Hver syvende oplever ubehagelige episoder til julefrokost på arbejdspladsen

14 procent har inden for de seneste fem år oplevet grænseoverskridende adfærd til julefrokoster, hvor der blev drukket alkohol, viser en Voxmeter-undersøgelse foretaget på vegne af Alkohol & Samfund.

Seksuelle krænkelser, ydmygelser, mobning og trusler.

Det er nogle af de ting, som 14 procent inden for de seneste fem år har oplevet til julefrokoster på arbejdspladsen.

Det skriver Alkohol & Samfund i en pressemeddelelse.

quote De her hændelser fører til stor mistrivsel, ondt i maven og øget sygefravær

Isabella Øllgaard, sundhedsfaglig konsulent


Ifølge en Voxmeter-undersøgelse, som er foretaget på vegne af Alkohol & Samfund, oplever hver syvende dansker grænseoverskridende adfærd, når de er til julefrokoster på arbejdspladsen - hændelser, der går udover medarbejdernes trivsel.

Det siger Isabella Øllgaard, der er sundhedsfaglig konsulent i Alkohol & Samfund, i pressemeddelelsen.

- De her hændelser fører til stor mistrivsel, ondt i maven og øget sygefravær hos medarbejdere. Det påvirker hele arbejdspladsen, når medarbejdere oplever noget ubehageligt eller ikke føler sig godt tilpas i måden, der bliver drukket alkohol på. Derfor er det vigtigt at forholde sig til alkohol på arbejdspladsen, siger Isabella Øllgaard.

Spørg Os - Formular

_

Også hændelser ved firmafester

Grænseoverskridende adfærd kan eksempelvis være uønskede handlinger af seksuel karakter, som opleves krænkende, eller krænkende handlinger som ydmygelser og nedværdigende behandling, sårende bemærkninger, latterliggørelse, ubehagelige drillerier, trusler medvidere.

- Alt for mange danskere kommer ud for ubehagelige oplevelser til deres julefrokost på arbejdet, hvor alkohol har været en medvirkende faktor. Desværre genkender vi problematikken fra Alkolinjen, hvor vi også får opkald fra personer, som dagen derpå fortryder, hvad de har gjort til julefrokosten. Men som arbejdsplads kan man faktisk gøre meget for at forebygge den slags hændelser, siger Isabella Øllgaard.

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

Hvad er Alkolinjen?

  • Alkolinjen er gratis og anonym rådgivning til mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende.

  • Arbejdspladser, herunder kollegaer og ledere, kan også få rådgivning, når de kontakter Alkolinjen på telefon 80 200 500 eller chat.

  • Alkolinjen har samlet gode råd og anbefalinger til, hvad arbejdspladser kan gøre for at forebygge hændelser og skabe bedre rammer for alkohol til arrangementer. Læs mere her.

  • Hvis du selv er nysgerrig på, om du drikker for meget, kan du prøve Alkolinjens alkoholtest eller appen AlkoLog.

Det er ikke kun til julefrokoster, at medarbejdere kan komme ud for grænseoverskridende adfærd. 

I løbet af året er der flere sociale arrangementer på arbejdspladsen med alkohol. I Alkohol & Samfunds undersøgelse ”Alkohol på arbejdspladsen” fra juni 2023, blev danske virksomheders alkoholkultur og alkoholrelaterede hændelser undersøgt gennem besvarelser fra ledere, HR-ledere og medarbejderrepræsentanter fra 124 danske virksomheder.

Her svarer 93,5 procent af de adspurgte, at der er alkohol til deres firmafester. Og over en fjerdedel svarer, at de har haft alkoholrelaterede hændelser på deres arbejdsplads.

Ud af dem, der har haft hændelser på arbejdspladsen, svarer 41,9 procent, at det er sket under et arrangement. Og 25,8 procent svarer, at der var tale om krænkende handlinger i form af eksempelvis ydmygelser og nedværdigende behandling og trusler, mens 12,9 procent svarer, at der var tale om seksuel chikane defineret som uønskede handlinger af seksuel karakter.

Gode råd til at skabe en bedre alkoholkultur

I Alkohol & Samfunds undersøgelse svarer hver femte, at de ikke mener, at de har et fornuftigt forhold til alkohol på deres arbejdsplads. 

Men som arbejdsplads kan man bidrage til at skabe en bedre alkoholkultur og forebygge alkoholrelaterede hændelser til arrangementer med flere tiltag.

- Det vigtigste er at have en nedskrevet alkoholpolitik og fokus på at formidle den til hele arbejdspladsen. En god alkoholpolitik er med til at forventningsafstemme, hvornår og hvor meget alkohol der er på arbejdspladsen, og kan give medarbejdere mulighed for at tage stilling til deres eget alkoholindtag forud for julefrokosten, så de forhåbentlig ikke er nødsaget til at forholde sig til deres indtag efter festen, siger Isabella Øllgaard og fortsætter: 

- Samtidig er det en støtte for både arbejdsgiver og medarbejder, når der opstår en hændelse, siger hun.

Sammen med en alkoholpolitik kan det være en god idé som ledelse eller arrangør at sætte tydelige rammer forud for arrangementer. Det kan være, hvor længe festen varer, og at der også udskænkes alkoholfrie alternativer, så alle medarbejdere føler sig inkluderet uanset om man drikker alkohol eller ej.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik