Efter afsløring af 600.000 ulovlige piller: Nu løfter minister lidt af sløret for opioid-udspil

Regeringen handler ikke for langsomt, mener justitsminister, der frygter en "egentlig opioidkrise" i Danmark.

Sagen om beslaglæggelsen af 600.000 ulovlige piller onsdag morgen ved grænseovergangen til Frøslev understreger igen de udfordringer, som Danmark har med udbredelsen af opioider.

Sådan lyder det fra justitsminister Peter Hummelgaard (S), der er "rigtig nervøs og bange" for, at "vi står ved foden af et bjerg, som kan udvikle sig til en egentlig opioidkrise".

En stor del af de piller, der blev beslaglagt, var netop opioider, som blandt andet er karakteriseret ved at være smertestillende, men også vanedannende.

TV 2 Kosmopol har igennem længere tid fortalt, hvordan opioider bliver misbrugt af unge

Hårdere straffe

Sagen kommer, efter at Skatteministeriet i starten af februar oplyste, at toldere finder flere opioider end nogensinde før.

Ministeren har tidligere meldt ud, at regeringen inden sommerferien vil komme med et udspil, som imødegår udviklingen på opioidfronten.

Og nu løfter han lidt af sløret for indholdet, selv om han ikke vil "gå i detaljer" med alle tiltag.

- Noget af det handler om forebyggelse og oplysning især til vores unge mennesker om farligheden af de her smertestillende piller.

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

- Men der er også noget, der handler om stærkere kontrol og hårdere straffe for bagmændene og dem, der handler med de her stoffer, siger han.

Det er altid relativt, om hårdere straffe rent faktisk virker, lyder det.

Men hvis man sammenligner området med de udfordringer, som Danmark har med organiseret bandekriminalitet, så vil ministeren "klart mene", at hårdere straffe har været "et afgørende element" for forebyggelsen, fortæller Hummelgaard.

Begrænset viden

Selv om han allerede i april sidste år ifølge TV 2 Kosmopol udtrykte, at udviklingen inden for opioider er "sindssygt bekymrende", så mener ministeren ikke, at regeringen handler for langsomt.

- Det, vi kunne konstatere dengang, var, at de her historier var begyndt i det små. Men vi havde ikke særlig meget viden om omfanget og farligheden af det.

quote Vi er selvfølgelig nødt til at sørge for, at vores lovgivning følger med, når det er, at der opstår nye markeder.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S)

Derfor har ministeren i mellemtiden brugt tiden på at blive klogere på området og bedt Sundhedsstyrelsen vurdere udbredelsen.

- Jeg tror, at meget af den her viden stadig har huller i sig, fordi vi først for sent opdager, hvor mange der egentlig er fanget i et misbrug.

- Men vi kan ikke gøre noget uden den nødvendige viden, og jeg tror stadigvæk, at vi har opfanget nogle tendenser på et relativt tidligt tidspunkt, som gør, at vi kan handle på det.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Justitsminister Peter Hummelgaard
Foto: Sofie Hansen/TV 2 Kosmopol

Hummelgaard hæfter sig ved, at det for nuværende er forholdsvis straffrit at besidde op til 3000 receptpligtige piller.

Til sammenligning udløses den højere straframme for besiddelse af euforiserende stoffer allerede, hvis man har 150-200 ecstasypiller eller 25 gram kokain på sig.

Justitsministeren mener således, at sælgerne af opioider benytter sig af "opioidfinten", fordi man i nogle tilfælde kan slippe med en bøde, hvis man bliver taget med op til end 3000 piller.

- Vi er selvfølgelig nødt til at sørge for, at vores lovgivning følger med, når det er, at der opstår nye markeder.

- Det, der er ekstra bekymrende, er, at Sundhedsstyrelsen for nylig har konkluderet, at mange af de her forskellige typer af opioider har den samme type farlighed som kokain og andre typer narkotika.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Afdækket tendens

TV 2 Kosmopol har tidligere afdækket tilgængeligheden af de vanedannende piller i syv forskellige kiosker i København.

I to kiosker var det muligt at købe pillerne, mens personer i to andre kiosker kunne fortælle, hvor man kunne købe dem andre steder.

Udspillet kommer derfor til at forholde sig til, hvad der skal til, før man mister sin mulighed for at drive virksomhed, lyder det.

Sundhedsstyrelsen fortalte i en rapport i efteråret, at flere end 200 unge mellem 16 og 25 år blev indlagt med opioidforgiftning i 2022.

Ifølge rapporten var opioidforgiftning den formodede dødsårsag i forbindelse med 124 dødsfald i 2022.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik