Som ung øvede politiker sig i at være på: "Jeg vil helst forsvinde i mængden"

Den 39-årige politiker Rasmus Stoklund har vredet armen om på sig selv for at være mere udadvendt. I dag kæmper han for, at unge i Frederikssund får mulighed for job

Rasmus Stoklund har altid været en indadvendt type.

- Jeg var sådan en bekymret dreng. Der var ikke så meget begejstring eller entusiasme i mig, forklarer den 39-årige folketingspolitiker, der har siddet i Folketinget i fem år.

- Nu er det jo en naturlig del af at være politiker, at man kommunikerer om sine holdninger og stiller op til debatter og giver interviews, men det falder mig altså ikke særlig naturligt, siger Rasmus Stoklund. 

Derfor har han også øvet sig i at være mere udadvendt, og i hans studietid søgte han job som omviser i de kongelige repræsentationslokaler for at øve sig i at være på. 

- Jeg har brugt virkelig meget energi på at være mere udadvendt, fortæller Rasmus Stoklund. 

Humlebien der flyver

Inden Rasmus Stoklund blev valgt ind i Folketinget i 2019, arbejdede han som Erhvervspolitisk chef for Dansk Metal, og han har bevaret sin interesse for arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik.

- Den danske model med en stor offentlig sektor i samarbejde med den private med høj effektivitet er et fantastisk, velfungerende system. Som humlebien, der flyver, selvom det umiddelbart ser svært ud, forklarer Rasmus Stoklund. 

Faktabox: Rasmus Stoklund

  • Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordsjællands Storkreds fra 5. juni 2019.

  • Kandidat for Socialdemokratiet i Frederikssundkredsen fra 2016.

  • Udlændinge- og Integrationsordfører, 2019-2022.

  • Politisk ordfører fra 2024.

  • Fhv. erhvervspolitisk chef i Dansk Metal

  • Bor i Herlev med kone og tre børn

Unge kan få uddannelsesmulighed i Frederikssund

Rasmus Stoklund er valgt for Socialdemokratiet i Frederikssundkredsen i Nordsjælland. Her har han de seneste par år, i samarbejde med flere interessenter, arbejdet på at gøre det muligt for unge at få et grundforløb som industritekniker på Campus Frederikssund.

Rasmus Stoklund (S) besøger Nordisk Staal i Frederiksværk, hvor Mikkel Jensen er i lære som klejnsmed.
Rasmus Stoklund (S) besøger Nordisk Staal i Frederiksværk, hvor Mikkel Jensen er i lære som klejnsmed.
Foto: Lone Silberbrandt/TV 2 Kosmopol

- Frederikssund er et område med mange produktionsvirksomheder, og de er helt afgørende for, at vi kan blive ved med at være et velstående land, siger Rasmus Stoklund og tilføjer, at det kræver, at det fortsat er muligt at få fat i arbejdskraft for at sikre driften i området.

- Hvis du er ung i denne del af Nordsjælland, så er der ret langt til den nærmeste mulighed for at uddanne sig til industritekniker med relevans for produktionsvirksomhederne her, forklarer Rasmus Stoklund.

Derfor er han også glad for, at det ser ud til at industritekniker-uddannelsen bliver en realitet på Campus Frederikssund.

- Uddannelsen er ikke i gang endnu, men ideen bliver positivt modtaget hele vejen rundt, og det lykkedes at få bevilget nogle millioner kroner ved den seneste Finanslovsforhandling, slutter Rasmus Stoklund.

1 ud af 70

I portrætserien "1 ud af 70" sætter TV 2 Kosmopol fokus på en række politikere valgt ind i hovedstadsområdet.

Se afsnittet om Rasmus Stoklund på TV 2 Kosmopol.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik