person. Og det var vi jo, Joachim og jeg. Vi havde ikke fra barnsben været særligt meget ude blandt andre jævnaldrende, sådan som mine børn er det i dag, for at lege med venner og veninder efter skoletid, siger kronprins Frederik i bogen 'Under bjælken' af Jens Andersen.

De tre gymnasieår var da også præget af, at Frederik fortsat levede et beskyttet liv. Han måtte eksempelvis ikke gå i byen efter gymnasiefester, sådan som klassekammeraterne måtte. Noget den unge kronprins var meget utilfreds med, beskriver han i 'Under bjælken'.

5

Høvelte Kaserne, Birkerød

Foto: Martin Henrichsen/Ritzau Scanpix

Billede: Frederiks første dag som rekrut i Livgarden. Her ses han sammen de øvrige rekrutter.

Selvom han trak frinummer, så besluttede Frederik alligevel at tage 12 måneders frivillig tjeneste i Livgarden på Høvelte Kaserne i Birkerød.

- Tilværelsen som rekrut blev en brat opvågnen både fysisk og psykisk. Ikke mindst hvad det angår at klare sig selv, strukturere sin dag, i hvert fald uden for kasernen. Det var fuldkommen nyt for mig, og derfor blev det også hurtigt en voldsom frihed, som jeg skulle lære at tøjle i de år, ja, resten af årtiet egentligt, siger Frederik i "Under bjælken".

Udover endnu et møde med helt almindelige unge, så gav det ham også et indblik i hans fremtidige arbejde:

- Forsvaret og kongehuset er jo tæt forbundet, og det her blev første indblik i kongegerningen, siger Lars Hovbakke.

- Og Frederik har selv givet udtryk for, at det var en sikker base for ham, i en periode hvor han var lidt usikker - for i militæret gør man, hvad man får besked på, så der vidste han, hvad han skulle, siger Lars Hovbakke.

Tiden på Høvelte blev startskuddet på Frederiks militære karriere - på sergentskole, videre på løjtnantskole og Frømandskorpset.

6

Barer i Indre By, København

Foto: Orf3us, CC BY-SA 3.0

Billede: Café Floss - det lille værtshus - ser ikke ud af meget.

Selv da Frederik var startet på universitetsstudiet i Aarhus, hvor han også boede, så tog han alligevel ofte hjem til København i weekenderne.

Her lærte han for alvor bylivet at kende, og det var ikke ligefrem på overklassens Café Victor, at den unge kronprins nød at slå sin folder. Det var derimod på steder, hvor fadøl og rockmusik gik hånd i hånd - selv nævner han Café Floss i Larsbjørnsstræde, en lille graffitimalet bar, hvor både fotomodeller og musikerne fra Sort Sol hang ud, og hedengangne Krasnapolsky i Vestergade:

- Det var dengang, vi var nogle gutter, der gik meget i byen i weekenden, hang ud på Krasnapolsky og endte på Floss, hvor vi altid skulle høre Klichés "Havets Blå" og Militskvinder med fuld power på anlægget, siger Frederik i "Under bjælken".

Den periode i 1990'erne - hvor Frederik kunne ses på udvalgte barer i Indre By, bevidner om en ung mand, der kan lide at feste, lyder det fra Lars Hovbakke.

- Det er nogle lidt specielle steder, som tiltrækker særlige typer. Men det er steder, hvor der har været gang i festen, og det passer også meget på Frederik i de år, siger Lars Hovbakke.

7

Maraton, København

Foto: Mini Wolff/Ritzau Scanpix

En 42 kilometer lang rute gennem København har også haft stor betydning for Frederik.

Det overraskede de fleste, da Danmarks kronprins løb over målstreget ved Copenhagen Marathon i 1992. Frederik, der altid har været en ivrig løber, havde i al hemmelighed trænet op med to gode venner, og først aftenen inden løbet havde de købt startnumre for at holde deltagelsen hemmelig.

Til løbet havde de tre venner t-shirts med ordene "Pain is only weakness leaving the body" - et citat fra amerikanske Navy Seals.

Maratonløbet blev da også bemærket af danskerne - og ikke mindst pressen:

- Han løb fra gnavpotterne i deres små sko. Lige ind i et par millioner danske hjerter. Han stillede op til maratonløbet, uden nogen vidste det. Der er næppe nogen tvivl om, at han løb for sit liv. Og han vandt, skriver Morten Sabroe i Information.

Maratonløbet blev gennemført, efter Frederik havde været meget omtalt i en rigtig møgsag. Efter en våd nytårsaften, der endte på Copenhagen Jazz House, sætter Frederik sig ind på passagersædet i sin bil og bag rattet sidder hans kæreste Malou Aamund, der ikke har kørekort.

De bliver stoppet af en politibil efter få meters kørsel. Selvom det ikke var Frederik, der kørte bilen, så gav han sine nøgler til en spirituspåvirket chauffør uden kørekort, og historien gik derfor sin sejrsgang i medierne.

8

Vor Frue Kirke/Fredensborg

Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Det var ikke i hovedstadsområdet, at Frederik endte med at finde sit livs kærlighed. Først skulle han en smuttur til Australien for at finde Mary Donaldson, og efterfølgende skulle forholdet holdes ude af mediernes søgelys. Mary flyttede til Paris i 2001, og så til København i 2002 - men så gik hemmelighedskræmmeriet ikke længere.

I 2003 friede Frederik til Mary, og året efter skulle det store royale bryllup holdes.

Vielsen blev holdt i Vor Frue Kirke og tusindvis af tv-seere kunne følge med, da en meget berørt Frederik, med tydelige tårer i øjnene, så sin kommende kone komme gående op ad kirkegulvet.

Efter vielsen blev der holdt fest på Fredensborg Slot.

9

Kancellihuset på Fredensborg Slot

Foto: Jorgen Jessen/EPA/Ritzau Scanpix

Det var i Kancellihuset, at Frederik og Mary sammen skabte deres første faste og helt private hjem efter parret blev gift i 2004. Huset ligger op ad hovedbygningerne til Fredensborg Slot i Nordsjælland, som var dronningens sommerresidens.

Mary har selv sagt, at livet i Kancellihuset var en blød overgang til det royale liv:

- Jeg er sikker på, at det ville have været mere overvældende, hvis vi skulle have flyttet ind på Amalienborg med det samme. Derude er man beskyttet af naturen, siger Mary i bogen "Amalienborg".

Det var også her, deres to ældste børn, Christian og Isabella, havde deres første børneår.

- Fredensborg har stor betydning - både for Frederik og for dronningen. Den landlige idyl gør, at der er en anden ro og fred end i byen. Og så er der en positiv holdning til kongehuset i Fredensborg, hvor man er stolte af de royale gæster, som også smitter af, fortæller Lars Hovbakke.

Frem til 2010, hvor Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg var færdigrenoveret, var Kancellihuset kronprinsparrets primære residens.

10

Renovering af Frederik den ottendes Palæ

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Billede: Frederik, Mary og deres fire børn fotograferet til grev Henriks konfirmation i Frederikskirken 2023.

I 2010 kunne Frederik og Mary endelig flytte ind i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg efter en gennemgribende og milliondyr renovering. Kort efter kom de to tvillinger, og den store børneflok var nu komplet.

Palæet havde stået tomt siden dronning Ingrids død i 2000. I 2004 kom den store renovering på finansloven under Slots- og Ejendomsstyrelsen.

I dag danner palæet rammen for Frederik, Mary og deres fire børn. Det gamle palæ er udsmykket med moderne kunst af kronprinsparrets egne favoritter, som John Kørner, Katrine Ærtebjerg og Erik A. Frandsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik