Trafikken vokser markant fremover: "Gør vi ikke noget, sander vi totalt til"

Frem mod 2035 kommer der langt mere pres på vejene i Region Hovedstaden end i dag. En ny analyse vækker politisk bekymring.

Hvis du synes, det er slemt nu - så bare vent.

Det bliver nemlig meget værre i fremtiden.

De 29 kommuner i Region Hovedstaden har via samarbejdet KKR (Kommunekontaktrådet, red.) bestilt en analyse af, hvordan trafikken i regionen vil udvikle sig hen over de næste ti år, og hvis man ikke er tilhænger af kø og trængsel - så er det nedslående læsning, de netop har modtaget.

Befolkningstallet i regionen vil ifølge Region Hovedstaden, der læner sig op ad Danmarks Statistik, stige med seks procent, og de flere mennesker vil udløse mere trafik.

Helt konkret regner man med, at der hver dag skal foretages 800.000 flere rejser, som skal fordeles på alle transportformer.

310.000 af alle disse rejser vil ske i bil (resten fordeler sig blandt gående, cyklende og ture med kollektiv trafik) I de centralt beliggende kommuner forventes brugen af offentlig trafik at stige med otte procent - men i yderkommunerne vil folk flytte sig fra offentlig trafik til bilen. 

-Det går simpelthen ikke

Det er en udvikling, regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) absolut ikke ønsker.

- Når vi i analysen ser ti år frem, så transporterer vi os stort set på samme måde som i dag. Og når vi dertil lægger, at vi bliver flere i regionen, så er vi simpelthen nødt til at tilbyde mere konkurrencedygtige kollektive rejser og give cyklisterne bedre forhold. Gør vi ikke det, sander vi totalt til i trængsel, miljø- og støjforurening og masser af spildte timer i trafikken. Det går simpelthen ikke, siger han i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.

Men hvordan vil du så gøre den offentlige transport mere attraktiv?

- Jeg er glad for, at vi allerede er godt i gang med at forbedre den kollektiv trafik. Vi har for eksempel åbnet Favrholm Station, der binder Nordsjælland endnu bedre sammen med S-togsnettet. Og næste år åbner vi Letbanen, og binder dermed hovedstaden bedre sammen på tværs, forklarer Lars Gaardhøj i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol.

Han påpeger også, at det virker, når der investeres i supercykelstier – det giver flere cyklister. - Og jeg tror på, at vi skal samme vej, hvis vi skal have flere over i den kollektive transport, siger han.

Han tilføjer, at der skal arbejdes med at forkorte rejsetider, og at en løsning blandt andet er BRT, hvor bussen får sin egen bane, og derfor kan komme hurtigere frem. 

- Og så kan vi ikke undgå at tale om roadpricing. Det vil være en måde at få flere til at lade bilen stå, eller rejse på mindre pressede tidspunkter. Det er noget vi ønsker en dialog med staten om, men vi skal samtidig have blik for at borgerne yderkommunerne ikke bliver urimeligt hårdt ramt, påpeger regionsrådsformanden.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Et wake-up call

Lars Gaardhøj sekunderes af den københavnske teknik- og miljøborgmester, Line Barfoed (Enh.) 

- Analysen er et wakeup-call. Det er helt absurd, at det bliver billigere at have bil men dyrere at rejse med kollektiv transport. Samtidig viser analysen, at langt de fleste ture i bil er fritidsture og korte ture på mindre end fem kilometer. Så der er et stort potentiale for at få langt flere til at cykle, eventuelt i kombination med kollektiv transport- både hvad angår de korte stræk, men også på de lidt længere ture på tværs af kommunegrænserne, forklarer hun.

Og den offentlige transport - hvordan får vi flere til at bruge den?

- Vi kan se på Skånetrafikken, at de er lykkes med det. De har investeret og har en god kollektiv transport med mange afgange, stabil drift og lavere priser. Jeg ser ikke den store forskel på dem og os, så hvis vi gør det samme, får vi de samme resultater, siger Line Barfoed til TV 2 Kosmopol.

 Hun efterlyser i samme forbindelse en holdningsændring fra statens side, så der kan investeres mere, og netop det skal de 29 kommuner og regionen drøfte sammen senere.

- Og her vil jeg byde ind med, at når der indføres roadpricing, så skal en del af det provenu, der kommer ind, investeres i kollektiv trafik og udbygning af cykelruterne, siger hun.

Der gennemføres i øjeblikket forsøg med roadpricing, men transportminister Thomas Danielsen oplyste sidste år, at regeringen ikke har aktuelle planer om roadpricing i Danmark.

Mere støj - mindre CO2

Ud over mere personbilsbiltrafik viser analysen også, at lastbilstrafikken vil stige markant. Og samtidig er der dermed udsigt til, at endnu flere boliger end i dag bliver ramt af trafikstøj. Der er dog også et enkelt lyspunkt - for selv om trafikken på vejene ventes at stige, så vil andelen af elektriske køretøjer blive stadigt højere. Det betyder, at det forventede CO2-udslip fra trafikken bliver reduceret med 10 procent i 2035, og at der også vil ske et mindre fald i partikelforureningen fra trafikken.

Mobilitetsanalysen udføres i to faser. Den første fase peger på de udfordringer, der opstår over de næste ti år, mens fase 2 bliver løsningsorienteret og altså kommer med forslag til indsatser, der kan sikre, at regionen - med regionsrådsformandens ord, ikke "sander til".

Det samlede analysearbejde forventes at blive præsenteret i starten af 2025.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik