Louises håb blev knust: "Nu er det bare et tomt værelse"

Louise Stenstrup troede, hun skulle være mor lige om lidt. Børneværelset står klart, og billeder og videoer af det adoptionsbarn, hun var matchet med, har hun kigget på igen og igen. Men nu har socialministeren suspenderet al udenlandsk adoption.

- Det her er min søn, som venter i Sydafrika. 

Louise Stenstrup viser et billede på kommoden i et tomt børneværelse, som er hyggeligt indrettet.

Hun var lykkelig, da hun i august fik at vide, at nu var der endelig et match. Hun skulle være adoptivmor for en dreng fra et børnehjem i Sydafrika. 

Og hun kastede sig ud i at gøre værelset i lejligheden i det indre København klar til at modtage ham.

- Jeg håber, at vi på et tidspunkt kan være glade sammen.

Men forventningens glæde er lige nu sat på standby. Den er erstattet med frustration og usikkerhed.

- Nu er det bare et tomt værelse, som måske aldrig bliver mere livligt, end det er nu.

Det var tirsdag den 16. januar, at Louise Stenstrups fremtidsdrømme punkterede fra det ene øjeblik til det andet.

Her trådte Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil frem på tv-skærmen og proklamerede, at hun nu lukkede ned for alle internationale adoptioner og kaldte over for TV 2 situationen alvorlig.

- Det skaber i særdeleshed utryghed for dem, der står på venteliste eller er blevet matchet med et barn, men også for dem, der allerede har adopteret, sagde ministeren.

Minister kan ikke sige, om der igen åbnes for adoption

Lige nu er ordningen suspenderet i en periode, og tidshorisonten er derfor uklar, fortalte ministeren til TV 2.

- Jeg kan ikke sige, hvornår vi igen eventuelt kan genåbne og under hvilke regler. Som situationen er nu, er der en total krise på det internationale adoptionsområde.

Pernille Rosenkrantz-Theil kunne derfor ikke over for TV 2 svare på, om perioden bliver kort, mellemlang eller vil vare for evigt. For lige nu er der ikke nogle organisationer, der står for adoptionsformidling i Danmark.

Louise Stenstrups adoptionssag vil stadig blive færdigbehandlet af Ankestyrelsen, men hun frygter, at socialministerens udmelding kan betyde, at hendes sag bliver afvist.

- Ankestyrelsen er jo som politisk organisation underlagt Socialministeriet. Når Socialministeren så med udokumenterede påstande om børnehandel, lukker adoptioner ned, vil Ankestyrelsen være super påpasselige med, hvad de godkender.

Louise Stenstrup står langt fra alene med sin frustration. 

Syv andre er ved at få behandlet deres sag i Ankestyrelsen, og 36 par eller enlige stod på ventelisten, da socialministeren smækkede døren i.

quote Hver morgen vågner man og håber, at den smerte, man har, er forsvundet, imens man har sovet

Cathrine Sortberg Vestergaard

Gennemlever smerten igen og igen

Også hos et par i Birkerød har adoptionsstoppet haft store konsekvenser.

- Jeg sad på arbejdet og fik beskeden. Og lige pludselig var verdenen bare forandret på et splitsekund, fortæller Sebastian Sortberg Vestergaard om den 16. januar, hvor der blev indført adoptionsstop. 

(Artiklen fortsætter efter boksen og billedet)

Spørg Os - Formular

_

Sebastian og Cathrine Sortberg Vestergaard stod først på adoptionslisten i Thailand. Nu er det ikke sikkert, om de overhovedet kan få lov til at adoptere.
Sebastian og Cathrine Sortberg Vestergaard stod først på adoptionslisten i Thailand. Nu er det ikke sikkert, om de overhovedet kan få lov til at adoptere.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Sammen med sin hustru, Cathrine Sortberg Vestergaard, besluttede de for fire år siden at adoptere, fordi de ikke selv kunne få børn.

- Ret hurtigt besluttede vi os for at sige. Det virker ikke, så var det naturligt for os at vælge international adoption som mulighed.

Den skæbnesvangre dag i januar stod de nummer ét på ventelisten til et barn fra Thailand. Men nu er den drøm muligvis slukket for altid.

- Det er en meget uvirkelig situation. Hver morgen vågner man og håber, at den smerte, man har, at den er forsvundet, imens man har sovet. Men så står man op til en ny dag, hvor man gennemlever den samme smerte igen og igen.

(Artiklen fortsætter efter videoen)

Myndighederne har sat adoption af udenlandske børn på stand by - og konsekvenserne for de mennesker, der har glædet sig til snart at skulle være forældre, er enorme.

Parret fra Birkerød mener, at Socialministeren overreagerede, da hun pludselig lukkede ned for de internationale adoptioner.

- Det er rigtig, at man vil sikre, at adoptionen er i barnets tarv. Men det er meget uhensigtsmæssigt, at socialministeren i retorikken sammenligner de forfærdelige ting som skete i 70'erne og 80'erne med den måde, adoptioner foregår i dag, siger Cathrine Sortberg Vestergaard.

Flere medier har de seneste år afsløret, at mange adoptivbørn for 20-30 år siden ufrivilligt blev fjernet fra deres forældre og solgt. Senest har DR bragt en dokumentarserie med titlen ’Det store adoptionstyveri’. Serien havde premiere et par dage efter socialministerens udmelding.

Men Louise Stenstrup mener ikke, at fortidens synder burde ødelægge fremtidens adoptioner:

- Det er vigtigt, at fortidens fejl kommer frem i lyset. Men det er en vigtig nuance, at fortiden ikke er nutiden, og fortiden skal heller ikke definere fremtiden.

Lovgivningen om adoptioner er de seneste år blevet strammet flere gange. 

Det er i dag en langsommelig proces at adoptere, hvor Ankestyrelsen er tilsynsmyndighed, for at sikre at der ikke bliver fusket med adoptionerne.

- Heldigvis har man skærpet lovgivningen i dag, så adoptioner foregår trygt, mener Louise Stenstrup.

quote Jeg føler ikke bare, at jeg kan skifte et barn ud med et andet barn. Så hvis det ikke lykkes at hente ham hjem hertil. Så er det lys endegyldigt slukket

Louise Stenstrup

Ankestyrelsen har flere gange kritiseret DIA, Danish International Adoption, som indtil organisationen 16. januar valgte at lukke, var Danmarks eneste formidlingsorganisation for adoption.

DIA har ifølge Ankestyrelsen ikke kunnet opfylde kravene i adoptionsloven, så man sikrer at, at der ikke er nogen, som tjener penge på adoptioner.

Derfor har Ankestyrelsen anbefalet, at der føres skærpet tilsyn med adoptionssagerne. Men Ankestyrelsen har ikke anbefalet, at der helt lukkes ned for alle adoptioner. 

Derfor mener de mange adoptionspar på ventelisten, at socialministeren overreagerer.

- Vi synes, at det er bekymrende, at socialministeren ikke følger Ankestyrelsens vurdering og anbefalinger. Og det er også meget vidtrækkende i forhold til de fejl, som man er fundet i nutidens sager.

Udskamning af adoptivfamilier

De mener samtidig, at socialministeren med sin sanktion og retorik er med til at stemple alle adopterede i Danmark og de, der ønsker at adoptere.

- Vi er selv blevet kaldt for menneskehandlere. Debatten om adoption er enorm hård. Og det er den blandt andet, fordi vi har en minister, som bruger hårde ord om adoptioner uden opbakning fra Ankestyrelsen. Det er med til at legalisere en national udskamning af en familieform, som tusindevis af danskere har tæt inde på livet.

For Louise Stenstrup er det en livsdrøm, der brister, hvis hendes sag bliver afvist. Så hun vil ikke forsøge adoption igen.

- Jeg føler ikke bare, at jeg kan skifte et barn ud med et andet barn. Så hvis det ikke lykkes at hente ham hjem hertil. Så er det lys endegyldigt slukket, konstaterer Louise Stenstrup.

TV 2 Kosmopol har forgæves forsøgt at få en kommentar fra socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik