Patrick ville aldrig tage heroin som sin far – alligevel var det der, han endte

Der står en fin oval bygning på Enghave Plads. Det er faktisk bare en toiletbygning, men den er smukt designet - en aflang lille bygning dækket af metalplader og med runde ender. Indeni er der slet ikke smukt.

- Så snart jeg havde fået fat i mine stoffer inde på Istedgade, så tog jeg toget ét stop, og skyndte mig herind for at ryge. Der var ikke tid til at tage hjem, jeg skulle bare have det med det samme, fortæller Patrick Krüger Lorentzen.

Han peger på et hjørne på gulvet på det uhumske og overtegnede toilet.

- Det var her i hjørnet, jeg sad. Ja, det er jo ikke særlig lækkert, men det tænker man ikke på, når man er afhængig af stoffer, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

På væggen hænger en lille metalboks til kanyler. Af en eller anden grund er den ikke låst, og da Patrick slår på den falder lågen ned og åbenbarer indholdet - tre kanyler med blodrester fra stofmisbrugere, der har brugt dem til at fixe - altså skyde deres stoffer ind i blodårene. 

Selv om Patrick normalt holdt sig til at ryge sin heroin, har han også enkelte gange brugt kanyler.

- Det er jo sket, og det er bestemt ikke noget, jeg er stolt af, siger han.

I dag er Patrick Kryger Lorentzen guide hos organisationen Gadens Stemmer. Her viser han publikum rundt på Vesterbro, fortæller om sit eget livs største lavpunkter – og viser en side af København, som de færreste ser. 

TV 2 Kosmopol har fulgt flere af guiderne fra Gadens Stemmer, der hver især har levet som stofmisbrugere eller hjemløse, men nu er på vej ud på den anden side - til et bedre liv.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Mistede far som barn

Patrick Kryger Lorentzen var kun tre år gammel, da hans mor flyttede fra hans far. Faren var nemlig stofmisbruger.

- Hun ville skilles, fordi han tog for mange stoffer og drak for meget, og min mor var helt modsat, fortæller Patrick.

I de kommende år så Patrick ikke meget til faren, bortset fra når han en sjælden gang imellem dukkede op ved deres hjem i påvirket tilstand og krævede at se sine to børn – Patrick og storesøsteren. Eller når han efterlod en besked på telefonsvareren.

- Så bandede og svovlede han til min mor. Han ville fandeme se sine børn, og hun kunne ikke nægte ham at se det, og alt muligt i den dur. Mange bandeord, husker Patrick.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Da Patrick var 10 år gammel døde hans far af en overdosis, men på det tidspunkt havde Patrick så stor vrede mod ham, at han ikke engang ville med til begravelsen, og han havde brændt de fleste af de billeder, han havde af ham.

- Jeg kunne ikke forstå ham. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han valgte stofferne frem for sine børn, siger Patrick.

Selv var Patrick tidligt i gang med misbrug af stoffer. Først var det hash, og det gav ham en fantastisk fornemmelse af at blive fri for alle de tanker, som hans hoved var fyldt af, og den uro, der senere viste sig at skyldes ADHD.

Men snart var det også amfetamin og kokain, og da han nåede op i tyverne, kom flere andre stoffer til – ikke mindst når han gik i byen med sine venner, eller rejste til Tyskland og Holland for at deltage i technofester.

- Vi festede hver weekend. Det var jo altid med stoffer, og det var altid til den lyse morgen. Man gik ikke i seng, man gik bare kold, siger han.

Ville ikke tage heroin

Kun heroinen rørte han ikke, for han havde jo haft en far, der var død af netop det. Men livet med fester, diskoteker, alkohol og stoffer blev alligevel for meget. 

Da Patrick blev 28, var han helt ude på kanten. Så tæt på, at hans venner valgte at køre ham til Psykiatrisk Center Amager. Her blev han indlagt i fem uger.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

TV 2 Kosmopol går en tur med Patrick ved centeret på Digevej på Amager. Et lavt byggeri lige ved metrobanen mod Vestamager. På bagsiden ud mod vejen kan man se de høje hegn, der omkranser udearealerne for de indlagte. Det var også her, Patrick havde sine gårdture, i de fem uger han boede på centeret.

- De fortalte mig, at jeg havde været uger fra at dø. De gav mig også nogle behandlinger, hvor man fik en sprøjte i ballen, fordi jeg var i overhængende risiko for at blive dement og lam i kroppen, fortæller han.

En ny start, der gik galt

På det psykiatriske center fik han også en ny ven, og da han kom ud derfra, troede familie og venner, at han var kommet ovenpå igen.

Desværre var det ikke hele sandheden, for selv om han var flyttet ind i en lejlighed med sin nye ven og virkede rolig og overskudsagtig, så faldt han i igen, og denne gang var det netop heroinen, der blev det altoverskyggende rusmiddel.

- Jeg mødte nogen, der røg heroin, og det vidste jeg slet ikke, at man kunne. Så jeg prøvede det, og det smagte meget godt. Og så gav det mig den ro, som en ADHD-pille nok burde have givet mig.

Igennem cirka fem år lykkedes det faktisk Patrick at holde heroinmisbruget skjult. Den dæmpede hans tankemylder og hjalp ham med at sove om aftenen. Men til sidst gik det alligevel helt galt, han mistede sin lejlighed, han skyldte rigtig mange penge væk, og han var blevet voldsomt afhængig.

- Jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Jeg var bange for, at jeg virkelig skulle leve som en hjemløs på gaden, og jeg havde også svigtet min familie, siger han.

Mistede håbet

Derfor forsøgte han at tage sit liv med piller. Men han var heldig.

En veninde ringede til ham, kort efter han havde spist en stor dosis piller. Hun kunne høre, at der var noget galt og tilkaldte politiet. Selv kan Patrick ikke huske ret meget andet, end at han vågnede på Bispebjerg Hospital og ikke kunne bevæge sig i fire dage.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

- Det skammer jeg mig helt vildt over i dag, for man kan altid komme videre, man kan altid få løst sine problemer. Min familie har altid støttet mig, så hvorfor skulle jeg have den tanke, at de ikke ville gøre det? Det skammer jeg mig over, at jeg ikke stolede på.

Har tilgivet sin far

I dag har Patrick igen fået lyst til livet. 

For et halvt år siden begyndte han at arbejde for organisationen Gadens Stemmer, hvor han er guide og viser publikum rundt på Vesterbro, hvor de kan se en anden side af København.

 Samtidig drømmer han om at kunne hjælpe unge mennesker, der er på vej ud i problemer.

- Nu har jeg fået så meget hjælp, så det er på tide, at jeg giver noget igen, siger han.

Og i dag har han tilgivet sin far.

- I dag kan jeg meget bedre forstå, hvad det er, stofferne gør ved dig. Og selv om det var så forkert, når han kom til vores hus og råbte på os, så handlede det jo også bare om, at han var en far, der gerne ville se sine børn, siger Patrick.

Selv er Patrick i dag i misbrugsbehandling og får substitutionsmedicin. Han har fået bugt med sidemisbruget og risikoen for overdosis. Så selv om hans liv på flere måder kom til at minde om farens, er der ingen udsigt til, at det kommer til at ende på samme måde.