Skoler rustes til kamp mod bander: - Her kan de hente hjælp

Borgmester understreger, at skolerne har nul-tolerance i forhold til banderelaterede mærker og våben på de københavnske skoler.

Den verserende bandekonflikt medfører, at folkeskolerne i København vil støde på forskellige udfordringer, lyder det i en mail rettet mod de københavnske skoler og institutioner, som Københavns Kommune har sendt ud tirsdag morgen.

Mailen vejleder skolerne i, hvordan de skal håndtere bandekonflikten, og hvordan de skal tale med elever og forældre.

I mailen understreges det også, at skolerne skal føre en nul-tolerance-politik, hvis eleverne på nogen måde viser, at de sympatiserer med en af banderne, eller hvis eleverne har våben med i skole.

- Vi kan mærke, at vores ledere har brug for at mærke, der er er opmærksomhed på det her problem, siger Pia Allerslev (V), børne- og ungeborgmester i Københavns Kommune, til TV 2.

Hun kalder brevet en en løftet pegefinger eller "reminder" til lederne om at det er her de skal have fokus lige nu.

- Selv om vi ikke gør noget nyt i forhold til de her udfordringer, der er på blandt andet Nørrebro, så er det vigtigt for os at sige til lederne, at det er her I kan hente hjælp, og husk nu at vi ikke accepterer banderelaterede mærker eller våben på vores skoler, siger Pia Allerslev.

Underretningspligt

Hun påpeger også, at skolelederne har underretningspligt i forhold til elever med "bekymrende adfærd".

- De skal være opmærksomme på den her særlige professionelle underretningspligt, de har, fordi de er i kontakt med mange børn hver eneste dag, som har brug for, der bliver taget hånd om dem, hvis de udviser en bekymrende adfærd, siger Pia Allerslev.

Hun understreger, at der ikke er tale om en kampagne - og at der derfor ikke umiddelbart bliver sat ekstra ressourcer af.

- Det er klart, at får skolerne brug for ekstra hjælp, så er der selvfølgelig ressourcer til det. Men det er ikke en kampagne det her - det er det vores dygtige medarbejdere gør hver eneste dag, siger Pia Allerslev.

Hun siger også, at forældrene stadig trygt kan sende deres børn i skole på Nørrebro.

- Forældrene skal aflevere deres børn, som de plejer. Det, der foregår omkring Nørrebro i øjeblikket, er en politimæssig opgave. Forældrenes opgave er i virkeligheden at forsøge at tale med deres børn og så have styr på, hvad de laver om aftenen. Men de skal ikke være bekymrede for at sende deres børn i en københavnsk skole eller institution, siger Pia Allerslev.

Tommy Laursen er leder af SSP-sekretariatet (SSP er samarbejdet mellem skoler, de sociale myndigheder og politiet, red.) i Københavns Kommune. Han understreger, at eleverne på kommunens skoler ikke er en direkte del af bandekonflikten.

- Hovedparten af de mennesker, der er en del af den her bandekonflikt er over 18 år. Vi ved, at det er en gruppe fra Mjølnerparken, Brothas, og så ved vi det er LTF, som i det offentlige rum har nogle kampe, som er helt uacceptable. Som almindelig borger kan man jo ikke bare se og acceptere det. Man bliver nødt til som myndighed at have en holdning til, hvad gør vi overfor alle de mennesker, som bor i det område, hvor kampene sker, siger Tommy Laursen om baggrunden for kommunens mail.

Også initiativ i Aarhus

Også det vestlige Aarhus er påvirket af bandekonflikten, og ifølge TV 2 ØSTJYLLAND vil man i den anledning holde særligt øje med eleverne på Ellekærskolen i det vestlige Aarhus.

- Sommerferien er en lang periode, hvor vores børn ikke har de gode rollemodeller i kraft af lærere. De har måske ligefrem fundet nogle andre – måske nogle der kører i en smart bil, eller som har haft en tilknytning til nogle af de ting, der er sket herude. Og disse elever skal vi selvfølgelig tale med om deres oplevelser, siger Morten Dam Madsen, skoleleder på Ellekærskolen, til TV 2 ØSTJYLLAND. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik