Mor og søn samler dagligt op efter folks misbrug: "Det skal ikke ligge og flyde"

I årets to første måneder har Københavns Vestegns Politi rejst 63 sigtelser for besiddelse eller salg af lattergas. Store lattergasflasker ligger og flyder på den Københavnske Vestegn. En mor og en søn fra Albertslund har gjort det til sin mission at samle dem op.

Der lyder en sivende lyd, når Nikolaj Mathisen åbner ventilen på den 670 gram tunge pink lattergasflaske. 

Man kan se gassen med det blotte øje sive ud af flasken - så kraftig er trykket.

- Nu bliver den kraftedme kold, siger han og lægger den ukontrolleret fra sig ned på jorden, så der lyder et 'klonk'. 

Han har fået tegn på forfrysning på fingrene efter blot at have holdt flasken i 15 sekunder. 

Nikolaj Bindslev Mathisen er til daglig postarbejder, men i sin fritid har han en passion sammen med sin mor. De to har dagligt samlet lattergasflasker op fra vestegnens vejkanter.

De synes, det er noget svineri, at de ligger overalt. 

I starten af 2024 har har de begge oplevet en stigning af de ulovlige flasker. På blot to uger har de fundet over 50 store lattergasflasker.

- Jeg synes, der er blevet så mange på det sidste. Det er altså noget forfærdelig noget, siger Nikolajs mor, Elsebeth Mathisen, til TV 2 Kosmopol.

Det er flasker som denne, der ligger rundt omkring i hovedstadsområdet. Ofte af mærket Fastgas.
Det er flasker som denne, der ligger rundt omkring i hovedstadsområdet. Ofte af mærket Fastgas.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Når flaskerne ligger og flyder, skyldes det, at det siden sommeren 2023 kan give store bøder at besidde lattergasflasker. Derfor bliver de kastet alle mulige steder, blandt andet på Vestegnen, hvor Nikolaj og hans mor flittigt samler dem op. 

- Der ingen tvivl om, de unge tager gassen i bilerne og kaster dem ud i vejkanten, for det er der, vi finder dem, fortæller Nikolaj Mathisen.

Muligheder for bøder

Hvis politiet stopper dig i besiddelse af lattergas, uden du kan bevise det er i virksomhedsøjemed kan du risikere at få en bøde. Bødebeløbene fordeler sig således:

• 3.000 kroner i bøde for at besidde op til 1.349 gram gas
• 5.000 kroner i bøde for at besidde mellem 1.350 og 2.699 gram gas
• 50.000 kroner i bøde for at besidde over 2.700 gram gas (den store mængde anses for at være med henblik på salg)
• Det kan koste over 10.000 kroner i bøde for at besidde lattergas i køretøjer (der er særlige regler for transport af farlige beholdere under tryk)

 Kilde: Københavns Vestegns Politi

Politi rejser én sigtelse om dagen

Lattergasflaskerne er heller ikke gået Københavns Vestegns Politis næse forbi. 

Efter det den 1. juli sidste år blev gjort forbudt at have lattergas på sig samt sælge og indtage gassen, har politikredsen haft fokus på problemet.

quote De fleste af de her sigtelser er for besiddelse af lattergas i biler. Det er bekymrende, fordi det er farligt at køre påvirket.

Claus Bardeleben, vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi

Alene i 2024 har de på årets første to måneder rejst 63 sigtelser enten for besiddelse eller markedsføring af lattergas. Det er cirka én sigtelse om dagen. 

- Det er selvfølgelig et problem for Københavns Vestegn, at vi har så mange sigtelser, som vi har. Ikke mindst, fordi det er så trafikfarligt, når man kører bil, siger Claus Bardeleben, der er vicepolitiinspektør for Københavns Vestegns Politi. 

- De fleste af de her sigtelser er for besiddelse af lattergas i biler. Det er bekymrende, fordi det er farligt at køre påvirket, konstaterer vicepolitiinspektøren. 

I dag kan politiet ikke spore lattergas i blodet, og derfor kan de alene sigte for besiddelse af lattergaspatroner og ikke for påvirket kørsel. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

De små patroner er pist væk

Op igennem 10'erne dominerede de små sølvfarvede lattergaspatroner Hovedstadens - og for den sags skyld - landets gader og stræder. Billeder fra Roskilde Festival, der havde små affaldsøer med patroner, florerede flittigt i medierne. 


I 2020 gjorde magthaverne det ulovligt at købe eller sælge små patroner i butikker, der sælger alkohol og tobak. 

Derfra skete der et skift.

Nu er de små flasker pist væk fra gaden. Derimod er store farvede lattergasflasker med smag dukket op i vejkanten.

- Det var ligesom, når man tømmer et askebæger ud af bilen, der kan man se, der bliver røget i bilen. Sådan var det også med de små lattergaspatroner. De lå jo i bunker rundt omkring. Nu ser vi dem ikke længere. Nu ser vi kun de store, siger vicepolitiinspektør Claus Bardeleben til TV 2 Kosmopol. 

Det var hverdag at støde på små sølvfarvede patroner fra midten af 10'erne og frem til 2020.
Det var hverdag at støde på små sølvfarvede patroner fra midten af 10'erne og frem til 2020.

Elsebeth og Nikolaj Mathisen fortæller til TV 2 Kosmopol, at det næsten kun er i vejkanten ved landeveje, de finder flaskerne. 

Og det er særlig et mærke, der går igen i familie-duoens lattergasfund. Fastgas.

Vildledende markedsføring

Fastgas er en hollandsk virksomhed, der sælger lattergasflasker (N2O, som er det kemiske navn), helium og CO2 gas.

Lattegasflaskerne bliver produceret med henblik på at lave flødeskum og sælges til erhvervsdrivende, skriver de på deres hjemmeside, som også findes som en dansk hjemmeside. 

Men blikfanget, man mødes af på deres site, er fest og farver og fraser som:

- Vi er her for at give dig det ekstra skub til at holde dig i gang eller for at hjælpe dig med at slappe af efter en lang dag. Siden vores start har vi altid troet på at skabe varige minder.

quote Det er min klare opfattelse, at det er vildledende markedsføring. Lyset og sproget minder ikke om noget, der handler om flødeskum

Marianne Hundahl, Aalborg Universitet

Adjunkt og underviser i forbrugerret ved det juridiske institut på Aalborg Universitet, Marianne Hundahl, kan umiddelbart ikke finde noget, der rimer på flødeskum ved Fastgas' markedsføring af lattergasflasker. 

Specielt en reklame får adjunkten til at spærre øjnene op. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

- Det er min klare opfattelse, at det er vildledende markedsføring. Lyset og sproget minder ikke om noget, der handler om flødeskum, siger hun til TV 2 Kosmopol. 

Vildledende markedsføring er i strid med den danske markedsføringslov og loven fra 1. juli 2023, at man ikke må markedsføre lattergas til forbrug. 

Desuden er det også vildledende, at Fastgas' hjemmeside ligner en onlineshop, man som forbruger kan gå ind og bestille så mange flasker, man vil have, selvom de officielt henvender sig til erhvervsdrivende 'distributører', som de kalder dem. 

- Hvis de skal markedsføre sig mod de erhvervsdrivende, som de siger, de gør, er det uklart, at det er det, de vil. Som helhed fremstår deres markedsføring meget uklar, siger Marianne Hundahl.

TV 2 Kosmopol har gentagende gange forsøgt at komme i kontakt med repræsentanter fra Fastgas, men uden held. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

(Artiklen fortsætter under billedet)

På bare to uger har mor og søn fra Albertslund samlet 50 gasflasker op, som lå og flød i vejkanterne på vestegnen.
På bare to uger har mor og søn fra Albertslund samlet 50 gasflasker op, som lå og flød i vejkanterne på vestegnen.

Fortsætter ufortrødent

Elsebeth Mathisen har bukket sig ned mod den store lattergasbunke, der ligger i forhaven ved hendes hjem i Albertslund.

- Lugter det ikke af jordbær? spørger hun sin søn

Hun rykker tættere på en af de røde flasker, hvor der står Strawberry flavour på. Hun sniffer igen.

- Det var dog mærkeligt, siger hun. 

Hvorfor bliver I ved med at samle dem op dag efter dag?

- Fordi, vi ikke kan lade være, siger de nærmest i kor på hinanden.

Nu er 80-årige Elsebeth oppe at stå igen. Spørgsmålet gav et sæt i hende. 

- Det skal ikke ligge der og flyde. Jeg kan ikke lide, at det forrådner naturen, og jeg kan især ikke lide, at det er unge, der tager så meget her, siger Elsebeth og peger ned mod den store bunke med 50 store lattergasflasker. 

Elsebeth Mathisen har lavet en aftale med den lokale genbrugsstation, at de en gang om måneden kommer og henter flaskerne for at fragte dem sikkert til genanvendelse, da det ifølge loven bliver betragtet som farligt gods. 

Mor og søn har ufortrødent tænkt sig at fortsætte med at samle lattergasflasker op, indtil flaskerne ikke er at finde mere på vejene på vestegnen.

- Det er overalt, overalt. Men vi er altid årvågne, klukker Elsebeth Mathisen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik