Virksomheder fik strakspåbud under restaureringen af Børsen

Arbejdstilsynet konstaterede både nedstyrtningsfare og manglende brug af værnemidler.

Der var flere problemer med sikkerheden under restaureringsarbejdet af Børsen. Det viser en aktindsigt fra Arbejdstilsynet, som A4 Arbejdsmiljø har fået.

Aktindsigten viser, at siden renoveringsarbejdet startede i 2022, har Arbejdstilsynet givet fire strakspåbud til to virksomheder.

- Det er alvorlige problemer, og alle fire påbud peger på mangelfuld planlægning, udtaler Peter Hasle, der er arbejdsmiljøforsker ved Syddansk Universitet, til mediet.

Tilsynet konstaterede både nedstyrtningsfare og manglende brug af værnemidler, selvom håndværkerne arbejdede med materialer, der indeholdt farlige stoffer.

Umiddelbar tese om branden

Der opstod som bekendt en brand i Børsen i København 16. april, som fortærede halvdelen af den ikoniske bygning.

Hvad der præcis startede branden, er stadig ukendt, men den "umiddelbare tese" var, at brandens opståen havde noget at gøre med restaureringsarbejdet.

- Det er vores umiddelbare opfattelse i hvert fald. Branden er startet i den del af bygningen, hvor der har været et arbejde i gang, men det er det eneste, jeg kan sige om det, udtalte Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab til TV 2.

Hovedarkitekt afviser

Det var arkitektfirmaet LH Arkitekter, der var hovedarkitekt på restaureringen af bygningen.

Leif Hansen, der ejer LH Arkitekter, vil ikke stille op til et interview, men afviser overfor TV 2, at der ikke skulle være styr på sikkerheden.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Det har været en større opgave for Dansk Erhverv at finde de rette håndværkere til den omfattende restaurering.
Det har været en større opgave for Dansk Erhverv at finde de rette håndværkere til den omfattende restaurering.
Foto: Dansk Erhverv

TV 2 har også kontaktet Dansk Erhverv, der bekræfter, at der har været givet strakspåbud til entreprenøren, og at der efterfølgende er blevet handlet på det.

- Vi kan ikke genkende et billede af, at dette skulle være et udtryk for mangelfuld planlægning eller manglende risikovurdering, oplyser Dansk Erhverv i et skriftligt svar til TV 2 og fortsætter:

- Vi og vores arbejdsmiljøkoordinator har i tæt samarbejde og dialog med myndigheder og entreprenør gjort meget for at sikre, at restaureringen foregik på bedste vis – herunder også i forhold til brandsikring.

Det var forsikringsselskabet Codan, der stod for forsikringen af restaureringen af bygningen, som var i gang.

TV 2 har kontaktet Codan for at høre, om strakspåbuddene kan påvirke det efterfølgende forløb, men forsikringsselskabet kan ikke "bidrage med yderligere information på nuværende tidspunkt".

Overhængende og betydelig fare

Et strakspåbud gives, når der er tale om overhængende og betydelig fare for medarbejdernes eller andres sikkerhed, oplyser Arbejdstilsynet.

I forhold til de fire strakspåbud, som blev givet under restaureringsarbejdet, var der i to tilfælde tale om nedstyrtningsfare, der kunne have alvorlig tilskadekomst til følge.

I de resterende to tilfælde blev der konstateret, at håndværkerne ikke brugte værnemidler, selvom de arbejdede med materialer, der indeholdt farlige stoffer som for eksempel bly, kobber og kviksølv.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Håndværkere arbejdede på restaurering af Børsen, da brand opstod.
Håndværkere arbejdede på restaurering af Børsen, da brand opstod.
Foto: Magnus Ankerstjerne/TV 2 Kosmopol

Virksomhederne burde være opmærksomme på denne type problemer. Det vurderer Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev, der er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

- Det kan godt lade sig gøre at undgå påbud, hvis man prioriterer arbejdsmiljøet. De har nok ikke haft det fokus på det, som de burde, udtaler forskeren til Politiken.

Påbuddene blev givet i perioden november 2022 til oktober 2023, og restaureringen af Børsen var ventet afsluttet senest i 2029.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik