AGF-fan rystet efter angreb i Brøndby: "Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet"

Sebastian Risbøl Jacobsen er vant til at være på stadion - også når det går hedt for sig. Oplevelsen på Brøndby Stadion søndag var dog det værste, han har prøvet.

Han vidste godt, at det ville være forbundet med ventetid, da han sikrede sig billet til AGF-afsnittet på Brøndby Stadion. Sådan er det nemlig, når man er på Brøndby Stadion. Så venter man en times tid efter kampen på at blive lukket ud af sikkerhedsmæssige årsager.

Sådan var det også søndag aften, da AGF havde ødelagt Brøndby IF's mesterskabsdrømme på grønsværen. Og en time efter kampen skulle Sebastian Risbøl Jacobsen og hans far, som begge er AGF-fans, sammen med de andre 'hviie' lukkes ud.

- Det går stille og roligt nede under tribunerne. Der er en sluse, som er afskærmet uden for stadion. De åbner hegnet, fortæller Sebastian Risbøl Jacobsen.

quote Jeg følte mig truet og var bange for, at der ville komme en flok ind og overfalde os.

Sebastian Risbøl Jacobsen

I det samme ser han AGF-fans komme løbende imod ham - tydeligvis bange.

- Pludseligt flyver der ølflasker og romerlys ind over os. Jeg var ved at blive ramt i hovedet af et romerlys.

- Sindssygt ubehageligt

I kaosset får Sebastian Risbøl Jacobsen opfanget, at vagterne giver besked om, at de skal løbe tilbage til stadion.

- Da vi bliver lukket ind igen, kan man bare se romerlys flyve ind over det lille område, hvor vi var lige før, siger han.

- Det var sindssygt ubehageligt. Det er det værste, jeg har oplevet. Ikke bare til en fodboldkamp, men helt generelt. Jeg følte mig truet og var bange for, at der ville komme en flok ind og overfalde os, siger den mangeårige AGF-fan, som havde svært ved at sove i går efter oplevelsen.

Politiet var massivt til stede ved kampen på Brøndby Stadion.
Politiet var massivt til stede ved kampen på Brøndby Stadion.
Foto: www.presse-fotos.dk

Sebastian Risbøl Jacobsen fortæller, at han også så rigtig mange børn, som naturligvis var skræmte, men at der blev taget godt hånd om dem.

- De yngste var nok omkring otte år. Vi var alle fanget i halvanden time på stadion, fortæller han.

Som et organiseret overfald

Sebastian Risbøl Jacobsen var på forhånd godt klar over, at det var en særlig kamp. Han var også klar over, at det kunne give ballade, men alligevel mener han ikke, at det bør være sådan, når man tager på stadion.

- Jeg har selv en pige på fire år, og jeg går da og tænker på, hvornår jeg kan tage hende med på stadion første gang. Jeg ville godt nok være ked af at have haft hende med. Det føltes ikke bare som nogle enkelte tosser, men mere som et organiseret overfald, konstaterer han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Sådan som tingene er lige nu, vil han aldrig overveje at tage sine børn med på Brøndby Stadion.

- Jeg håber, man tager det her alvorligt i Brøndby. I mine øjne er det ikke et sted, man kan have børn med.

Omkring klokken 21.30 blev Sebastian Risbøl Jacobsen, hans far og resten af udebaneafsnittet lukket ud, og det lykkedes uden yderligere vanskeligheder.

Den 32-årige AGF-fan har fulgt holdet i 23 år. Selv bor han i dag i Nivå nord for København og er ofte på stadion, når AGF møder Lyngby, Nordsjælland, FC København eller Brøndby IF.

Brøndby: - Det er ikke det, vi ønsker

Hos Brøndby IF forsikrer man mandag morgen, at man sammen med politi og myndigheder nu skal evaluere på begivenhederne ved søndagens kamp mellem BIF og AGF.

Kommunikationschef Christian Schultz er ked af, at det udviklede sig på den måde, det gjorde efter kampen.

- Det ved jeg, at alle i og omkring Brøndby er. Det er ikke det, vi ønsker, fodboldfans skal opleve, siger han, da TV2 Østjylland beder ham svare på kritikken af forholdene efter kampen.

Kunne I have gjort noget anderledes i forhold til sikkerheden?

- Det kan jeg ikke sige noget om endnu. Det er for tidligt her mandag morgen klokken 08.45. Det er noget, vi skal evaluere de næste par uger med politiet, siger Christian Schultz.

Sebastian Risbøl Jacobsen mener ikke, at man bør tage børn med på Brøndby Stadion. Er det et sikkert sted at tage børn med hen til fodboldkampe?

- Ja, det mener jeg, det er.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik