29-årig sigtet for seks år gammelt drab i Rødovre

En 29-årig mand, der er tyrkisk statsborger, er søndag blevet varetægtsfængslet frem til 5. marts i sagen om et drab begået i forbindelse med et slagsmål ved et autoværksted i Rødovre i 2018.

Det oplyser anklagemyndigheden til Ritzau.

Manden blev anholdt lørdag i Københavns Lufthavn. Han havde meddelt politiet, at han ville vende tilbage til Danmark.

Han sigtes for et drab begået i forbindelse med et større overfald ved et autoværksted i Rødovre i marts 2018.

Her blev fire personer overfaldet. En af dem var en 33-årig britisk statsborger, der blev stukket i hovedet med en skruetrækker, hvilket forårsagede, at han døde.

Fire andre mænd er tidligere blevet dømt for grov vold i sagen.

Slagsmålet ved autoværkstedet bundede formentlig i en strid mellem to af de dømte, der havde et autoværksted, og ejeren af naboværkstedet, som var blandt de overfaldne.

I forbindelse med dommen mod de fire mænd mente retten, at der var tale om "et helt umotiveret groft overfald af tæskeholdslignende karakter", hvilket der blev lagt vægt på i strafudmålingen.

Tre af de dømte havde erkendt at have udøvet vold i et vist omfang. En 21-årig, der blev idømt en straf på et år og ni måneder, havde nægtet at være til stede ved overfaldet. Her var videomateriale et afgørende bevis i sagen.

En 19-årig mand fik sagens mildeste straf med fængsel i et år.

Den dengang 30-årige værkstedsejer, der er tyrkisk statsborger, blev straffet med fængsel i et år og tre måneder. Han blev samtidig udvist af landet med indrejseforbud i 12 år.

Både dommere og nævninger var dengang enige om, at den femte mand - som politiet mener er den 29-årige mand, der lørdag blev anholdt - er personen, som stak den 33-årige til døde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik