Fredag aften blev en aften, som de fleste i skønhedsbranchen i Danmark formentlig sent vil glemme.
For midt på scenen, med en mikrofon foran sig, løftede forfatter og manager Elisa Lykke sløret for en hemmelighed, hun har båret rundt på længe.
- Jeg bliver også nødt til at gøre sådan her, lød det fra Elisa Lykke lige inden, hun stod med sin paryk i hånden.
Sidste år fik Elisa Lykke, det bor i Gentofte Kommune, stillet en kræftdiagnose, som hun kun har fortalt sine nærmeste om – indtil i fredags.
- Det var sindssygt grænseoverskridende, men det var det helt rigtige sted. Nu havde jeg gået og holdt det hemmeligt i et stykke tid. Rigtig længe. Og kun holdt det til hos mine helt nære, fortæller Elisa Lykke i ’Go’ aften Live’.
Siden hun delte sit sygdomsforløb med offentligheden, har hun modtaget flere positive beskeder fra andre, der går igennem det samme.
Og særligt en besked, der går igen, gør hende glad, lyder det fra Elisa Lykke.
Det er jo vores visitkort, vores ansigt
Folk kan spejle sig
For Elisa Lykke har kræftdiagnose og kemobehandling haft store konsekvenser. Hun har følt skam over at være blevet syg, og hun har været bekymret for sit helbred.
- Det er noget af mit livs bjergbestigning i hvert fald. Jeg synes, jeg har været igennem nogle ting i mit liv. Men lige præcis, kemoterapien, den har nogle ret voldsomme konsekvenser, fortæller hun i 'Go' aften Live'.
Kemoterapien har påvirket hendes krop og udseende, og for Elisa Lykke har makeup og paryk derfor været en stor hjælp undervejs.
- Det er jo vores visitkort, vores ansigt, forklarer hun.
Derfor var hun heller ikke i tvivl om, at Danish Beauty Award var det rette sted at afsløre sin sygdom.
Og hun er særligt glad for de hilser fra andre kvinder og mænd, der skriver, at de kan spejle sig i hendes historie, hun efterfølgende har modtaget.
- Jeg har set på alle de fantastiske beskeder, jeg har fået på Instagram og Facebook, at det er dejligt, at man kan spejle sig, lyder det fra Elisa Lykke.
Fordi det betyder noget, hvordan man ser ud, når man er syg.
- Det er et ret voldsomt spejl, man pludselig skal tage op og kigge i, siger Elisa Lykke.
Psykolog roser Elisa Lykke
Anna Thit Johnsen er psykolog og specialiseret i de psykiske reaktioner, man kan få, når man får konstateret kræft.
Hun er glad for, at en som Elisa Lykke stiller sig frem og fortæller om de følelser, der kan være forbundet med det at få konstateret kræft, for det betyder noget for andre.
Anna Thit Johnsen fortæller nemlig, at det ikke er unormalt, at man kan føle skam, når man får konstateret kræft.
Jeg har rigtig, rigtig gode udsigter
- Skam kommer, når man føler sig forkert. Når vi bliver syge, kan vi komme til at føle os forkerte eller svage. De fleste af os mennesker kan ikke lide at føle os svage. De fleste af os har lyst til at være de seje og stærke, der kan det hele, fortæller Anna Thit Johnsen.
For selvom kræft nok ikke kan anses som en stigmatiseret sygdom, som omverdenen ser ned på, er der en tendens til, at vi idealiserer de sunde og raske i samfundet, for eksempel den 80-årige løber, forklarer Anna Thit Johnsen.
Det får nogle til at gemme sig væk, fordi de føler sig forkerte eller ikke bryder sig om at skille sig ud.
Og her spiller udseendet også ind. Mange kræftpatienter har nemlig svært ved at identificere sig med det spejlbillede, der rammer dem, når de ser sig selv.
- Udseendet er det synlige tegn på, at vi er blevet ramt af kræft. Man kan derfor blive mindet om sygdommen, når man ser sig selv i spejlet. Man kan også føle, at man kan se det i øjnene på andre, hvis man for eksempel går skaldet i supermarkedet, forklarer hun.
- Jeg har rigtig, rigtig gode udsigter
For Elisa Lykke har følelsen af at miste noget af sig selv under kemobehandlingen været svær.
Normalt ser man hende altid med stort rødt hår og med et stort smil på billeder.
- Nu er jeg måske bare en lille smule mere afdæmpet i den her periode og ser jo et andet spejlbillede, hvilket kan være ekstremt svært, siger hun.
Men der er også positive nyheder i Elisa Lykkes liv.
Hun er nemlig nyforelsket, og forholdet har været med til at give hende styrke og tro på fremtiden.
- Jeg vælger lyse stunder, jeg vælger oplevelser, jeg vælger også at leve, imens jeg får kemo, og jeg har rigtig, rigtig gode udsigter, afslutter hun.