Nedbrændt etageejendom bliver genopført – men beboere fanges i dobbelt husleje

Flere af de tidligere beboere i etageejendommen i Vanløse, der brændte ned til grunden i 2022, står til at miste dækningen for genhusning længe inden, at deres boliger genopføres.

Selvom de mange beboere, der for snart to år siden mistede deres bolig under storbranden i Vanløse, nu har fået sat en dato på, hvornår deres ejendom står genopført, er glæden ikke uden skår.

Flere af beboerne i Grøndalsbo fortæller til TV 2 Kosmopol, at deres forsikring kun vil betale for beboernes genhusning til og med marts 2025.

Det betyder, at beboerne på egen hånd skal anskaffe - og betale for - en bolig, indtil den genopførte etageejendom står indflytningsklar efter planen i sommeren 2026.

De risikerer derfor at stå med dobbelt husleje i tæt på halvandet år, da de stadig har faste, månedlige udgifter til de lejligheder, der blev opslugt af flammerne i marts 2022.

- Med lejepriserne her i København så svarer det nok til en 10-15 tusind ekstra i måneden for de fleste, fortæller Michael Andersen, som er bestyrelsesformand i ejerforeningen E/F Grøndalsbo.

Hvor mange beboere, der helt præcist kommer til at miste dækning for deres genhusning, inden den nye ejendom står klar, ved bestyrelsesformanden i E/F Grøndalsbo ikke med sikkerhed.

Det drejer sig dog ikke kun om et par stykker, vurderer han.

- Genhusningsperioden varierer selvfølgelig mellem forsikringsselskaberne. Men det generelle billede er, at de fleste kun har genhusning til og med marts 2025, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

I alt blev 130 lejligheder fortærede af flammerne i den største brand i Københavns nyere historie.
I alt blev 130 lejligheder fortærede af flammerne i den største brand i Københavns nyere historie.
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Svær økonomisk situation

Det gælder blandt andet Jacob Didriksen, som nåede at bo 16 år i Grøndalsbo med sin kone og søn, inden det hele brændte ned.

- Vi kan desværre se frem til en periode, hvor vi kommer til at få det økonomisk meget trængt, siger han.

Jacob Didriksen forklarer, at udsigten til dobbelt husleje kommer oven i en økonomi, der allerede er hårdt præget af den storbrand, som fortærede deres lejlighed.

- Før branden havde vi et godt økonomisk råderum, som nu er helt forsvundet. Vores opsparing er også svundet betragteligt ind. Så vi er meget tilbageholdende med at købe nye ting, investere i nye ting og foretage større rejser, siger Jacob Didriksen.

En kæmpe presbold

Også Bente Bang, som kun nåede at bo et enkelt år i den nu udbrændte beboelsesejendom i Vanløse, frygter at gå en dobbelt husleje i møde.

- Som det er nu, så ligner det, at vi kommer til at stå med dobbelt husleje i halvandet år. Det er jo en kæmpe presbold, siger hun.

Hun har sin forsikring gennem selskabet Tryg, der som udgangspunkt kun betaler for genhusning i op til et år.

- Det kom faktisk bag på mig og skabte selvfølgelig en masse usikkerhed, siger Bente Bang.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Forsikringen gik dog med til, grundet den ekstraordinære situation hvor en hel beboelsesejendom brændte ned, at forlænge dækningen med to år. Bente Bang håber derfor, at der er mulighed for, at dækningen kan forlænges endnu en gang.

- Vi skal jo stadig afdrage på lånet, og vi er jo også nødt til at betale fællesudgifterne, så ejerforeningen kan drives videre, og boligen kan genopføres, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Bente Bang var blandt de beboere, hvis hjem gik tabt i flammerne tilbage i marts 2022.
Bente Bang var blandt de beboere, hvis hjem gik tabt i flammerne tilbage i marts 2022.
Foto: Jan Christiansen/TV 2 Lorry

Afslag på forlængelse af genhusning

Det tegner dog ikke til, at der er hjælp at hente. For Jacob Didriksen og hans kone, som også er forsikret gennem Tryg, var nemlig til møde med forsikringsselskabet for et halvt års tid siden.

- De var meget konsekvente med, at dækningen for genhusning vil stoppe til marts næste år, siger han.

Selvom han ærgrer sig over det, understreger han, at de trods alt sætter pris på de to års forlængelse på genhusning, som parret fik i første omgang.

- Vi har været glade for at få betalt vores genhusning i tre år. Det er ikke utaknemmelighed overfor forsikringsselskabet, de har trods alt forlænget i forhold til policen, men de har jo nok ikke taget højde for en skade af det her omfang, siger han.

Bestyrelsen håber på forlængelse

Bestyrelsesformanden i E/F Grøndalsbo, Michael Andersen, oplyser, at ejerforeningen vil arbejde på, at de berørte beboere kan få forlænget dækningen.

- Vi kan jo håbe, at forsikringsselskaberne er villige til at forlænge en gang mere, for det er en utrolig ekstraordinær situation, vi står i. Problemet ligger i, at man umiddelbart ikke har mere end 12 måneders genhusning. Men du kan jo ikke opføre sådan en ejendom som denne på 12 måneder. Det håber vi selvfølgelig, forsikringsselskaberne tager med i deres vurdering, siger han.

Michael Andersen er også selv en af de beboere, hvis forsikring kun dækker genhusningen indtil næste år.

I kølvandet på storbranden stod det hurtigt klart, at ejendommen ikke ville kunne genopføres i løbet af et år, og det var derfor, forsikringsbranchen i første omgang forlængede dækningen for genhusning.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Ingen af de 130 lejligheder i Grøndalsbo stod til at redde efter branden, hvorfor tomten blev jævnet med jorden nogle dage senere.
Ingen af de 130 lejligheder i Grøndalsbo stod til at redde efter branden, hvorfor tomten blev jævnet med jorden nogle dage senere.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Branchen har allerede strakt sig

Beboerne skal dog ikke forvente, at branchen som helhed går ind og strækker sig yderligere.

Det forklarer Pia Holm Steffensen, som er underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

- Man kan ikke forestille sig at vi som fælles branche endnu en gang går ind og forlænger genhusning ud over normalen, man må tage fat i sit eget forsikringsselskab og se hvad der kan lade sig gøre, Pia Holm Steffensen. 

Adspurgt om det kan være rigtigt, at man som forsikringskunde ikke kan vide sig sikker på at få dækket sin genhusning i tilfælde af en brand som denne, svarer Pia Holm Steffensen, at branchen allerede har strakt sig langt grundet sagens omfang og alvor.

- Men nu er der gået to år, og arbejdet med at genopføre ejendommen skal først til at i gang nu.

- På nuværende tidspunkt er det de enkelte selskaber, som på baggrund af de forsikringsaftaler, de har indgået med deres kunder, må vurdere, om der er mulighed for at tilbyde yderligere, siger hun.

TV 2 Kosmopol har forsøgt at få en kommentar fra forsikringsselskabet Tryg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik