Ed Sheeran skriver dansk koncerthistorie

Over 150.000 vil næste sommer kunne nyde Ed Sheeran live i Danmark, og det antal er ikke set før i dansk koncerthistorie.

Den britiske musiker Ed Sheeran er i høj kurs blandt danskerne.

Det står klart efter lørdag, hvor billetterne til hans koncert i Øresundsparken på Amager blev sat til salg.

Koncerten blev udsolgt i et lyntempo, og kort efter var arrangørerne klar med hele tre ekstra koncerter i Danmark.

Tre af koncerterne er allerede udsolgt, og bliver den fjerde også udsolgt, skal Ed Sheeran spille for 152.000 delt ud på de fire koncerter.

quote Vi rundede over 100.000 billetter på cirka 100 minutter, og det er uden sidestykke i dansk koncerthistorie

Nikolaj Thorenfeldt, arrangør af Ed Sheerans danske koncerter

"Fuldstændig sindssygt"

At en enkelt kunstner tiltrækker så stort et publikum er ikke set før i dansk historie.

Sådan lyder det fra Nikolaj Thorenfeldt, der er stifter af koncertbureaet smash!bang!pow! og arrangerer Ed Sheerans danske koncerter.

Han kalder efterspørgslen for ”fuldstændig sindssyg”.

- Vi rundede over 100.000 billetter på cirka 100 minutter, og det er uden sidestykke i dansk koncerthistorie, siger han til TV 2.

Til koncerterne kommer Ed Sheeran til at stå på en scene i midten med fem tribuner og et stående publikum omkring sig. Der er således ingen, der skal have kikkerten frem for at se den rødhårede brite.

Nikolaj Thorenfeldt peger mod det, der i august 2022 kommer til at være tilholdssted for op mod 152.000 danskere, når Ed Sheeran giver fire koncerter i Øresundsparken.
Nikolaj Thorenfeldt peger mod det, der i august 2022 kommer til at være tilholdssted for op mod 152.000 danskere, når Ed Sheeran giver fire koncerter i Øresundsparken.
Foto: TV 2

- Der er artister, som har solgt to koncerter i Parken før, men slet ikke i det tempo, som vi gjorde i går med Ed Sheeran, siger Nikolaj Thorenfeldt.

Ed Sheeran sætter dermed artister som Michael Jackson, Robbie Williams og Coldplay til vægs i dansk koncerthistorie.

2022-turnéens navn er '+ - = ÷ x Tour', men kaldes mere mundret for 'The mathematics tour'.

De danske koncerter finder sted i starten af august, og der er specielt én, som håber tiden frem mod august 2022 kommer til at gå stærkt.

Superfan: - Det bliver en oplevelse for livet

Savera Hassan har et tættere forhold til Ed Sheeran end de fleste. Som så mange andre verden over lytter hun slavisk til britens musik, men hun har taget dedikationen et skridt videre.

På sine arme har hun tatoveret et plus-, et divisions- og et gangetegn, som symboliserer tre af Sheerans albums. Under de matematiske tegn har hun små, sorte kattepoter, for Sheeran elsker katte – ligesom Savera Hassan gør.

Savera Hassan har på sine underarme fået foreviget hendes dedikation til musikeren Ed Sheeran, hvor hun har symboler fra tre af hans albums tatoveret.
Savera Hassan har på sine underarme fået foreviget hendes dedikation til musikeren Ed Sheeran, hvor hun har symboler fra tre af hans albums tatoveret.
Foto: TV 2

- Han er meget nede på jorden. Jeg er selv musiker og bruger mange af hans sange til at inspirere mig selv. Han laver nogle geniale tekster, som man både kan relatere, men også danse sin hjerne ud til, fortæller hun til TV 2.

Savera Hassan sad med sved på panden, da hun så den første koncert blive udsolgt for øjnene af hende. Så kom den anden koncert, og igen lykkedes det ikke at skaffe en billet. En tredje dukkede op, men med samme resultat.

Men så spredte lykkefølelsen sig i hendes Ed Sheeran-hjerte, da hun sikrede sig en billet til den fjerde koncert.

- Det er helt vildt. Det giver en kæmpe atmosfære med alle de mennesker, for alle ved, hvordan man synger med. Det bliver en oplevelse for livet, siger hun.

Ed Sheeran gæstede første gang Danmark i 2011 og spillede siden i Forum i 2014, Jyske Bank Boxen i 2017 og i Tusindsårsskoven i Odense i 2019.

Det bliver dermed første gang siden 2014, at københavnerne kan byde den verdensberømte musiker velkommen.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik