(Artiklen her blev oprindeligt udgivet i marts 2024. Fik du ikke læst den dengang, har du chancen nu.)
Peter Dahl er leder af beredskabet i Københavns Politi og har i mere end 30 år haft sin daglige gang på Politigården.
Alligevel er bygningen med sine detaljer og hemmelige rum fortsat i stand til at overraske ham.
Som da han først for nylig så en af de små aflytningsbokse i kælderen, som tyskerne under krigen brugte til at aflytte københavnerne.
- Vi havde en af dem, vi kalder en blå mand - altså dem, der går og skifter pærer og sørger for, at alting fungerer herinde - som skulle på pension. Han tog os med rundt og viste os nogle af de hemmeligheder, som Politigården har, som ingen andre har set, da tingene jo ellers ville gå i glemmebogen, forklarer Peter Dahl.
Hvis man står i en speciel vinkel, så kan man se et kvindeansigt, når man står ved pissoiret
Kvindeansigtet på væggen
En anden ting, som den såkaldte blå mand gjorde opmærksom på, er den måde, som væggene på Politigården er udsmykket på.
Detaljer, som man kun ser, hvis man ved, de er der.
- Normalt filmer man jo ikke på toiletterne, men vi har jo nogle helt fantastiske toiletter, hvor der har været nogle italienske marmoreringsmalere.
- De har simpelthen lavet nogle steder, så hvis man står i en speciel vinkel, så kan man se et kvindeansigt, når man står ved pissoiret. Og sådan gemmer den her bygning på en masse små hemmeligheder, smiler Peter Dahl.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
En del af de betjente, som har gjort tjeneste her, og som havde det, der hedder en intern rundering, hvor man hver aften gik og slukkede lys på alle gangene, de er mange gange faret vild.
De glemte dokumenter
Lørdag den 30. marts var det 100 år siden, Politigården med sine godt 42.000 kvadratmeter blev indviet.
Bygningen er tegnet af arkitekt Hack Kampmann. Den er inspireret af den sydeuropæiske renæssance, barokkens arkitektur, ligesom detaljer i bygningen er inspireret af antikt romersk kunsthåndværk og moderne art deco.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Historiker ved Politimuseet, Lasse Dahl, har et indgående kendskab til bygningen og dens mange fortællinger.
Om hvordan det danske tekniske mandskab i kælderen under Anden Verdenskrig smuglede masser af våben ud til modstandsfolk i borde med et ekstra rum, mens hipofolk (dansk uniformeret hjælpepoliti, som tyskerne oprettede, efter man opløste det danske politi i september 1944, red.) stod vagt ved portene.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Spørg Os - Afstemning
_
Eller hvordan en kriminalassistent for få år siden på et støvet loft fandt en række dokumenter, som handlede om afhøringer af danske medlemmer af Varulvene – Hitlers mystiske terrornetværk i Danmark.
Dokumenter, som førte til en ny efterforskning af mulige våbenlagre i Danmark.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
De kilometer efter kilometer lange gange på Politigården er indbyrdes forbundne, ligesom man kan gå fra kontor til kontor uden nødvendigvis at skulle bevæge sig ud på gangene.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Og noget af det, der kendetegner bygningen, er, at den er meget, meget svær at finde rundt i.
- Jeg ved, at en del af de betjente, som har gjort tjeneste her, og som havde det, der hedder en intern rundering, hvor man hver aften gik og slukkede lys på alle gangene, de er mange gange faret vild, siger Lasse Dahl Birch, som fortæller, at selv den tidligere politidirektør, Hanne Bech Hansen, havde lignende problemer.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
- Der er en berømt historie om Hanne Bech Hansen, som er citeret for at sige, at hun havde nogle meget faste ruter her på Politigården, fordi den er så svær at finde rundt i. Hun kunne simpelthen ikke have, at politidirektøren ikke skulle kunne finde rundt i sit eget hus, slutter Lasse Birch.
