Denne artikel blev udgivet i april 2022, men vi synes stadig, den er værd at læse.
I 1980´erne var der over 1.000 værtshuse i København. I dag er der cirka 220 tilbage. I denne artikel kan du læse om:
Hvilke ni stamsteder forfatterne mener, du skal opleve med egen lever og lunger.
En guide til de uskrevne regler for den urutinerede værtshusgæst.
Hvorfor værtshusene er deres egne værste fjender.
Folkene bag den massive vandhulsbog består af Anders Højberg Kamp (th) og Johannes Jacobsen (forfattere), Thomas Skou (fotograf) i midten, mens Peter Buch Hansen og Kasper Bjerre (tv) er ophavsmænd til idéen og redaktører på bogen.
De larmer. De lugter. De koster penge. Og så man vil helst ikke dele hus med dem. Alligevel elsker vi dem. Og nej, jeg taler ikke om børn, selvom det kunne lyde sådan. Det handler om de brune værtshuse. Eller stamsteder, som en 3,6 kilo tung og 655 sider lang mastodont af en bog hedder.
Anders Højberg Kamp, Peter Buch Hansen, og Thomas Skou står, sammen med to andre, bag bogen og de har kastet sig ud i noget så hasarderet og leverbelastende som at besøge, beskrive og forevige samtlige værtshuse i København og Frederiksberg.
Jeg møder trioen på Café Fuglereden i Københavns Nordvestkvarter en tirsdag eftermiddag. Dovne, tunge regnvejrsskyer hænger over det charmerende lyserøde hus med et strittende tårn. Jeg glæder mig og føler mig en smule rebelsk. For jeg kan og skal for første gang i min 11 år lange karriere som journalist, drikke øl i arbejdstiden. Endda på min arbejdsgivers regning. Og hvad bliver jeg så mødt med? En sort, dampende kop kaffe!
Ja, griner Anders, der er den ene af de to sproglige virtuoser på bogens mange sider.
Jeg har sgu valgt at køre en hvid februar. Det har været en lidt hårdt at lave denne her bog. Så min krop trænger lige til en pause uden bajere.
Kastrupvej 67, København S
Ifølge Amagerliv er Café Schelenborg efter artiklens udgivelse kommet under konkurs.
Café Schelenborg ligger ude på det ægte og næsten uberørte arbejder-Amager og er nabo til Amager Hospital. Stedet åbner kl. 09 hver eneste dag, og derfor kan det også være oplagt at begynde en eventuel stamsteds-rundtur netop her.
Det er et fantastisk sted. Morgenmad koster 15 kr. Og det er bartenderens private morgenmad. Det er vildt fedt. Og det er fedt at komme dybt ud på Amager i forhold til dem, som ligger lige på den anden side af vandet,siger Peter Buch Hansen.
Schelenborg har naturligvis billardbord, som de fleste andre Amagerværthuse. Billard er ikke for sjov på Amager. Det er dybt seriøst, og værtshusene dyster indbyrdes i turneringer. Morgenmaden består i øvrigt af fuldkornsfranskbrød, lageret ost, spegepølse og et blødkogt æg. (Efter denne guide blev færdig, er Café Schelenborg blevet lukket på ubestemt tid).
- Vi kalder den stamsteder, fordi vi også har taget halvbrune steder med. Vi har taget nogle med, som har nogle andre koder. Værtshuse er typisk røg, billard, emaljeskilte og mørk belysning, forklarer Anders Højbjerg Kamp og fortsætter:
- Det mindst brune, vi har med er Bartof Café. Men ham Joakim, som ejer det, han skaber sådan en stamstedsfølelse, og der er nogen, som kommer tilbage hver dag.
Peter Buch Hansen supplerer:
- Der er ikke en generel formel for, hvad et værtshus er. Nogle ryger man på, nogle
har spillemaskiner, og nogle har klokker. Men der er ikke en facitliste. For eksempel har værtshusene i København K ikke klokker. De er taget ned, fordi turisterne misbrugte dem.
- Og så er der værtshuse, hvor man ikke må ryge. Nu har Wessel Kro lige sagt, at de stopper med rygning, så det med at sige, at der skal være bestemte ting, før det er et værtshus, det kan man næsten ikke. Der er i hvert fald ikke noget, som 100% går igen alle steder. Ikke andet end at du kan få en flaske-øl. Det er måske det.
Valby Langgade 191, Valby
I en to etagers høj murstensbygning i den fjerneste afdeling af Valby Langgade ligger Bodega Teglskægget. Skulder ved skulder mellem andre lavstammede butikker. Dog er Teglskægget ikke lille. Bodegaen er af den langstrakte type.
- I Valby har Hussein, der er tyrker, fået et rigtig godt værtshus op at stå. Der er et rigtigt lækkert mix af unge og gamle, og der er billard. Der er virkelig en rar og hyggelig stemning. Og jeg er tror, at Hussein er en af Københavns bedste tjenere. Alle elsker Hussein, og han kan huske alles navne. Og han er virkelig, virkelig sød. Der er altid god stemning, siger Anders Højbjerg Kamp.
Teglskægget er fra 1973. Indrettet brunt i brunt med møllehjul, skibsror og tegltag over baren, som giver navn til stedet.
I dag ejer Hussein bodegaen, det har han gjort siden 2000érne. Hussein kom til landet som gæstearbejder, siden blev han købmand og altså værtshusejer. Han har, ifølge Anders, skabt et sted til hverdagshygge, opvarmning før byen og en festkro.
- Ja, det er markante forskelle. Man kan nærmest dele det op i Trivial Pursuit-trekanter, slår Thomas Skou meget hurtigt fast.
- I Indre by-værtshusene er stamgæsterne i høj grad væk. Der ér stamgæster, men det er fyraftensstamgæster, hvor de kommer fra kontorerne, forklarer Anders, imens Peter tilføjer:
- Og sådan nogle steder som Hvide Lam, de lever på, at rigtig mange får forvildet sig der ind en torsdag eller fredag aften, når de alligevel går på Købmagergade. De lever på en helt anden måde, end værtshusene på ydre Nørrebro og Amager.
- Jeg synes virkelig, at man kan mærke forskel på de forskelle kvarterer. En dag tog vi syv værtshuse i Sydhavnen, og der kunne vi virkelig mærke, at det er et tungt miljø. Tungt og sumpet. Miljøet i Valby var også i en tungere ende, men noget mere levende, forklarer Thomas. .
- På Frederiksberg kan man helt generelt mærke, at der er et pænere publikum. Der er klart færrest røverhistorie på Frederiksberg. De er langt mere borgerlige, konstaterer Anders og fortsætter:
- Ude på Amager fik vi klart flest røverhistorier. Men på Amager var folk også de mest imødekommende og åbne.
- Ja, på Amager og Østerbro var gæsterne og stamsteder klart meste positive og åbne. Og det overraskede os lidt.
- Jeg er meget overrasket over diversiteten og vildskaben på Østerbro. Der er steder, som virkelig er helt vilde. Blandt andet Bassinet, hvor det virkelig sejler. Og Perikles er også virkelig unikt.
Anders Højberg Kamp tilføjer:
Og så er der Femmeren, Jazz-værtshuset. Det er et af de lidt pænere steder. Der står i kontrasten i Bassinet, hvor det er smadrede møbler, masser af støv og alle er fulde kl. 13. Og der er bare fest hver
dag. Det er nok lidt overraskende, når det er Østerbro og man kender det segment, der bor derude.
Finsensvej 53, Frederiksbeg
Oprindeligt var Pub 53 en købmandsbutik, men i 1973 købte blandt andet Nuppe Norup sig ind som ejer og skabte pubben. I dag er Norup eneejer og har faktisk overdraget størstedelen af det daglige arbejde til sin kone Inge-Lise.
- Pub 53 ligger langt ud på Frederiksberg. Og det ramte jeg alene på en hverdagsformiddag. Og det har sat sig i mig. Der sad en lokal poet og drak rosé med sin sixpence. Med en leguan-guldring, en skorpion-guldring og to sølvstokke. Der blev min interesse vakt. Og så er Inge-Lise som har stedet skøn. Alt er gået i stå der inde tidsmæssigt. Men der er en varme og en imødekommenhed på en lidt anderledes, lidt skæv og kultiveret måde. Og så har de en wall of fame, hvor alle legenderne, der er kommet der igennem tiderne, kommer op at hænge med en karikaturtegning. Vildt fedt sted, fortæller fotografen Thomas Skou.
Beværtningens slogan er ”Hvorfor ikke hygge sig?”. Og giver man en omgang – altså ringer med klokken, rejser alle gæsterne sig op og synger for giveren.
- Det var en noget rystende oplevelse at møde ham, for han var meget syg. Jeg ved ikke, hvad han fejlede, men han var meget svagelig og hostende, fortæller han og tilføjer, at det ifølge Poul Jensen tog ham timevis at komme ud af sengen dagligt.
Ejeren Nuppe Norup er måske, måske ikke landets længst siddende værtshusejer med sine 49 år på bagen. Måske er der en i Jylland, som har ejet sit værtshus i længere tid. Og derfor har Nuppe Norup heller ingen planer om at vige pladsen foreløbigt. Han går benhårdt efter titlen.
- Du sætter dig ikke bare op på en stol i baren. Det kan jo være, at personen lige er ude at pisse, sætter noget på jukeboksen eller lige skulle tale med én, og så sætter man sig ikke foran hans sjat, som han lige har betalt 26 kroner for. For så kan man hurtigt gøre sig vildt upopulær over en lille ting, forklarer Thomas Skou.
- Helt generelt: Hvis du kommer på et værtshus, du ikke kender, er det en rigtig god idé at spørge, hvor man må sætte sig. Det kan godt være, at der er helt frit alle steder, men måske er Carsten lige på
trapperne, og han har sin stamplads, hvor han sidder hverdag kl. 16.
- Der er den uskrevne regel om, at man sætter sig i baren, hvis man gerne vil tale med andre, og man sætter sig ned til et bord, hvis man gerne lige vil have lidt fred og ro. Derfor slår man sig heller ikke ned ved andres bord og indleder en samtale, instruerer Peter Buch Hansen.
- Og så rører man ikke andres øl. Man drikker den slet ikke, men man flytter heller ikke rundt på den.
- Endeligt skal man lade være med at tage en fodboldtrøje på fra et andet hold end det stedet holder med – ikke medmindre du vil have noget ballade.
Århusgade 65, København Ø
Bassinet på Østerbro er et ægte kælderværtshus. Og ifølge forfatterne er det nemt at falde i her og svært at komme op igen.
- Dét skal man besøge.
Så kort lyder anbefalingen fra Peter, som dog gerne uddyber lidt:
- Det er galskab, og det er vildskab. Men er man ny på stedet, skal man lige lure stemningen, før man folder sig helt ud. Ellers kan det godt give bagslag.
Bassinet har eksisteret i hvert fald siden 1970érne og er mere eller mindre indrettet som en hyldest til havnearbejderne og sømændene, der arbejdede på den anden side af gaden.
Den dag i dag kan man stadig møde søens mænd på Bassinet, det er fiskerne, der efter at have røgtet garn, kommer forbi og får en tidlig morgenbajer.
- Tilbage i 90’erne var der stadig farlige værtshuse, som var rockerejet, eller hvor man, hvis man ikke var lokal nok, eller så forkert på folk, kunne få bank. Men sådan er det slet ikke mere, slår Peter Buch Hansen fast, mens Anders Højberg Kamp fortsætter:
- Selvfølgelig kan du få en på tuden på et værtshus, men det kan du også på et diskotek og alle mulige andre steder.
Peter Buch er enige med Anders, dog med en enkelt undtagelse:
- Hvis tager du en Brøndby-trøje på og går ind på Prikles på Østerbro, så kan det stadig være farligt. Men det tror jeg også, er den eneste kombination, hvor du kan ende i noget snavs.
-I bogen har vi en del voldsepisoder med. Men det er alt sammen noget, som skete for mange år siden. Det er intet fra nyere tid. Den nye tendens med værtshuse er, at de unge er begyndt at bruge dem rigtig meget i takt med, at byen er blevet gentrificeret, og de gamle falder fra. Derudover så bor håndværkerne nu ude i forstæderne, så de drikker heller ikke fyraftensbajere mere, for de skal køre hjem. Og den nye befolkningsgruppe i København er overvejende kontoransatte, og højere uddannede mennesker. De er pæne mennesker og går ikke på
værtshus. Men de unge er begyndt at bruge værtshusene helt vildt. Fordi det er billigt, og fordi de må ryge. Og ikke mindst kan de må danse og skeje lidt ud, og så tror jeg også, at de godt kan lide at få en god historie, slår Anders Højberg Kamp fast.
Frederikssundsvej 70, København NV
Café Fuglereden har i de seneste år været en del i medierne. Ikke fordi stedet emmer af hygge eller har en øldrikkende huskat – begge dele er dog sandt - men fordi husets ejer vil rive den nærmest ikoniske bygning ned og opføre en større etageejendom med ungdomsboliger.
Nedrivningen ville i sagens natur bliver værtshusets endelige, og derfor gik stamgæster, værtshusejer og naboer til kamp for Fugleredens bevarelse. Fuglereden måtte ikke dø. Og i første omgang har husets ejer tabt sagen. Men planerne ulmer stadig. Det er dog ikke noget, man i dagligdagen bemærker på værtshuset, hvor bajere og en bred kam af gæster går hånd i hånd.
- På Fuglereden er der en ekstremt behagelig stemning. Her kommer der mange unge mennesker. Og så er der nogle sjove excentrikere og personligheder. De en værthuskat, Felix, som er ret glad for gyldne damer (øl,red.). Den er faktisk Felix den 2.. Felix den 1. blev 17 år, så kunne den ikke mere, fortæller Anders Højberg Kamp.
- Det var en noget rystende oplevelse at møde ham, for han var meget syg. Jeg ved ikke, hvad han fejlede, men han var meget svagelig og hostende, fortæller han og tilføjer, at det ifølge Poul Jensen tog ham timevis at komme ud af sengen dagligt.
Fuglereden er et blødt værtshus – her kan man sagtens se gæster læse i en bog eller diskutere musik, kunst og politik. Det behøver ikke være så grovkornet. Og er man heldig, møder man også Fugleredens berømte og nok mest faste stamgæst, Direktøren, som har sin faste plads lige inden for døren.
-Jeg har lært så mange forskellige mennesker at kende i værtshusmiljøet, som jeg aldrig ellers ville møde. Postbude, pædagoger, ufaglærte arbejdere. En masse mennesker med hver deres historier. Man lærer lokalsamfundet at kende på en anden måde. Det er værtshusene største eksistensberettigelse.
- det at man mødes på tværs og lærer hinanden at kende. Det gør jeg altså ikke nede på caféen eller kaffebaren, selvom der også er hyggeligt. Men der snakker jeg ikke med nogen, fortæller Anders Højberg Kamp og Thomas Skou tager over:
Peter Buch er enige med Anders, dog med en enkelt undtagelse:
- Der er en større tillid og en større medmenneskelighed på værtshusene. Det er også her man hjælper hinanden. Og kniber det med at klare den sidst på måneden, kan man også låne en plovmand på stamstedet.
- Værtshusene svarer nok til det, forsamlingshusene kan i provinsen. Det er socialkontor og en varmestue for nogle særlinge,
det er et sted hvor unge og gamle kan hænge ud, men det er samtidig også et sted, hvor man hjælper hinanden. Et sted hvor Poul lige kan komme ned, fordi han kan ikke finde ud af det med Nem-id, og så får værthusejeren lige computeren og hjælper med det. Så jeg tror også, at hvis du fjernede alle værtshusene fra i morgen af, ville det skabe et kæmpe drama. Fordi der ville komme store problemer andre steder, vurderer Peter Buch Hansen og Anders bakker ham op.
- Som kromutter på Hermod Bodega siger: Jeg burde fandme få penge af psykiatrien og regionerne, fordi hun fungerer som støttepædagog for nogle gæster. For ellers ville de ligge og drikke sig ihjel oppe i lejlighederne.
I bogen kan man også læse om Laila Aurbakken, som har Café Grotten på Vesterbro. Hun har en gæst, der ikke kan læse. Når han får breve fra kommunen, kommer han ned og får dem læst højt i baglokalet. Eller sådan var det i hvert fald, for efter 23 år som værtshusejer, tog coronakrisen lysten fra Laila og hendes mand. Så nu har de solgt stedet.
Valdemarsgade 24, København V
Café Erik er et rigtigt sidegadeværtshus, hvor bartenderen er en del af klientellet. Indretningen må vist siges at være i den alternative ende, hvor Side-9-pigen Louise kigger over på et gammeldags, tikkende vægur, der kun bliver trukket op af ejeren, Jesper.
- Det er virkelig et knaldet sted. Et lille sted. Et hårdt sted. Der er meget hård jargon. Malerier som ligner lort. De er af ejeren i en rus. Det er virkelig et vildt sted, men også et sted som huser stamgæster, som blandt andet en meteorolog, der har sidder dernede i 40 år. Han har udviklet sit eget tegnsprog for en bytter og en sidevogn. Det kan han bestille, imens han sidder og læser avisen uden at sige ét ord, fortæller Thomas Skou.
- Bare i den tid vi har lavet bogen, er der en del steder, der er lukket ned. Pinden, Indskudspubben, Under hylden, Polar Bodega, Munkekroen og Ålholm Bodega, lyder det bekymrende fra Peter Buch Hansen.
Efter interviewet har også Café Josephine på Amager lukket døren for sidste gang. Syv værtshuse er på under to år forsvundet for kortet. Og det er der en særlig årsag til, mener forlagsredaktøren.
- Værtshusene fik på grund af coronaen lov til at udskyde momsen. Både sidste år og forrige år. Men fordi værtshusene ofte er superdårligt drevet, har de ikke lagt pengene til side til at betale momsen, når den skal falde.
- Så det er ikke for at male fanden på væggen, men jeg kunne godt forstille mig, at mellem 10 og 15 af stederne ikke er der til sommer. Og det er rigtig mange ud af 220. Og det er simpelthen, fordi de har udnyttet at kunne udskyde momsen
til det maksimale. Og nu har de ikke pengene.
Men dårlig ledelse og momsudskydelse er ikke værtshusenes eneste fjender. Høje huslejestigninger er også skyld i mange lukninger. Det var blandt andet tilfældet med Pinden, der efter 117 år, ikke længere kunne betale lejen, da den blev sat gevaldigt op. Og så er der naboklagerne.
- Jeg elsker at gå på værtshus. Jeg synes, det er fantastisk, men det skal bare ikke ligge i stueetagen, der hvor jeg selv bor. Det er det, der er problemet. Vi kan også godt lide den grønne omstilling, men vi vil helst ikke kigge på en vindmølle fra stuen, siger Peter Buch og fortsætter:
- Det er virkelig op ad bakke for mange på grund af klager. Det er også derfor at man ser, at mange værtshuse lejer eller ejer lejligheden oven over. Det gør ejeren af Mc Kluuds på Vesterbro blandt andet. Og det sker i meget stor grad.
Mølle Allé 16, Valby
Mølle Caféen er et lille hjørneværtshus med godt seks årtier på bagen.
- Der er en super fed kromutter der, som bare har styr på det hele. Hun har de fede historier, og der er en fed stemning derinde. Baren og meget af interiøret kommer fra Enghave kro, som lå ved Carlsberg Byen, men som blev revet ned. Kromutter der, tog tingene med til Mølle Caféen nu og har virkelig skabt noget dejligt der og med et rigtig godt sammenhold, beretter Anders Højberg Kamp.
Før Jannie indtog pladsen bag baren, var det ikke sammenhold og hygge, der prægede stamgæsterne. Faktisk fik hun et kulturchok, fortæller hun i bogen. Men det fik hun lavet om på. Blandt andet ved at arrangere en udflugt til Christiania, naturligvis i Carlsbergs hestevogne. Og så er det den årlige julefrokost på Mølle Caféen blevet en tilbagevendende tradition for stamgæsterne.
- Nej, der er sindssygt stor efterspørgsel. Under Hylden på Nørrebro lukkede kun, fordi han havde for mange klager. Kunder var der nok af. Og Dennis på Café Fuglereden fortæller, at en ny beboer er flyttet ind i lejligheden på hjørnet af huset. Hun klager over, at stedet har åben dør, når der er 30 grader varmt om sommeren, fordi hun har astma og kan lugte røgen. Så nu har hun klaget til kommunen. Hun har boet der i seks måneder, og Dennis har ejet stedet siden 1996. Hvem har mest ret til at være der?, spørger Peter og Thomas Skou runder af:
- Arrgh, jeg bliver sindssyg af det. Så må hun sgu flytte til Ørestaden i stedet for.
- Men det allerværste ville være, hvis politikerne lavede et totalforbud mod
rygning på værtshuse. Det ville få rigtig mange steder til at lukke. Fordi så ville noget af denne værtshuscharme ende, bryder Anders ind, imens Thomas og Peter gyser i baggrunden.
- Det ville være så sindssygt mand. Det håber jeg ikke sker. Der må rygerne altså sige stop. En ting er, at rygerne skal betale boksen for smøgerne, men dette må ikke ske. Så kvæler de jo kulturen, slår fotografen fast, mens Peter tager over:
Det er ikke på tegnebrættet lige nu, men det er ikke utænkeligt. Og der er ingen tvivl om, at det at man må ryge er en af grundene til, at de unge mennesker kommer der. Og det er også det som sikrer noget personlighed. Der en myte og noget kuriøst over det.
Frederikssundsvej 66, København NV
Nørre Pub var en gang en kro og et barsk sted, der har været vidne til mindst et mord og temmelig meget tæv. Det er dog for længst en saga blot, og det eneste, der bliver langet over disken i dag, er bajere og fællesspisning, som foregår hver lørdag.
Og selvom pubbens hjerte banker faretruende hårdt for fodboldklubberne Liverpool og FC København, er Brøndbytosserne også velkomne.
- Det er virkelig et rigtigt arbejderværtshus, her holder man sammen. Her kan man virkelig mærke ånden, humor og højt til loftet. Og det er et værtshus, hvor der bliver set meget sport, meget fodbold. Og dernede har jeg virkelig oplevet, hvordan man bliver venner med mennesker så hurtigt. Der kommer en masse bornholmere dernede og en masse postbude, fortæller Anders Højbjerg Kamp.
Bag disken står Rene, der sammen med sin kone Conni ejer Nørre Pub. Da Rene på et tidspunkt var i England for at se fodbold, naturligvis, kom en ny bartender til at smide et tændt cigaretskod i skraldespanden. Det betød, at det gamle brune værtshus blev så hærget af flammer, at et nyt interiør måtte bygges op. Og derfor har Nørre Pub i dag fået en indretning, som passer bedre til det engelske pubnavn.
- Jeg skal ikke. Og du skal heller ikke, siger Thomas Skou og peger smilende og lettere bestemt på Anders Højberg Kamp, der lige nu holder hvid februar. - Nej, jeg er altid kommet meget på værtshuse. Men jeg skal lige ned på det niveau, jeg var på før. For der er ingen tvivl om, at jeg har drukket flere bajere, end jeg plejer. Så nu tager jeg lige en hvid februar, fordi jeg lige skal ud af nogle vaner, forklarer Anders, men Thomas bryder ind:
- Men selvom man får tømmermænd, er det jo afstressende at give los og få en lille skid på i en ellers travl hverdag. Men runs med 10-15 steder på en dag, det gider jeg ikke mere.
Men selvom både Anders og Thomas har planer om at drosle antallet af vandhulsbesøg ned, har bogen fået andre til at skrue op, fortæller Peter Buch Hansen.
- Nej, jeg er altid kommet meget på værtshuse. Men jeg skal lige ned på det niveau, jeg var på før. For der er ingen tvivl om, at jeg har drukket flere bajere,
- Bagerst i borgen har vi lavet en besøgsliste med samtlige steder. Så det er jo også en opfordring til at komme rundt og se nogle andre steder og prøve dem af. Og det har folk faktisk taget det til sig. Dennis fra Fuglereden fortalte, at han forleden havde to grupper forbi på samme dag, som fortalte at de var gået i gang med listen fra en ende af. De havde allerede besøgt over 100. Og da vi afleverede bogen ude på Snoopy Bodega i Vanløse, sad der også en gæst, som havde givet sig i kast med listen.
Havnegade 35, København K
Café Malmø er en rigtig gammel dame, som egentlig begyndte i et skur i den beskidte industrihavn, hvor arbejderne kunne få skyllet ganen og renset tankerne tilbage i 1870’erne.
I 1900 rykkede caféen ind i kælderlokalerne i Havnegade, hvor den ligger i dag - lige der hvor Sverigesbåden lagde til. I 2013 købte Ole Larsen stedet, eller det vil sige, han belønnede sig selv med værtshuset, efter han havde solgt sit andet livsværk, Andy’s, efter 20 år.
- Det er et godt sted at sparke til den på alle tidspunkter af døgnet. Det er et sjovt dyb. Når først man kommer derned, så er det virkelig svært at komme op derfra igen. Og så er det perfekt i en brandert at hoppe på hovedet i havnen, det har jeg gjort flere gange med enten venner eller stamgæster, fortæller Thomas.
Stedet var en gang et rigtigt sømandsværthus, hvor blandt andet rederiet Lauritzens folk slog vejen forbi efter afmønstring. I dag er det mere skuespillere, kunstnere, folketingspolitikere og bumser, som optager stolene, siger ejeren i bogen.
Café Malmø er også kendt for sin massive oplukker-samling. Over 8.000 af slagsen hænger og pryder på væggene, hvilket har været nok til en plads i Guinness Rekordbog.
Journalist: Christina Gerion
Udvikler: Mia Cassens
Kilder:
Bog: "Stamsteder - røverhistorier og scener fra byens beværtninger" af Kasper Bjerre, Peter Buch Hansen, Thomas Skou, Johannes Jacobsen, Anders Højberg Kamp.
Fotos: Thomas Skou, Christina Gerion og Pexels