Fælles rockerfront hører til sjældenhederne, siger ekspert

Forskellige motorcykelklubber demonstrerede søndag mod lukning af klubber og deres tilholdssteder.

Omkring 200 rockere og motorcyklister deltog søndag i en demonstration i København og Aarhus.

Bag demonstrationen stod Bikerfonden, der er en sammenslutning af 17 rygmærkebærende motorcykelklubber, heriblandt Hells Angels og Bandidos.

Det er ellers usædvanligt at se de to store rockerklubber i fælles front på denne måde, fortæller Carsten Norton, der er vært på TV 2s krimiprogram ’Skyggesiden’ og forfatter til flere bøger om rocker- og bandemiljøet.

- De har gjort det nogle enkelte gange før. Hvis der har været store begivenheder i miljøet, har de kørt side om side. Men det hører absolut til sjældenhederne, siger han.

Bikerfonden opstod efter Store Nordiske Rockerkrig i 1990’erne og rummer også motorcykelklubber, der har mere karakter af ”hyggeklubber” end rockerklubber, forklarer Carsten Norton.

17 motorcykelklubber er en del af Bikerfonden.
17 motorcykelklubber er en del af Bikerfonden.
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Derfor har mange forskellige rygmærker også været synlige omkring rådhuspladserne i landets to største byer søndag.

Desuden har Commanches været til stede, selvom klubben, der opstod efter nedlæggelsen af Satudarah, ikke er en del af Bikerfonden.

Demonstration mod lukning

Klubberne demonstrererede blandt andet imod ”lukning og ulovliggørelse af klubber og deres tilholdssteder”, fremgår det af en pjece, der blev uddelt.

10. april meddelte justitsminister Peter Hummelgaard (S), at han vil rejse en sag ved domstolene med henblik på at opløse rockergruppen Bandidos MC i Danmark.

Han afviste at svare på, om Hells Angels stod over for samme skæbne. Men han understregede, at der bliver samlet til bunke for også at ramme andre grupper.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Derfor er det nok også rimeligt at antage, at den kommende opløsningssag er en stor del af motivationen for søndagens demonstration, mener Carsten Norton.

- Mon ikke, at HA tænker: ”Det er jo kun et spørgsmål om tid, før det bliver os”. Det har man set i andre lande, hvor de her forbudssager har kørt – ikke mindst Tyskland og Holland, siger han.

Den erfarne krimijournalist fortæller, at HA også har lavet forskellige tiltag for at understrege, at der er tale om forskellige grupper og ikke kun én. Eksempelvis har HA tilføjet bynavne i rygmærkets buer på vesten, så der ikke kun står ’Danmark’.

- Der er også enorm stor signalværdi for dem i at vise, at de faktisk er motorcykelklubber, siger Carsten Norton om søndagens demonstration.

Tåler hinandens eksistens

Vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen vurderede tidligere søndag over for TV 2, at 100 til 130 motorcykler deltog i demonstrationen i København.

I Aarhus deltog 80 til 100 motorcykler, vurderede politikommissær Peter Halstrøm fra Østjyllands Politi over for Ritzau.

Medlemmer fra klubben Comanches MC på Rådhuspladsen i København.
Medlemmer fra klubben Comanches MC på Rådhuspladsen i København.
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Fra begge sider lød meldingen, at demonstrationen forløb stille og roligt.

Carsten Norton vurderer da også, at forholdet mellem Hells Angels og Bandidos ”har bølget lidt op og ned”, men at der i øjeblikket ikke er nogen konflikt mellem grupperne.

- Jeg tror ikke, at man skal lægge til grund, at de bare per definition hader hinanden. De tåler hinandens eksistens, og så er de jo lejlighedsvis rivaler, lyder vurderingen.

TV 2 var søndag til stede på Rådhuspladsen i København og forsøgte at få en kommentar fra flere af deltagerne. Men ingen ønskede at stille op til interview.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik