Mange mennesker i hovedstadsområdet er plaget af trafikstøj. Men nu bliver der gjort noget ved problemet i Vallensbæk.
I et boligområde ved Vallensbækvej, der ligger tæt op ad Holbækmotorvejen, oplever de værst plagede boliger en trafikstøj på mellem 68 og 70 decibel. Det svarer til lyden fra en håndmixer på maksimal hastighed på én meters afstand.
Men nu går Vejdirektoratet i gang med at sætte en to kilometer lang og syv meter høj støjskærm op i området.
De nye støjskærme er tiltrængte, mener Jens Peder Gregersen, der er formand for Husejerforeningen Horsbred.
- Der er meget støjende. Der er nogle, der bor 150 fra motorvejen, og jeg bor selv 300 meter fra motorvejen. Det er en konstant susen og summen. I særdeles, hvis der er vindstille, eller hvis vinden er i syd - så har vi det hele vejen op igennem vores grundejerforening, siger Jens Peder Gregersen til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Markant forbedring
Tirsdag blev første spadestik til de nye støjskærme taget, og det var en glædens dag, efter at have kæmper for det syv meter høje værn.
- Det kommer til at betyde, at vi kan sidde ude i haven og nyde et godt glas vin til aftensmaden uden at høre på den konstante susen, siger Jens Peder Gregersen.
Jeg håber, at vi kan mærke en markant forbedring
Når støjskærmene er kommet op at stå til november, så vil beboerne i 687 boliger kunne glæde sig over, at støjen bliver reduceret med mere end tre decibel.
- Jeg håber, at vi kan mærke en markant forbedring. De siger, at det i gennemsnit bliver tre decibel, og det burde vi kunne høre tydeligt - især dem, der bor tættest på motorvejen.
Støjskærmsprojektet i Vallensbæk er en del af en pulje på tre milliarder kroner til bekæmpelse af trafikstøj. Penge, der er en del af Infrastrukturplan 2035.