Ulovlige trailerparks spreder sig i Danmark: - Vi har ikke råd til at bo andre steder

Campingpladser landet over oplever, at flere og flere henvender sig, fordi de ønsker at bo permanent i en campingvogn – selvom det er ulovligt.

Det er ikke kun i USA, at folk bor i campingvogne side om side hele året rundt. De såkaldte 'trailerparks' findes nemlig også i Danmark, og fænomenet vokser – selvom det faktisk er ulovligt.

Der findes 100 campingpladser i Danmark, der har åbent hele året. I forbindelse med programmet 'Trailerpark Danmark', der har premiere på TV 2 tirsdag aften, har TV 2 lavet en rundringning til campingpladserne.

Her har 73 deltaget. 63 procent svarer ja til, at der er personer med primær bopæl på deres campingplads.

Dermed er der mindst 46 campingpladser i Danmark, som har folk boende hele året rundt.

Du kan allerede se første afsnit af Trailerpark Danmark lige her.

Har ikke råd til andet

Ofte er det dårlig økonomi, der tvinger folk til at flytte ind i en campingvogn. Nogle af dem, der har måttet flytte fra lejlighed til en campingvogn, er ægteparret Bent Christensen og Berit Mortensen.

De har i årevis boet til leje i Taastrup, men en dag blev de ringet op af banken, som sagde, at deres udgifter var større end deres indtægter.

Bent Christensen og Berit Mortensen var i forvejen fritidscampister, så derfor lå beslutningen om at flytte ind i deres campingvogn lige for. Og det har de ikke fortrudt. Det er heldigt, for de fortæller, at de slet ikke har råd til at flytte tilbage i en lejlighed.

- Vi har ingen andre muligheder, siger Berit Mortensen.

Berit er 54, og Bent er 73 år. De har boet i campingvognen på Corona Camping i omkring to år.
Berit er 54, og Bent er 73 år. De har boet i campingvognen på Corona Camping i omkring to år.
Foto: TV 2

Oplever en stigende interesse

Men ifølge campingreglementet må man ikke have fast bopæl på en campingplads året rundt. I vinterperioden, som er fra 1. november til 28. februar, må man maksimalt opholde sig 20 dage ad gangen i sin campingvogn.

CAMPINGREGLEMENTETS REGLER FOR OPHOLD UDEN FOR SÆSON

§ 10. Campingvogne, telte med videre må kun være opstillet på en campingplads i perioden 1. november til 28. februar, hvis kommunalbestyrelsen har givet tilladelse til vintercampering, det vil sige: kortvarige ophold af 15-20 dages varighed, weekender med videre, eller vinteropbevaring af campingvogne med videre.

Derfor er det også svært at sige, præcis hvor mange der gør det.

Men i TV 2s undersøgelse svarer syv ud af ti helårscampingpladser, at de oplever en stigning i henvendelser fra folk, der ønsker at bo fast på en campingplads.

Sådan ser Corona Camping ud. Pladsen ligger ved Borup uden for Køge.
Sådan ser Corona Camping ud. Pladsen ligger ved Borup uden for Køge.
Foto: TV 2

Hjælper folk i bolignød

Nogle af dem, der tydeligt mærker interessen for at bo fast på campingplads, er Michael og Susanne Palskov Farnø, der ejer Corona Camping i Borup uden for Køge.

- Vi får henvendelser flere gange om ugen og i nogle perioder flere gange dagligt, fortæller Susanne Palskov Farnø.

Ofte er det folk i bolignød, der kontakter campingpladsen. De har enten mistet deres bolig eller været i skilsmisse. De fleste siger, at det kun er for en periode. Men nogle bliver hængende.

Susanne og Michael Palskov Farnø har hjulpet personer i akut bolignød, siden de overtog campingpladsen i 2004.

Og på det seneste er folk kommet med deres rygsæk og har spurgt om hjælp.

- Det er noget nyt, siger Susanne Palskov Farnø.

Michael og Susanne har flere gange fået breve fra Køge Kommune på grund af naboklager. Klagerne har primært været omkring rod og støj.
Michael og Susanne har flere gange fået breve fra Køge Kommune på grund af naboklager. Klagerne har primært været omkring rod og støj.
Foto: TV 2

Fuglekvidder fra dagligstuen

Bent Christensen og Berit Mortensen har barberet deres månedlige udgifter ned til et minimum.

Ægteparrets udgifter var omkring 10.000 med forbrug, da de boede i lejlighed. I dag er det omkring 3000 kroner eksklusiv varme og strøm.

Og så er de i modsætning til før tæt på naturen.

- Vi kan høre fuglekvidder fra vores stue, og man kan gå ned til en sø på få minutter. Det er et fantastisk grønt område, vi bor i, siger Berit Mortensen.

Helt til højre i billedet ses Bent og Berits campingvogn. De har et lille rækværk og flagstang på deres grund.
Helt til højre i billedet ses Bent og Berits campingvogn. De har et lille rækværk og flagstang på deres grund.
Foto: TV 2

Vil håndhæve loven

Corona Camping har længe hjulpet de boligløse, og i øjeblikket bor der op mod 100 personer fast på campingpladsen. Men måske skal disse mennesker til at finde et andet sted at bo.

Køge Kommune har – ifølge campingpladsejerne Michael og Susanne Palskov Farnø – i årevis set gennem fingre med de fastboende. Men siden 2017 har der været naboklager. Og det kan få alvorlige konsekvenser for campingpladsen og dens beboere.

Hos Køge Kommune bekræfter man, at der blev oprettet en sag på Corona Camping i 2017 på baggrund af naboklager.

- Vi har indledt en sagsbehandling efter byggeloven, planloven og campingreglementet i foråret 2017, efter der kom klager fra flere naboer. Denne sag handler om helårsbeboelse samt restaurantdrift og andre forhold på pladsen, skriver Køge Kommune i en mail til TV 2.

Og kort før juleaften 2018 - altså halvandet år efter sagen blev oprettet hos kommunen - fik campingpladsejerne og samtlige beboere på Corona Camping en nedslående besked.

Fra 31. december i år må de ikke længere bo og have fast adresse på campingpladsen.

Køge Kommune skriver endvidere, at de agter at "føre tilsyn for at konstatere, om påbuddet er opfyldt".

- Næste skridt kan potentielt være en politisk godkendt politianmeldelse, lyder det i mailen til TV 2.

Her ses Corona Camping fra luften. Pladsen er omringet af fredet skov, sø og mose. Det gule hus er Michael og Susanne Palskov Farnøs hjem.
Her ses Corona Camping fra luften. Pladsen er omringet af fredet skov, sø og mose. Det gule hus er Michael og Susanne Palskov Farnøs hjem.
Foto: TV 2

- De må bæres os ud

Alligevel har Bent Christensen og Berit Mortensen sammen med en stor del af de andre beboere på Corona Camping ingen planer om at flytte fra pladsen.

- Vi er ovenud lykkelige for at bo her, siger parret samstemmende.

- Vi bliver her – også selvom det er ulovligt. De må bære os ud.

Du kan se 'Trailerpark Danmark' tirsdag aften klokken 20.55 på TV 2. Du kan allerede nu se første afsnit på TV 2 PLAY.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik