Ambulancereddere frygter massivt løndump efter ny overenskomst: "Mange overvejer at stoppe"

Halvdelen af ambulanceredderne i Region Sjælland står til at gå markant ned i løn, når de skifter arbejdsgiver. Et problem, mener Reddernes Fagforening.

35-årige Kristian Goul-Jensen har været ambulanceredder i Greve i ti år. 

Hans arbejdsdag er 24 timer lang. Her er det meningen, at han som beredskab skal køre ud til de mest akutte situationer. 

Men for tiden kører han mindst lige så mange ture i ambulancen, der ikke er behandlingskrævende - eksempelvis hvis nogen skal fragtes fra det ene hospital til det andet.

Samtidig er hans løn blevet dårligere og dårligere.

Ambulancereddernes arbejdsgiver er i udbud med nogle års mellemrum, og det betyder, at Kristian Goul-Jensen jævnligt skifter overenskomst - og det går ud over redderne, da det gang på gang er deres løn- og arbejdsvilkår, der står for skud, mener Reddernes Fagforening.

De seneste år har det været Falck, der har været arbejdsgiver for ambulanceredderne i Region Sjælland. Men nu har tjenesten igen været i udbud, og Region Sjælland overtager halvdelen af regionens ambulancetjeneste fra Falck - blandt andet i det område, hvor Kristian Goul-Jensen arbejder. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kristian Goul-Jensen har været ambulancebehandler i ti år.
Kristian Goul-Jensen har været ambulancebehandler i ti år.
Foto: Privatfoto & Louise Heine Cassens /TV 2 Kosmopol

- Region Sjælland har udgivet et lønkatalog, der peger på rigtig store lønnedgange for os, der overgår til dem, siger Kristian Goul-Jensen, der desuden er bestyrelsesmedlem i Reddernes Fagforening, til TV 2 Kosmopol.

Det er 3F, der forhandler overenskomst for redderne i Falck, og FOA der forhandler for redderne, der overgår til Region Sjællands ambulancekørsel. 

Mad på bordet

Alt efter reddernes titel og anciennitet betyder det en lønnedgang på mellem 20.000 og 70.000 kroner om året, fortæller han.

Selv ser han frem mod at gå omkring 30.000 kroner ned i løn om året.

- Mange overvejer at stoppe, fordi løn og arbejdsvilkår bliver dårligere og dårligere. Selv de nyuddannede siger, at de ikke kommer til at være her om fem år, siger Kristian Goul-Jensen: 

- Jeg overvejer også at lave noget andet, hvis jeg skal gå ned i løn for det samme arbejde. Jeg har en familie, der skal forsørges, der skal mad på bordet.

quote Jeg er bekymret for, hvordan det bliver fremadrettet. Særligt når der også er en responstid over for borgeren, som vi er forpligtet til at overholde.

Kristian Goul-Jensen, ambulanceredder

Det er et problem, da der i forvejen er stor mangel på ambulancereddere, fortæller han. 

Direktøren for præhospital – herunder ambulancerne – i Region Sjælland, Benny Jørgensen har oplyst til TV 2 ØST, at regionen forudser at mangle 70 reddere ud af en samlet stab på 360 ansatte til Ambulance Sjælland.

- Så kan det godt være, at man fra officiel side siger, at man vil have flere ambulancer på gaden, men man har bare ikke mandskabet til at besætte beredskaberne, hvis man ikke gør noget løn- og vilkårsmæssigt for at fastholde personalet, siger Kristian Goul-Jensen: 

- Jeg er bekymret for, hvordan det bliver fremadrettet. Særligt når der også er en responstid over for borgeren, som vi er forpligtet til at overholde. 

(Artiklen fortsætter efter kortet.)

Region Sjælland overgår til det nye ambulanceberedskab bestående af Falck og det nye Ambulance Sjælland den 1. februar 2024. Herefter kommer Falck til at dække det lilla område og Region Sjælland det turkise.
Region Sjælland overgår til det nye ambulanceberedskab bestående af Falck og det nye Ambulance Sjælland den 1. februar 2024. Herefter kommer Falck til at dække det lilla område og Region Sjælland det turkise.
Foto: Grafik: Lene Nydahl Jensen

Tiltag skal imødegå økonomiske forskelle

TV 2 Øst har tidligere beskrevet en række af de udfordringer, der er opstået i forbindelse med Region Sjællands nye ambulanceselskab.

I den forbindelse har FOAs sektornæstformand, Thomas Brücker, anerkendt, at der er en lønforskel, når man sammenligner, hvad den enkelte ambulanceredder står til at få udbetalt efter et jobskifte fra Falck til Ambulance Sjælland.

- Tager man udgangspunkt i overenskomstens rå tal, vil man gå ned i løn på papiret. Men virkeligheden er mange steder en anden, fordi der forhandles lokale aftaler, som sikrer lønnen, siger han og peger på, at der endnu udestår lokale forhandlinger, som vil kunne rokke ved lønnen.

- Og så skal man huske på, at en ting er løn. En anden ting er arbejdstid. Dem, der skifter fra Falck til regionen, går en del ned i antal vagter, fordi arbejdstiden er mindre på den regionale overenskomst, udtaler han til TV 2 Øst.

Derudover påpeger han, at der er gjort en række tiltag, som skal imødegå de økonomiske forskelle:

- Der er også lavet en overgangsaftale, som tager højde for nogle af de her anciennitetsmæssige lønproblemer, der har været, hvor man hæver de nyansatte med mere, end overenskomsten tilsiger dem, siger Thomas Brücker.

Svært at sammenligne

Laust Høgedahl er lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet. Han kender ikke til den konkrete sag, men han fremhæver, at det offentlige og private overenskomstområde er forskellige.

- Du er nødt til at gøre hele brættet op, hvor du ser på alle kringelkroge i de to overenskomster. For særligt i det offentlige har du nogle andre goder, som ikke bare er ren løn, siger han og peger på, at det derfor ikke er nok blot at se på lønnen, siger han til TV 2 Øst

Fokus på uddannelse 

Udvalgsformand for blandt andet det præhospitale område i Region Sjælland, Jens Ravn (V) vil ikke gå ind i reddernes kritik af de nye lønforhold, men fremhæver, at man fra politisk side skal fokusere på fortsat at gøre det attraktivt at arbejde som redder i regionen, hvis man vil gøre op med manglen på reddere.

- Vi skal have fokus på at uddanne flere, og så ellers sørge for at have et velfungerende og spændende setup, der gør at redderne har lyst til at arbejde her, siger han.

Region Sjælland overgår til det nye ambulanceberedskab bestående af Falck og det nye Ambulance Sjælland den 1. februar 2024.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik